VKH

DermaPharm A/S anvender banebrydende teknologi i genanvendelsen af plast

DermaPharm har klare ambitioner om at have miljøet i fokus i deres produktion. De bruger f.eks. FN’s verdensmål som styringsværktøj for skabelsen af en bæredygtig og ansvarlig produktion. Det var derfor naturligt, da Dansk Affaldsminimering offentliggjorde ny banebrydende teknologi inden for genanvendelsen af plast, at DermaPharm indgik i et samarbejde med Dansk Affaldsminimering og MV Plast om genanvendelsen af plastaffald.

Dansk affaldsminimering har udviklet ny teknologi, der kan se forskel på 12 typer plastik, hvilket muliggør en optimal sortering og finere granulering. Dette giver plasten en langt renere kemisk sammensætning end hidtil muligt. Dansk Affaldsminimerings samarbejde med MV Plast indebærer, at DermaPharm genanvender sit plastaffald via Dansk affaldsminimering til plastpaller fra MV Plast, og for DermaPharms fabriksdirektør Peter Bogh Lindgaard er denne beslutning oplagt. Han siger, at

”DermaPharm arbejder løbende på at forbedre vores miljø og bæredygtigheds påvirkning i positiv retning af omverdenen og vores produkter, og derfor er dette tiltag bare et i rækken af tiltag heri. Vi har igennem længere tid sendt vores affaldsplast til Dansk Affaldsminimering, men tidligere ikke modtaget det retur i andre former, men da muligheden for plastpaller fra MV Plast kom op, gik vi ind i dette samarbejde med Dansk Affaldsminimering og MV Plast.”

 

Oversigt over DermaPharms genanvendelsesproces
Foto: Dermapharm A/S

Der er også rigtig mange fordele ved at anvende plastpaller af genanvendt plast frem for træ. Først og fremmest har plastpaller en bedre holdbarhed, og er mindre tilbøjelig til at splintre eller nedbrydes over tid. Dette reducerer behovet for at producere nye paller. Plastpaller vejer også mindre, hvilket sænker fragtvægten og reducerer den nødvendige energimængde og udledning ved transporten af produkter. Sidst er plastpaller lette at genanvende og omdanne til nye paller eller andre produkter, hvorimod ødelagte træpaller neddeles og genanvendes til typisk spånplader.

Med det nye samarbejde er DermaPharm kommet et stort skridt nærmere renere produktion og deres målsætning om cirkulær økonomi. Samtidig er det et eksempel på, at miljø og økonomi også kan gå hånd i hånd.

Relateret indhold