Foto: Getty Images
19.12.23 Vi rådgiver dig Nyheder

IGU og EGU bliver omfattet af EU’s regler om de minimis-støtte

Den bonus, virksomheder kan få, når de ansætter personer på integrationsgrunduddannelsen (IGU) og erhvervsgrunduddannelsen (EGU), bliver omfattet af såkaldte de minimis-bestemmelserne fra henholdsvis 1. juni 2023 og 1. januar 2024. Fra 1. januar 2024 bliver loftet for støtten hævet fra 200.000 EUR til 300.000 EUR over en periode på tre kalenderår.

I trepartsaftalen om videreførelse og udvidelse af integrationsgrunduddannelsen (IGU) fra 20. september 2023 blev det aftalt at videreføre den eksisterende IGU-bonus og EGU-bonus til private virksomheder. Erhvervsgrunduddannelse (EGU) er et uddannelsesspor i forberedende grunduddannelse (FGU).

Statsstøttesekretariatet har netop præciseret, at opgørelsen af støtten sker med baggrund i tre kalenderår, hvor udgangspunktet tidligere var regnskabsår. Yderligere er det præciseret, at IGU-bonussen administreres efter EU de minimis statsstøttereglerne pr. 1. juni 2023 – og ikke som det først var meldt ud pr. 1. januar 2024.

IGU- og EGU-bonus omfattes som noget nyt af de minimis-bestemmelserne

Udlændinge- og Integrationsministeriet var før trepartsaftaleindgåelsen nået frem til den nye tolkning, at IGU-bonus kan udgøre statsstøtte i EU-retlig forstand. Under IGU-forhandlingerne gjorde arbejdsgiverne (DA) opmærksom på, at det ville være meget uhensigtsmæssigt, hvis ordningen blev underlagt de minimis-bestemmelserne. Meldingen fra ministeriet var dengang, at bonusordningen ville kunne fritages for statsstøttereglerne via EU’s gruppefritagelsesforordning for særligt udsatte grupper på arbejdsmarkedet.

I forbindelse med implementeringen af trepartsaftalen har ministeriet dog meddelt, at IGU- og EGU-bonusordningerne i deres nuværende form ikke kan rummes inden for rammerne af den generelle gruppefritagelsesforordnings bestemmelser. Det betyder, at IGU- og EGU-bonus fremover vil blive udbetalt som de minimis-støtte.

Der arbejdes fortsat på, om der kan findes en løsning for at undgå dette. Men på nuværende tidspunkt vil ordningen blive administreret som de minimis-støtte.

Hvad betyder det for virksomhederne?

Efter EU-reglerne om de minimis-støtte må en virksomhed over en periode på tre kalenderår modtage op til 300.000 EUR (2024-niveau). Det maksimalt tilladte støttebeløb opgøres på koncernniveau og omfatter også støttebeløb fra eventuelle andre de minimis-støtteordninger, som f.eks. voksenlærlingeordningen.

Virksomheder har pligt til at sikre, at de ikke overskrider loftet for de minimis-støtte. Med lovændringerne skal virksomheder nu være opmærksomme på flere støtteordninger. Det er altså virksomhedernes ansvar at sikre, at deres samlede tilskud til EGU-bonus, IGU-bonus, voksenlærlingeordningen mv. ikke overstiger loftet på ca. 1,5 mio. kr. (2023-niveau) i løbet af de sidste tre år.

Læs mere om Integrationsgrunduddannelsen og IGU-bonus her: Integrationsgrunduddannelse (IGU) - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om EGU-bonus her: Arbejdsgiver - Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) | Virk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.