04.09.19 Nyheder

Billund er Danmarksmester i skat

Virksomhederne vurderer, at Billund Kommunes fortsat er landets bedste sted at drive virksomhed, hvis man alene ser på, hvor meget man skal betale i skatter, afgifter og gebyrer. Det fremgår af årets udgave af Lokalt Erhvervsklima, som er Dansk Industris undersøgelse blandt 7.332 danske virksomheder.

Billund Kommune tager dog et skridt bagud på den samlede rangliste til en plads som nummer 26, hvilket er 18 pladser dårligere end sidste år, hvor kommunen indtog en ottende plads.

- Billund Kommune ligger fortsat i den gode ende af landets kommuner, når det gælder erhvervsklima, men placeringen som nummer 26 lever ganske givet ikke op til forventningerne hos politikere og embedsfolk i kommunen. På trods af tilbagegangen i den samlede vurdering af erhvervsklimaet er der glædeligvis også mange skulderklap til Billund Kommune i årets undersøgelse, siger formand for DI Sydvestjylland, adm. direktør Jesper Toft Mathiasen.

Eksempelvis er virksomhederne glade for det kommunale vejnet men påpeger dog også, at netop infrastruktur og transport er det vigtigste at fokusere på for at fremtidssikre et godt erhvervsklima i kommunen.

Kommunens virksomheder er også tilfredse med den fysiske planlægning i kommunen, herunder udbuddet af erhvervsgrunde og kommunens evne til at sikre plads til både boliger og virksomheder.

- Når de fysiske rammer er på plads, og der samtidig opkræves lave skatter og afgifter, så er der skabt et rigtig godt fundament for erhvervsudviklingen i årene fremover. Bredbåndsdækningen er også tæt på at være optimal i Billund Kommune, og det bliver en mere og mere væsentlig parameter. Derimod ser mobildækningen ud til at halte lidt mere efter, siger Jesper Toft Mathiasen.

Der er meget få tidsler i årets undersøgelse – en af dem er virksomhedernes vurdering af sagsbehandlingen af byggesager, hvor Billund Kommune scorer lavere, end hvad man kunne forvente. Men især efterlyser virksomhederne mere dialog med kommunen. Det gælder både dialogen med politikere og embedsfolk, men det gælder også kommunens formidling af væsentlig information til virksomhederne.

- En god dialog i mellem kommunen og virksomhederne er meget afgørende for et erhvervsklima i top. Jeg synes faktisk, at det er et fælles ansvar for kommunen og for virksomhederne at holde en tæt kontakt. En god dialog kan ofte tage eventuelle problemer inden de vokser sig store, siger Jesper Toft Mathiasen.

Billund Kommunes indsats for, at virksomhederne kan få kvalificerede medarbejdere bliver positivt vurderet af erhvervslivet, ligesom de kommunale folkeskolers samarbejde med virksomhederne og skolernes evne til at løfte eleverne op på et højt fagligt niveau også får ros i undersøgelsen.

- Ledigheden i Billund er meget lav, og mange virksomheder har svært ved at finde kvalificerede medarbejdere. Derfor er det også glædeligt, at virksomhederne anerkender den indsats, kommunen gør på dette område. Det er vigtigt for at kunne fastholde vækst og udvikling i området, siger Jesper Toft Mathiasen.

FAKTA

FAKTA OM LOKALT ERHVERSKLIMA 2019

 

DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2019, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 10. år i træk, at DI laver undersøgelsen.


7.332 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 370.000 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 20 pct. af den private beskæftigelse.

 

Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Johan H. Pedersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3781
  • Mobil +45 4084 3207
  • E-mail jhp@di.dk
Relateret