Det gælder om at plante et frø
Maskinfabrikken JST åbner dørene for efterskoler og sammen med andre lokale virksomheder i Lem bygger bro mellem virksomheder og skoler.
Hvilke initiativer arbejder I med inden for skolevirksomhedsarbejder?
Vi har jo løbende erhvervspraktikanter, besøg af GF1-elever og de lokaler folkeskoler. Men vi gør også noget ekstra i at have et tæt samarbejde med efterskoler og er aktive i vores Teknologicenter, hvor lokale virksomheder er gået sammen om at bygge bro til uddannelsesinstitutionerne.
Vi er jo placeret lidt afsidigt på danmarkskortet i Lem, som også kaldes smedenes by. Og det kræver bare noget ekstra, når vi skal rekruttere lærlinge og svende bl.a. indenfor industritekniker- og klejnsmedefaget. Vi gør utrolig meget for at tiltrække medarbejdere, og vi arbejder nok også noget bredere end mange andre industrivirksomheder.
Oplever I udfordringer med at have skoleelever på besøg i en smedevirksomhed?
Faktisk er et af vores indsatsområder, at vi har etableret en ”sandkasse”, altså et selvstændigt værksted. Her kan vi vise vores processer frem i en mindre skala for de unge. Det gør, at vi kan invitere elever indenfor, så de nemmere kan få en fornemmelse af vores processer i et afskærmet miljø.
Hvordan samarbejder I med en efterskole?
Vi har gode samarbejder med forskellige efterskoler her fra området, hvor vi løbende har elever på virksomhedsbesøg. Det gør vi først og fremmest for at vise, hvad man kan hos os med en erhvervsuddannelse.
Men for nylig har vi også haft besøg af en businessklasse fra en efterskole. Lærerne var interesserede i at vise deres business-elever, hvilke jobmuligheder der kan være indenfor en produktionsvirksomhed som vores. Så ud over at give en kort intro til JST, lægger vi særligt vægt på at fortælle, hvilken relevans vores virksomhed har i forhold til deres business-linje på efterskolen. Vores marketing manager og økonomichef fortalte også om deres uddannelsesbaggrunde og hvilke arbejdsopgaver, der er i en metalvirksomhed, samt hvilke uddannelser, der er særligt relevante. For os er det en mulighed for at vise vores virksomhed frem til de unge, og måske inspirerer vi nogle til at tænke i nye baner i forhold til uddannelsesvalg.
Vi er jo også interesserede i at vise, at metalfaget ikke udelukkende er en mandsdomineret branche – det er også for kvinder.
Hvad kan Teknologicenteret i forhold til skolevirksomhedssamarbejde?
Der er en masse fordele ved, at vi, i fællesskab med andre lokale virksomheder, bygger bro mellem skoler og virksomheder. Når vi deler viden på tværs af virksomheder, kan vi få flere gode ideer. Og vi kan sammen profilere initiativerne og nå længere ud til. Mange virksomheder synes måske, det er et svært at få adgang til skolerne, men vi har fundet en model, hvor vi inviterer skolerne ind og udvikler koncepter, så de unge forhåbentlig bliver nysgerrige på vores brancher. Vi forsøger at få en succes på tværs. Teknologicenteret er en forening bestående at en masse virksomheder fra området omkring Ringkøbing-Skjern Kommune. En har ansvaret for at koordinere vores møder, som giver en central struktur.
Vi er netop i gang med at udvikle et program for en projektuge målrettet 8. klasse. Ideen er, at eleverne i mindre grupper har nogle dage i de forskellige virksomheder. Det har selvfølgelig afsæt i deres skolefag, så læring og refleksioner kobles på besøget. Som afslutning på ugen præsenterer eleverne ugens forløb. Vi tror, at vi med dette tiltag kan øge kendskab til erhvervsuddannelserne og de mange muligheder, der er med en erhvervsuddannelse, både overfor de unge og deres forældre.
Har I gode råd til andre virksomheder?
Det gælder om at få fat på eleverne så tidligt som muligt, plante et frø og vise de mange spændende muligheder frem. Vores erfaring er, at det giver så meget igen.
Og så skal man holde sig for øje, hvilken strategi man har. Udvælg nogle projekter ud fra, hvor det giver mening at lægge sine kræfter. Ellers risikerer man, at man sætter gang i alle mulige tiltag, som er tidskrævende og omfattende. Start i det små, og byg videre derfra.
Det at arbejde sammen med andre virksomheder, som vi har gjort med Teknologicentreret, dét er en virkelig god idé. Særligt når man er i en mindre by, som vi befinder os i. På den måde kan man samle kræfterne og arbejde i fællesfront. Vi har jo alle et fælles ønske om at få erhvervsuddannelser repræsenteret noget bedre og få flere lærlinge ind i virksomhederne.
Om Maskin- fabrikken JST
- Producerer skovle og redskaber til læsse- og gravemaskiner
- Hovedkontor og produktion i Lem
- 80 medarbejdere