DI Handel Nyheder

Få hjælp til e-eksport

E-HANDEL: Eksport kan booste indtjeningen, og e-handel har gjort vejen til nye markeder betydeligt kortere - få hjælp til e-eksport her.

Danske virksomheder er i høj grad afhængig af eksport til andre lande. Omsætningen fra udenlandsk salg ligger på ca. 1.460 mia. kr., og godt 805.000 job i Danmark er afhængige af eksporten. Digitaliseringen åbner nye veje til eksportmarkederne. Ligesom e-handel er populært hos de europæiske forbrugere, er virksomhederne også i høj grad tilbøjelige til at anvende e-handel i forbindelse med deres indkøb. Tilmed viser tallene, at det ofte er en god forretning at udvide til flere markeder. Digitalisering, e-handel og eksport kan tilsammen potentielt føre til mere end en tredobling af en virksomheds indtjening pr. medarbejder, viser en ny analyse.

Branchedirektør i DI Handel, Annette Falberg har en klar opfordring til de danske virksomheder:

- Overvej seriøst, om det kunne være interessant for jeres virksomhed at udnytte de nye kanaler til eksport. Der er rigtig gode muligheder for at få hjælp til e-eksport. Erhvervsstyrelsen har netop udgivet en god guide til det juridiske, og som noget nyt lancerer DI Handel et Digitalt Markedsfokus, hvor virksomheder kan få indblik i digitalt køb og salg til alle lande i EU. Fredag den 05. april 2019 åbner den nye tilskudspulje under SMV:Digital også, som I kan søge.

Læs også: Få tilskud til rådgivning om e-handel og digitalisering

Guide til e-eksport

Advokatfirmaet Bird & Bird har på vegne af Erhvervsstyrelsen udarbejdet en virksomhedsguide om regler for e-handel i EU. Guiden skal gøre det nemmere for dig, der driver e-handelsvirksomhed, at komme i gang med onlinesalg af varer og tjenesteydelser til andre EU-lande. Guiden er vejledende og er både for virksomheder, der sælger til forbrugere og til andre virksomheder.

Guiden beskriver de vigtigste regler for e-handel og de særlige nationale forhold, du også skal være opmærksom på: Find blandt andet information om markedsføring, persondata, cookies, geoblokering samt en tjekliste med ti spørgsmål, du bør overveje i forbindelse med salg til andre EU-lande.

Download guiden lige her: Guide til e-eksport

Digitalt markedsfokus

DI Handel har udarbejdet et digitalt markedsfokus, så du på de enkelte europæiske markeder kan se, hvordan de digitale salgskanaler benyttes. I hvert markedsfokus er der sammenlignet med brugen af digitale salgskanaler i det pågældende land, Danmark og gennemsnittet i EU. Der skelnes såvel også mellem salg til virksomheder og til forbrugere.

Find og download markedsfokus lige her: Digitalt markedsfokus

Relateret