Invitér børn og unge indenfor, og inspirér til en faglært fremtid
DI’s Lærlingeindsats lancerer et katalog over forskellige former for skolevirksomhedssamarbejder – lige fra erhvervspraktik til at adoption af en skoleklasse.
"Der er ikke nogen, der vælger noget, de ikke ved findes. Man vælger kun en uddannelse, hvis man kender den. I kan åbne jeres virksomhed for børn og unge fra både folkeskoler og gymnasier. I kan vise jeres fag og faglige stolthed frem, så de kan se, hvad det vil sige, at være faglært og være en del af en arbejdsplads,” siger Line Stentoft Andersen, chef for DI's lærlingeindsats, og fortsætter:
”Det er med til at vække nysgerrigheden, at børnene selv får lov til at prøve kræfter med forskellige fagligheder i en virksomhed.”
Fra faglig interesse til faglært
DI’s Lærlingeindsats lancerer nu et katalog med virksomhedscases og konkrete tips til, hvordan du bedste kommer i gang med et skolevirksomhedssamarbejde. Du kan også finde relevante aktører, der gerne hjælper dig med at tage kontakt til en folkeskole, og som hjælper med det administrative og praktiske arbejde.
”Mange af vores virksomheder oplærer i forvejen lærlinge. Så de har erfaring med at oplære unge i deres fag. De unge fra folkeskolen er selvfølgelig en del yngre, men ens for begge parter er, at de ofte har et enormt gåpåmod og en nysgerrighed over for faget. Den nysgerrighed kan få betydning for et kommende uddannelsesvalg," siger Line Stentoft Andersen.
Det kræver noget af en virksomhed at åbne dørene for børn og unge, men mange virksomheder oplever, at det er det hele værd: ”Når vi taler med virksomhederne, så lægger de ikke skjul på, at de åbner dørene for at tiltrække flere til fagene. Til gengæld fortæller de også, at det virker ret godt. Når de unge, der har været i erhvervspraktik, senere bliver lærlinge, så er der en direkte sammenhæng imellem investering og gevinst. Samtidig bliver virksomhederne mere synlige i lokalsamfundet.”
En enkelt elev eller en hel klasse?
Som virksomhed kan man deltage på mange måder. Nogle virksomheder har mod på at adoptere en klasse og følge dem igennem hele deres skoletid. Andre er mere gearet til at tage én elev i en uges erhvervspraktik eller kan bruge en dag på en uddannelsesmesse.
”Uanset hvilken form for skolevirksomhedssamarbejde, der passer til din virksomhed, så brug kataloget til at blive inspireret,” siger Line Stentoft Andersen og fortsætter:
”Vi håber, at kataloget kan skabe et overblik over de forskellige muligheder og de forskellige aktører, der kan hjælpe med at få stablet et skolevirksomhedssamarbejde på benene.”
Vil du vide mere?
Er du blevet nysgerrig på, hvilke former for skolevirksomhedssamarbejde, der passer til lige netop din virksomhed?
Så se mere i DI’s katalog over skolevirksomhedssamarbejde:
Kom godt i gang med skolevirksomhedssamarbejde