Velkommen til Dansk Industris nye website. Vi udvikler i øjeblikket et nyt site for at give dig den bedste brugeroplevelse. I en periode vil du derfor opleve indimellem at blive sendt til indhold på vores gamle site.

28.01.18 Analyser

Virksomheder: 2018 står i digitaliseringens tegn

Hver anden virksomhed har planer om at investere i it til næste år. Både store og små virksomheder planlægger it-investeringer, men SMV’erne halter efter når det kommer til robotter og automatisering. En digital strategi i topledelsen er alfa og omega. Derfor er det glædeligt, at langt flere nu har en sådan, end før DI’s Digitaliseringsindsats startede for to år siden.

Der er udsigt til mere gang i investeringerne i 2018, når man spørger virksomhederne. Knap hver tredje virksomhed herhjemme forventer at investere mere i 2018, end de gjorde i 2017.

Hver anden virksomhed vil investere i it næste år

Kilde: DI's Virksomhedspanel

Det er særligt it, i form af software og hardware, der er efterspørgsel efter. Hver anden virksomhed vil købe nyt it-udstyr eller software næste år. For to år siden, ved indgangen til 2016, var det kun godt fire ud af ti virksomheder, som ville investere i it.

Dermed fortsætter virksomhederne i 2018 en tendens, hvor køb af it udgør en fortsat større andel af investeringerne. I de senere år er der blevet investeret omtrent ligeså meget i it og software herhjemme, som der er i andre maskiner og inventar. Det er dog også nødvendigt at investere mere og mere i it, hvis Danmark fortsat skal være med i det digitale førerfelt. Ellers risikerer vi at sakke bagefter vores udenlandske konkurrenter, som hastigt øger deres anvendelse af digitalt udstyr og ny teknologi1.

Der bliver investeret mere i it end tidligere

Anm.: It indeholder også telekommunikation Kilde: Danmarks Statistik og DI

Virksomhederne forventer også at investere i bl.a. robotter og anden automatisering. Også inden for disse felter er der nu flere virksomheder, som vil investere end for to år siden. Til næste år har hver sjette virksomhed planer om at investere i robotter, mens hver fjerde vil investere i andre former for automatisering.

I alt er det næsten tre ud af fire virksomheder, 72 pct., der har planer om at investere i mindst en af kapitaltyperne inden for teknologi, maskiner, inventar samt forskning og udvikling til næste år.

Både flere store og små vil investere i it

De små virksomheder bruger generelt færre penge på it, end de store virksomheder gør2. Det kommer også til udtryk, når man ser på investeringsplanerne for næste år, hvor to ud af tre store virksomheder med over 100 ansatte vil investere i it mod 45 pct. af SMV’erne.

Både store og små virksomheder vil dog investere mere i it end tidligere. Og det er faktisk SMV’erne, der har løftet investeringsplanerne mest. Ti procentpoint flere SMV’er har planer om at investere i it, end for to år siden. For de større virksomheder er der tale om et løft på fem procentpoint.

Det er altså helt tydeligt, at SMV’erne i langt højere grad end tidligere har fået fokus på digitaliseringen. Det er alt fra yngre virksomheder, der er helt i front med at udnytte digitaliseringen, og hvor hele forretningskonceptet er bygget op omkring digitale løsninger, til ældre virksomheder i traditionelle brancher, der har forstået at tage nye løsninger til sig.

Andel af virksomheder, er vil investere i teknologi i 2018

Kilde: DI's Virksomhedspanel

SMV’er halter efter på robotter og automatisering

Når det kommer til robotter eller anden automatisering, er der stor forskel på de store og små virksomheder.

Hver tredje virksomhed med mere end 100 ansatte har planer om at købe robotter til næste år, og hver anden vil investere i en anden form for automatisering. Det står i skærende kontrast til de små virksomheder, hvor kun godt hver tiende vil investere i robotter.

