Jyske Bank Boxen er klar til at slå dørene op til DI's topmøde 2023.

28.09.23 DIB Nyheder

Derfor kommer vi til topmødet

Her er, hvad direktørerne fra Midtjyske Jernbaner og Herning Vand glæder sig mest til og forventer at få med hjem fra DI’s topmøde 2023 i Jyske Bank Boxen i Herning

Martha Vrist, adm. direktør, Midtjyske Jernbaner i Lemvig:

Jeg deltager både som direktør for Midtjyske Jernbaner, men også som næstformand i DI Midt Vests bestyrelse. Jeg er med fordi vi i Midtjyske Jernbaner er lidt for dårlige til at bruge DI generelt, selvom vi er medlem. Og det ved jeg også er gældende for rigtigt mange af de medlemsvirksomheder i Lemvig-området, som jeg jo også repræsenterer. Så jeg vil gerne forsøge at få øget mit netværk på topmødet.

Jeg synes, der er meget spændende på programmet, så jeg bestemmer mig først på dagen for, hvad jeg vil høre. Jeg tager et par kolleger med, så vi spreder os for at få mest muligt med hjem fra Herning.

Men en af tingene, jeg nok tager til, er sessionen om kunstig intelligens.

Det er noget, vi meget gerne vil se mere på i forhold til mange af de data, vi bruger.

Vi er så lille en virksomhed, at vi endnu ikke er i gang, men vi håber, at komme til at bruge mere kunstig intelligens i fremtiden. I øjeblikket bruger vi rigtigt mange manuelle ressourcer på noget, som burde være standardiseret, men vi har ikke rigtigt mulighederne i dag for at gøre noget ved det. Så det er et emne, jeg gerne vil høre mere om.

Helt overordnet håber jeg bare at blive klogere og møde en masse mennesker.

 

Niels Møller Jensen, adm. direktør, Herning Vand i Herning:

Jeg har deltaget mange gange tidligere og synes, det er et sindssygt stærkt og godt arrangement. Og så foregår det jo i min hjemby i år, hvilket er fantastisk.

Jeg er delegeret til generalforsamlingen, og her vil jeg gerne sige noget om, hvad jeg synes, DI bør gøre mere af. Jeg er meget optaget af det arbejde, som blandt andre Sigge Winther og Tommy Ahlers gør med deres Institut for vilde problemer. Det handler om at mange af de komplekse problemer vi har i Danmark med sundhedssektoren, trivsel, klima osv. kræver nye tilgange, hvis de skal løses.

Det handler meget om afbureaukratisering og tillid, hvis vi skal i mål med at løse dem. Tillid i vores samfund er den vigtigste vækstdriver vi har historisk set. Uden den mister vi sammenhængskraften.

Derfor er det noget vi skal værne om, og er der om nogen, der har en stærk muskel, som må være interesseret i det her, så er det DI.

Derudover vil jeg gerne høre mere om kunstig intelligens, for rigtig brugt, tror jeg, det kan hjælpe os rigtigt meget i forhold til at løse trivielle opgaver.

Jeg håber at kunne gå opløftet hjem af tanken om, hvad vi kan gøre sammen i en stærk organisation som DI.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Camilla Benfeldt

Camilla Benfeldt

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3780
  • Mobil +45 5218 5901
  • E-mail cben@di.dk

Relateret indhold