Anne Birgitte Lindholm, Seniorchefkonsulent i Dansk Industri, deler ud af sine fem bedste råd til ledere

18.01.24 Vi rådgiver dig Nyheder

5 gode råd til dig, der skal lede medarbejdere

Anne Birgitte Lindholm, seniorchefkonsulent hos Dansk Industri og underviser på DI’s lederuddannelse, deler her sine fem bedste råd til effektiv ledelse.

Anne Birgitte Lindholm, seniorchefkonsulent hos Dansk Industri og underviser på DI’s lederuddannelse, deler her sine fem bedste råd til effektiv ledelse.

Måske tænker du, at din opgave som leder er at sætte rammer for medarbejderne og sikre, at alle kender de mål, som du skal opnå sammen med dit team. Det er selvfølgelig også vigtigt. Men det er også vigtigt, at du leder i mange retninger for at skabe de forudsætninger, som skal være tilstede for, at dine medarbejdere kan løse deres opgaver,” fortæller hun.

Ekspertens fem gode råd

 

Led indad

En forudsætning for, at du kan lede andre er, at du kan lede dig selv. Du skal lære dig selv at kende og være bevidst om, hvordan du virker på andre.

Kender du fx dine personlige værdier?

Uanset om du kender dem eller ej, så påvirker de det, du gør, og det du siger. Så det styrker dig som leder, at du er afklaret omkring, hvem du er, hvad du gør, og hvordan du gør det. For når du kender dig selv og fx ved, hvordan du reagerer under pres, så ved du også, hvordan du kan tilpasse din gøren og laden til de pressede situationer, du kommer dig i.

Jo mere bevidst du er om dig selv og de signaler, du sender til omgivelserne, jo mere tryghed skaber du omkring din person. Som leder er du nemlig i fokus, og der lægges mærke til, hvad du gør, siger, udtrykker, ikke gør, foretrækker, anerkender, ikke bryder dig om osv.

Led opad

Din egen chef sætter rammerne for dig og din ledelsesopgave. Derfor er det vigtigt, at chefen kender de betingelser, som gør sig gældende i dit ansvarsområde.

Chefen træffer beslutninger, som har betydning for din mulighed for succes, så du skal lede opad for at sikre, at chefen kender til den virkelighed, du møder til daglig, og dermed bliver i stand til at træffe kvalificerede beslutninger. Når du bruger tid og kræfter på din chef – inddrager, informerer, sparrer, afstemmer forventninger, involverer i beslutninger – så hjælper du dig selv.

Jo bedre chefen er klædt på af dig, jo større er chancen for, at der træffes beslutninger højere oppe i hierarkiet, som er til gavn for dit ansvarsområde.

Led fremad

Hvis vi alle rider i fuld fart i alle retninger, ender vi med at blive stående på det samme sted. Når du leder fremad, leder du kræfterne i den samme retning. Du tænker langsigtet med fokus på virksomhedens bedste. Hvad er visionen? Og hvordan bidrager du til at virkeliggøre den?

Det gør du ikke alene. For alle lederne i dit område eller i din virksomhed skal hjælpes ad med at skabe denne bevægelse. Hvad er så din opgave? Det er at arbejde og skabe resultater sammen med andre ledere og ikke kun optimere dit eget område. At indtænke hele virksomhedens bedste, når du prioriterer og træffer beslutninger. At huske at fortælle om de langsigtede mål, selv om det er de kortsigtede, der fylder i hverdagen.

Led udad

I hverdagen sker der utrolig let det, at man glemmer, hvad der skaber værdi for kunderne og i stedet kommer til at være optaget af, hvad der skaber værdi for en selv. Man taber kunderne lidt af syne. Men det, som du og dine medarbejdere producerer i dagligdagen har en slutbruger et sted – en intern aftager eller en ekstern kunde. At lede udad kræver, at du går i dialog med kunderne, så du sikrer dig, at du leverer det, som de har brug for.

Det kræver, at du og dine medarbejdere kender kundernes behov, og at I løbende udvikler jeres produkter og ydelser, så de matcher behovene. Samtidig skal du have holdninger til, hvad der udgør god kundehåndtering og arbejde for at skabe en kultur, der understøtte dette.

Led nedad

Så kom vi endelig frem til ledelse af medarbejderne i dit ansvarsområde. Det er selvfølgelig her, langt det meste af din tid og dine kræfter skal bruges. Du skal skabe rammerne for, at medarbejderne kan udfolde deres virkelyst. Du skal sørge for, at de kender deres mål og dine forventninger, og at de har kompetencer til og er motiverede for at løse opgaverne. Du skal sikre et godt samarbejde og et sikkert og sundt arbejdsmiljø, og du skal arbejde for, at medarbejderne udvikler sig med opgaverne.

Medarbejderne skal have feedback på deres præstationer og resultater, og de skal samles op, når de mistrives eller udfordres af opgaver eller relationer. Du skal instruere, coache, støtte og delegere, og du skal interessere dig for, hvad den enkelte har brug for, for at de lykkes.

Du skal lede medarbejderne igennem forandringer, håndtere konflikter og tage vanskelige samtaler, og du skal udvikle, ansætte og afskedige.

Ledelse går i fem retninger. Og det starter med, at du leder indad. Så har du de bedste forudsætninger for også at have succes nedad, opad, fremad og udad.

DI's lederuddannelse på engelsk

DI's lederuddannelse er også tilgænglig på engelsk. Læs mere og tilmeld dig her

Stephanie Brink Harck
Anne Birgitte Lindholm
Skrevet af:

Stephanie Brink Harck Anne Birgitte Lindholm

Anne Birgitte Lindholm

Anne Birgitte Lindholm

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4522
  • Mobil +45 5218 5929
  • E-mail anbl@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.