Vi rådgiver dig

AQUA Akvarium & Dyrepark: Et naturformidlende læringscenter

AQUA Akvarium & Dyrepark har haft biodiversitet som hovedprioritet gennem 30 år. Det har udmøntet sig i projekter både i og udenfor parken omhandlende aktiv naturbevaring, vidensdeling og et samspil mellem biodiversitet og bæredygtighed.

Foto: AQUA Akvarium & Dyrepark

Biodiversitetsindsatser i AQUA Akvarium & Dyrepark

Siden 2010 har AQUA Akvarium & Dyrepark fokuseret på at lade det vilde optage plads, i kontrast til et mere traditionelt, parklignende udtryk. Det har resulteret i, at Dyreparken i dag er hjemsted for en lang række dyre- og plantearter og tilmed sjældne arter.

Senest har AQUA Akvarium & Dyrepark etableret ”Børneuniverset Grønagerhave”. I haven er blevet anlagt en urtehave af højbede, en stald og hegning for minigeder og kæmpehøns, frugthave, insekthoteller, et bistade og kompostbunker. Ved anlæggene får de besøgende indblik i, hvordan vild natur kan sameksistere med dyrkning af fødevarer. Gennem faglig formidling og mulighed for at møde naturen på tæt hold, får de besøgende indblik i sammenhængen mellem natur, kultur, biodiversitet og klimaaftryk.

Med Grønagerhave skabes dermed et rum, som kan anvendes til undervisningsformål, særarrangementer, som samlingspunkt for lejrskoler og temaevents for erhvervsgrupper.

Udfordringer ved biodiversitetsindsatser

Bag AQUA Akvarium & Dyrepark står flere fagspecialister og eksperter på biodiversitet. En af de centrale udfordringer for AQUA er kompleksiteten i biodiversitetskrisen, der gør det til et svært emne at formidle viden om.

”En af vores udfordringer er klart, at det er komplekst og fagspecifikt og man kan ikke forvente at alle har viden om det. Det svarer til, at vi alle lynhurtigt kunne blive mikrokirurger. Og der er forskellige opfattelser af, hvad der skal til, for at gøre en indsats for biodiversitet. ” Udtaler Lisbeth Skovmand Høgh, Konstitueret direktør for AQUA Akvarium & Dyrepark.

Samtidig understreger hun, at det også kan udgøre en udfordring i sig selv, at biodiversitet, klima og miljø ikke bliver anset som flere sider af en sammenhængende krise.

En mangesidet krise kræver mangesidede løsninger

Det er netop ovennævnte udfordringer, som udgør hele AQUA’s eksistensgrundlag. De mener, at de komplekse sammenhænge mellem de forskellige kriser, som ses i dag, også skaber muligheder for at udvikle og tilpasse en lang række forskellige tiltag, som alle er nødvendige.

”Det er mange forskellige tiltag der skal til. Vi tror på, at de rigtige løsninger skal tage hånd om både udfordringerne og de behov, vi alle har. Vores virke skulle gerne gøre at vi bevarer mere natur, uden at det bliver på bekostning af levestandarder, velfærd eller udvikling. Vi kan ikke bare gå væk fra alt, der er dårligt for naturen, vi er nødt til at finde de smarte, holistiske løsninger, som tilgodeser flere behov.” Udtaler Lisbeth Skovmand Høgh.

Konkrete indsatser i og udenfor parken

Foruden at styrke biodiversiteten på deres egne arealer, indgår AQUA Akvarium & Dyrepark også i en række forskelligartede projekter og partnerskaber, med det til fælles at samarbejdet bidrager til naturbevaring og styrkelse af biodiversitet.

Et eksempel er deres formidlende rolle som samarbejdspartner i det danske mårdyrprojekt, et Citizen Science Projekt, i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Miljøministeriet, universiteterne, Jægerforeningen og Fiskeriforeningen. Et andet eksempel er AQUA Akvarium & Dyreparks rolle i konceptudviklingen af Vild Med Vilje.

AQUA Akvarium & Dyrepark er også involveret i en række projekter, som understøtter den individuelles tilhørsforhold til naturen og herigennem de sociale og miljømæssige dele af bæredygtighed. Et eksempel på dette er projektet ”Natur på Recept”, hvorigennem folk med forskellige psykiske udfordringer tilbydes et fælles forum med naturen som samlingspunkt.

Samtidig har AQUA Akvarium & Dyrepark også en aktiv rolle i et projekt, hvor de opformerer og genudsætter den midtjyske strandtudse. Det skal forhindre, at den sjældne paddeart uddør.

Kommende biodiversitetsprojekter

AQUA Akvarium & Dyrepark påbegynder i 2023 et nyt formidlingsprojekt, med fokus på vidensdeling om sammenhængene mellem natur og bæredygtighed. Projektet tager afsæt i tre emner; fødevarer, klima og vandets cyklus og ressourcer, med henblik på at skabe en forståelse for det komplekse samspil mellem bæredygtighed og biodiversitet.

Yderligere information

Læs mere om AQUA Akvarium & Dyrepark’s arbejde med biodiversitet:

Læs om AQUA’s arbejde med bæredygtighed og biodiversitet her Læs AQUA's Årsberetning fra 2020 her

Relateret indhold