Dansk Industris adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen, bød EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen velkommen tordag morgen, da hun ankom til Industriens hus for at mødes med danske erhvervsledere.

14.09.23 DIB Nyheder

Danske erhvervsliv til EU-chef: ”Vi skal op i gear”

Første punkt på programmet for EU-Kommissionens formand under hendes besøg i København var et møde med otte topchefer fra danske virksomheder hos Dansk Industri. Budskabet var, at den grønne omstilling ikke må tabe tempo.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, henvendte sig direkte til erhvervslivet i sin årlige State of the Union-tale tirsdag i Strasbourg.

- Det er på tide, at det bliver lettere at drive virksomhed i Europa, lød det fra Ursula von der Leyen fra talerstolen i Parlamentet.

Og danske erhvervsledere kan ikke være mere enige.

Derfor var det også et af temaerne, da Kommissionens formand besøgte Dansk Industri torsdag morgen til en rundbordssamtale med topchef, Lars Sandahl Sørensen, og ti topledere fra danske virksomheder.  

- Danske virksomheders varer og tjenester krydser dagligt grænsen til andre EU-lande, og vores samhandel er helt afgørende for Danmarks vækst og velfærd. Men den danske samhandel er også vigtig for Europas udvikling. Vi har for eksempel teknologierne, der kan få os i mål med den grønne omstilling. Og vi har en stærk sundhedsindustri, der bliver vigtigere og vigtigere for millioner af europæeres liv. Hvis de virksomheder også skal være stærke og bidrage i fremtiden, skal EU-lovgivningen tilpasses, så den fremmer og ikke hæmmer udvikling, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI

Oprigtig interesse

EU-lovgivning, der hæmmer udvikling og vækst, gælder eksempelvis meget lange sagsbehandlingstider og godkendelsesprocesser. Derudover er virksomheder det seneste års tid blevet pålagt meget omfattende EU-rapporteringskrav, som er administrativt tunge og dyre, også set i forhold til andre regioner i verden.

- I dialogen med Ursula von der Leyen oplevede jeg en oprigtig interesse helt ned i detajlen for de udfordringer og muligheder dansk erhvervsliv oplever. Siden kommissionsformanden satte sig i stolen for fire år siden, har verden ændret sig meget. I dag har vi krig i Europa, vi har haft en omfattende coronakrise, vi er udfordret på vores forsynings- og energisikkerhed og vi oplever global økonomisk turbulens med høj inflation og usikkerhed. Det er udfordringer, som vi kan være med til at tackle, og det vil vi fremover arbejde for kommer til at ske på bagkant af dette besøg, siger Lars Sandahl Sørensen.

Op i gear

Ved mødet var der desuden fokus på den grønne omstilling, som Ursula von der Leyen også adresserede i sin tale tirsdag.

- Vi har nu en europæisk grøn pagt, der fungerer som omdrejningspunkt for vores økonomi, og hvis ambitionsniveau er uden sidestykke, lød det fra Kommissionsformanden.

Men det er vigtigt at holde dampen oppe.

- Den grønne omstilling må ikke tabe tempo, og derfor skal EU markant op i gear, når det gælder grønne investeringer og arbejdet med at skabe bedre rammevilkår for danske og europæiske virksomheder. I går sagde Ursula von der Leyen, at det skal være nemmere at være virksomhed i Europa. Det har vi i dag givet hende nogle input til, da det i fremtiden skal være muligt både at nå vores ambitiøse klimamål og samtidig være konkurrencedygtige, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Jacob Baruël Poulsen, ledende partner i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), der var med til mødet er helt enig.

- Visionerne på europæisk niveau er på plads. Det er virkelig gode toner, vi hører, og målene er historisk ambitiøse. Men vi ser desværre nogle udfordringer, når det gælder om at få ført visionerne ud i livet. Vi skal i gang. Den grønne omstilling sker kun, hvis vi koordinerer på tværs af europæiske grænser. Udfordringen en større, end nogle enkelte lande kan løse alene, påpeger Jacob Baruël Poulsen.

Artiklen fortsætter under billedet

En lang række topledere mødtes med EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, hos Dansk Industri, da hun gæstede København torsdag.

Positivt møde

Hos Copenhagen Infra Structure Partners, der investerer i store vedvarende energi-projekter, er man særligt glad for et af budskaberne fra Ursula von der Leyens State of the Union-tale.

Nemlig at Kommissionen vil fremlægge en europæisk vindenergipakker for blandt andet at sætte skub i udstedelsen af tilladelser til nye vindmølleprojekter. Et område, som Dansk Industri også har påpeget, står bekymrende stille i øjeblikket. 

- Jeg har rost kommissionsformanden for udtalelserne i den seneste tid om lanceringen af en European Wind Power Package. Det er det, vi har brug for: Hurtigere tilladelser til havvind, bedre udbudsdesign og bæredygtige forsyningskæder. Alt i alt synes jeg, det var et rigtigt positivt møde med Ursula von der Leyen, siger Jakob Baruël Poulsen.

Kommissionsformanden tweetede selv på X, at det var en ”fremragende diskussion” med de danske erhvervsledere.

Gudmoder

Efter mødet i Industriens Hus tog Ursula von der Leyen videre til Esplanaden i København for at navngive det nyeste Mærsk-containerskib.

Det er det første containerskib nogensinde bygget til at sejle på grøn methanol, som udleder mindst 65 procent mindre CO2 end traditionel bunkerolie.

Skibet kom til at hedde Laura Maersk, og Ursula von der Leyen understregede skibets globale betydning under sin navngivningstale. 

- Pionerer som jer (Mærsk, red.) former fremtidens økonomi. Det her event er en ”big deal”. Ikke bare for Europa, men for hele verden, sagde Ursula von der Leyen ifølge Ritzaus Bureau. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Louise Wendt Jensen
Skrevet af:

Louise Wendt Jensen

Rikke Wetendorff Nørgaard

Rikke Wetendorff Nørgaard

Chef for Europapolitik

  • Direkte +45 3377 3509
  • Mobil +45 2758 8133
  • E-mail rwen@di.dk

Relateret indhold