Erhvervsfremstød: Fra Danmark til Polen til Afrika
Dansk-polske Eryk Group bruger erhvervsfremstød til Polen til at få underskrift på en aftale, der sikrer afrikanske unge en erhvervsuddannelse i samarbejde med Skive College.
Jens-Christian Møller ruller nærmest den røde løber ud, når Danmarks erhvervsfremstød til Polen løber af stablen i slutningen af januar. Og den røde løber kan faktisk rulles helt til Afrika, for erhvervsfremstødet med kongelig deltagelse bliver nemlig afsæt for en helt særlig mission for Eryk Groups adm. direktør og medstifter.
I løbet af 20 år har Jens-Christian Møller sammen med sin hustru og datter opbygget Eryk Group med udgangspunkt i havnebyen Szczecin. Virksomheden har aktieselskaber i Polen, Danmark og Nigeria, der sammenlagt beskæftiger over 300 medarbejdere, hvoraf hovedparten er ingeniører, programmører og rejsemontører, der rykker ud på hele kloden, når der skal installeres og idriftsættes produktionsudstyr for en række store kunder.
Væksten har skærpet behovet for at skaffe nok kompetente medarbejdere, og derfor tilbyder han i dag unge fra Nigeria en læreplads som elektriker.
Den indsats bliver ved erhvervsfremstødet mere formaliseret, når han underskriver en aftale (MoU) med erhvervsuddannelserne på Skive College og det lokale Maritime University of Szczecin om en engelsksproget uddannelse af elektrikere. Eryk giver lærlingene en praktikplads, mens de to uddannelsessteder står for den teoretiske del.
Ny DI-analyse: Sådan eksporterer vi til Polen
Aftale styrker ambitioner
- Der er tale om en international uddannelse, som er åben for alle nationaliteter. Hos Eryk har vi siden 2017 samarbejdet med bl.a. tekniske skoler i Nigeria om at tilbyde en teknisk uddannelse og en jobmulighed til de mange unge i Afrika. Med denne MoU kan vi løfte ambitionerne, og få et bedre fundament under hele uddannelsesforløbet, siger Jens-Christian Møller.
De afrikanske tekniske skoler har i forvejen svært ved at følge med behovet for uddannelser af en hurtigt voksende og ung befolkning.
- Antallet af elever på de tekniske skoler vokser med 10 procent om året i Nigeria. Og det giver meget svingende kvalitet i uddannelserne, når der måske er 75 i et klasseværelse med plads til 20 – uden at der er flere lærerkræfter. Her vil det være en stor fordel at kunne tilbyde et uddannelsesforløb i Skive, forklarer Jens-Christian Møller.
Eryk har alene i januar ansat ni lærlinge fra Nigeria og målet er at nå op på 50 elever i 2024. Det understreger behovet for at løfte kvaliteten i uddannelsen.
- Udover at sikre flere medarbejdere, så er det jo også for at bidrage til at unge afrikanere får et bedre liv. Den bedste udvikling vi kan tilbyde et land, er jo at ansætte deres ledige statsborgere. Det giver en mulighed for at sende penge hjem til familien, hvilket vores medarbejdere også gør, siger Jens-Christian Møller.
Artikel fortsætter under billedet
DI: Mangel på uddannelse i Afrika
DI følger med interesse partnerskabet mellem Eryk Group og Skive College. Marie Gad, som er chef for global udvikling og bæredygtighed, peger på, at det afrikanske kontinent har verdens yngste befolkning med mange unge som både kan og vil arbejde – men er bremset af stor mangel på teknisk-faglige uddannelser af høj kvalitet.
- Både virksomheder og unge på tværs af det afrikanske kontinent kalder på flere og bedre faglige uddannelser. Mange kigger på den danske model, fordi vi her har fundet en god metode til at sikre, at de faglærte, der kommer ud på arbejdsmarkedet, har de komptencer, som virksomhederne efterspørger, siger Marie Gad.
Læs også: Kurs mod Polen: 8 tip fra en insider
Flyttede til Polen for at få arbejdskraft
Netop manglen på danske medarbejdere, der var klar til et liv som rejsende tekniker, fik Eryk til at etablere sig i Polen for 20 år siden. Dengang var der større mulighed i Polen, men i dag er det også blevet vanskeligere i takt med, at Polens fremgang har skærpet konkurrencen om arbejdskraft på samme vis som i Danmark.
Behovet er styrket af, at virksomheden er blevet langt større end Jens-Christian Møller forventede for 20 år siden.
- Dengang tænkte min kone og jeg, at hvis vi nåede til 50 ansatte ville det være rigtigt godt. Nu er vi over 300, så det er jo et helt andet niveau. Derfor er behovet for flere medarbejdere jo også et helt andet, fortæller han.
Læs også: Polsk A-kraft kan bane vej for dansk eksportgennembrud