15.09.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Robotter skal tænde eud-drømmen hos folkeskoleelever

Elos Medtech har været i gang med DA Åben Virksomhed i fem år. Og konklusionen er klar: Det virker! De er derfor klar til at åbne deres virksomhed for lokale folkeskoler og gymnasier i årene fremover, så endnu flere unge kan få smag for en fremtid som faglært.

- Ved at de unge kommer herud og ser, hvor mange forskellige ting vi laver, så håber vi virkelig, at vi kan vække deres interesse for robotteknologien og de faglige fag. For der er så meget spændende i de her fag, som kan inspirere og udvikle dem, fortæller Carsten Schou, afdelingsleder og lærlingeansvarlig hos Elos Medtech i videoen her:

Elos Medtech: DA Åben Virksomhed virker, og vi er klar på 5 år mere

Elos Medtech har gennem deres deltagelse i DA Åben Virksomhed haft besøg af 75 folkeskolelever fra nærområdet, der alle har fået en lille smagsprøve på virksomhedens avancerede robotteknologi og moderne it-systemer.

- Vi håber selvfølgelig, at det kan lede til, at de unge senere hen husker os og kommer tilbage i lære. Det ville være fantastisk. Det er også vores mål. Det er klart. Vi har brug for de unge mennesker, slutter Carsten.

Åben virksomhederne og styrk samarbejdet med skolen

Henimod 2030 kommer vi til at mangle op mod 100.000 faglærte. Det er derfor helt afgørende, at flere unge såvel som voksne får øjnene op for mulighederne i en erhvervsuddannelse. Et stærkere skole-virksomhedssamarbejde er en af vejene hertil.

- Med Åben Virksomhed ønsker vi at få flere børn og unge i gymnasiet og folkeskolen til at interesse sig for naturvidenskab, teknologi, it og matematik. Vi udvikler undervisningsforløb med virksomhedsbesøg, fordi vi rigtig gerne vil vise hvilke job- og karriemuligheder, der er på lokale virksomheder rundt omkring i Danmark. Forhåbentligt kan det øge de unges interesse for at vælge en erhvervsuddannelse, lyder det fra Anders Mikkelsen, chef for DA Åben Virksomhed.

Faktaboks

4 hurtige om DA Åben Virksomhed:

  • Hvilke tilbud har Åben Virksomhed på hylderne?
    • Vi tilbyder gratis undervisningsmaterialer til forskellige fag i folkeskolen, der peger hen mod samarbejder med virksomheder inden for 25 brancher.
  • Hvad får virksomhederne ud af det?
    • De viser 25 elever, at man både kan uddanne sig og få gode jobs i lokalområdet. I kan f.eks. vise jeres fokus på affald, spildevand og andre miljø- og klimamæssige forhold. Og gode fortællinger om, hvad dit fag egentlig går ud på.
  • Hvad er mine opgaver?
    • Vi har vejledninger, hvor alt er beskrevet for dig. Du skal bare tage telefonen, når en interesseret lærer ringer til dig. Læreren er stadig ansvarlig for undervisningen, mens du bidrager med virksomhedsperspektivet.
  • Hvordan kommer jeg i gang?
    • Kontakt Åben Virksomhed. Vi finder ud af, hvilket forløb der passer til dig og eleverne. Se mere her: Åben Virksomhed (da.dk)

 

 

Katrine Dichmann Christophersen
Skrevet af:

Katrine Dichmann Christophersen

Relateret indhold