Særligt når man kigger på udviklingen over de seneste to år, står forskellen mellem store og små virksomheder klart. Væsentligt flere store virksomheder har planer om at investere i robotter og andet udstyr til at automatisere end for to år siden. For SMV’erne er disse andele stort set uændrede.

Selvom flere SMV’er har fået fokus på brugen af it, er der således stadig et stort potentiale i at anvende robotter og i at automatisere. Men det kræver væsentlige investeringer fra SMV’ernes side. Et kig på industriens materielinvesteringer afslører da også, at SMV’erne i 2015 blot investerede lige så meget pr. medarbejder, som de gjorde i 2000. I samme periode har de store virksomheder mere end fordoblet mængden af investeringer pr. medarbejder. Særligt i årene efter krisen har SMV’erne tabt terræn til de store virksomheder, og det er kraftigt medvirkende til, at DI i dag vurderer, at de danske virksomheder har et efterslæb i investeringerne på 50 mia. kr.3

SMV'erne halter efter på investeringerne

Anm.: Materielinvesteringer indeholder investeringer i driftsmidler, immaterielle anlægsaktiver og forudbetalte anlægsinvesteringer Kilde: Danmarks Statistik og DI

Rammer og digitalt fokus er afgørende

Hvis virksomhederne skal fortsætte med at digitalisere deres forretning, og endnu flere – særligt SMV’er – skal komme i gang med at automatisere og bruge robotter, kræver det både, at virksomhederne har fokus på mulighederne i den nye teknologi, men også i høj grad, at rammerne er til stede for at investere.

Når virksomhederne peger på mangel på kvalificeret arbejdskraft og det danske omkostningsniveau, som de største vækstbarrierer i det kommende år4, vil det uundgåeligt også påvirke deres investeringslyst. Selvom mange virksomheder har planer om at investere mere til næste år, kan mangel på medarbejdere betyde, at disse planer må droppes – eller at de aldrig planlægges til at starte med.

Særligt for SMV’erne kan det være en stor opgave at komme i gang med at automatisere og bruge robotter. Hvis de samtidig ikke er sikre på, at de kan finde de medarbejdere, som efterfølgende skal betjene robotterne, kan det afholde virksomhederne fra at investere. Ligeledes betyder et højt omkostningsniveau, at det vil tage længere tid, før en sådan investering er tjent hjem. Adgangen til risikovillig kapital er desuden fortsat en udfordring for særligt de små virksomheder. Det er alt sammen faktorer der kan afholde virksomhederne fra at overveje at investere i ny teknologi.

Fokus og vilje til at digitalisere er dog også afgørende for, at virksomhederne kommer i gang med bruge ny teknologi. Hvis topledelsen i en virksomhed har en digital vision, er der meget større sandsynlighed for, at virksomheden også rent faktisk investerer i den digitale omstilling. Svarene i DI’s undersøgelse viser, at de virksomheder, der har en digital vision, typisk også har flere digitale investeringsplaner. Det gælder både ift. it, robotter og anden automatisering.

Digitalisering kræver fokus

Anm.: Investeringer i digitalisering dækker over investeringer i it, robotter eller anden automatisering Kilde: DI's Virksomhedspanel

DI’s Digitaliseringsindsats har de sidste to år sat fokus på digitalisering i virksomhederne og givet konkret inspiration og sparring til over 3.000 virksomheder. Det har medvirket til, at det digitale fokus i virksomhederne er øget kraftigt de seneste år. I dag har topledelsen i 43 pct. af virksomhederne en vision for den digitale omstilling, hvilket næsten er en fordobling i forhold til andelen for to år siden. Det betyder, at flere både store og små virksomheder i dag er endnu bedre stillet i forhold til at kunne gribe de digitale muligheder.


 

Noter

  1. ^ DI-analyse: Brug for flere digitale investeringer
  2. ^ DI-analyse: SMV'er halter efter med digitaliseringen
  3. ^ DI-prognose: Højeste vækst i 10 år, men investeringerne halter efter
  4. ^ DI’s Virksomhedspanel: Mere end 7 ud af 10 virksomheder forventer fremgang i 2018
Relateret