Den 14. september 2019 træder nye EU-regler for betalinger i kraft, som udspringer af det reviderede betalingstjenestedirektiv

29.05.19 DI Handel Nyheder

Undgå at miste online betalinger efter 14/9

I midten af september 2019 træder dele af det reviderede betalingsdirektiv PSD2 i kraft. Det drejer sig om krav til stærk kundeautentifikation (2 factor autentifikation), og det kræver opdatering af mange webshops betalingsmodul.

Den 14. september 2019 træder nye EU-regler for betalinger i kraft. Reglerne udspringer af det reviderede betalingstjenestedirektiv, PSD2, som blev indført i Danmark i januar 2018. Reglerne skal bl.a. medvirke til at gøre det mere sikkert at lave elektroniske betalinger. Dette sker først og fremmest ved, at der indføres et krav om stærk kundeautentifikation.

Stærk kundeautentifikation - eller to-faktor autentifikation - indebærer, at der skal anvendes mindst to faktorer til at godkende en betaling. De to faktorer skal være noget betaleren ved (f.eks. et password), noget betaleren er (f.eks. et fingeraftryk) eller noget betaleren har (f.eks. et betalingskort).

Kortindløsere og kortudstedere i Danmark, f.eks. Nets og bankerne, tilbyder i vidt omfang allerede løsninger til stærk kundeautentifikation i form af Dankort Secured by Nets og 3D secured på internationale kort. Derimod er der mange webshops, der ikke nødvendigvis er teknisk klar til at anvende stærk kundeautentifikation fra den 14. september 2019.

Konsekvensen for internetforretninger, der ikke er klar, kan blive afskåret fra at modtage betaling. Det skyldes, at betalinger, der ikke er godkendt med stærk kundeautentifikation, som udgangspunkt ikke må gennemføres fra den 14. september 2019.

Er man som webshop i tvivl om, hvorvidt man kan modtage betalinger med stærk kundeautentifikation, bør man straks tage kontakt til sin kortindløser eller gateway-udbyder, som vil kunne hjælpe. Hvilke undtagelsesmuligheder, der i praksis kan anvendes, vil ligeledes afhænge af, hvad en kortindløser eller gatewayudbyder kan tilbyde.

Læs et uddybende notat fra betalingsrådet under Nationalbanken her.

Relateret