Danske virksomheder og deres konkurrenter i resten af verden skal spille efter de samme regler, blogger Sidsel Dyrholm Holst, branchedirektør i DI Handel.

25.09.19 DI Handel Nyheder

Blog: Småpakker fra Kina skal hertil på lige vilkår

En gammel postaftale har indtil nu gjort det muligt at sende småpakker meget billigt fra Kina til Danmark. Vi hilser global e-handel velkommen, men det skal foregå på lige vilkår, blogger Sidsel Dyrholm Holst, branchedirektør i DI Handel.

Danskerne er vilde med at handle på nettet og klikker i dag varer hjem fra hele verden. Særligt populære er platformene Wish og AliXpress, der primært sender fra Kina. En gammel postaftale har indtil nu gjort det muligt at sende småpakker meget billigt fra Kina til Danmark, fordi Kina blev karakteriseret som et udviklingsland. PostNord er dermed forpligtet til at bringe de små, såkaldte ”kinapakker” ud mod en betaling, der er langt under markedsprisen. I denne uge blev der forhandlet blandt de lande, der er medlem af UPU (Verdenspostforeningen, Universal Postal Union) om at hæve satsen. Der er landet en aftale, som betyder, at taksterne hæves frem til 2025. Det er på høje tid og aftalen er et vigtigt skridt i retning af at sikre lige vilkår i den globale konkurrence om kundernes gunst.

Læs også: Kinapakker kræver mere kontrol

Produktsikkerhed er alfa omega

Desværre er der også andre områder, hvor danske virksomheder kæmper en ulige kamp. Det gælder ikke mindst, når det kommer til produktkrav og sikkerhed. Ifølge EU’s regler skal virksomheder, der retter deres markedsføring mod europæiske forbrugere, leve op til EU’s produktkrav mv. Det er imidlertid langt fra altid tilfældet. Det viser tests, som Forbrugerådet Tænk har gennemført. Dertil kommer, at myndighederne har ringe muligheder for at gribe ind over for virksomheder uden for EU, når de finder produkter, der er farlige eller som ikke lever op til kravene. Derfor er der behov for en indsats på flere fronter.

I de igangværende WTO-forhandlinger om digital handel skal vi have fokus på, at lokale produktkrav skal overholdes samt et styrket myndighedssamarbejde. Indtil da skal vi oplyse danske forbrugere om de risici, der er forbundet med at købe varer, der ikke nødvendigvis overholder EU’s produktkrav. Fra en undersøgelse, som DI Handel har gennemført i samarbejde med Userneeds, ved vi, at de mest populære produktkategorier er elektronik samt bolig- og køkkenudstyr, altså produkter vi omgiver os med i hjemmet med de risici, det indebærer.

Læs også: Danskerne blæser på produktsikkerhed, når vi handler på nettet 

Dernæst skal vi styrke håndhævelsen. Det skal blandt andet ske igennem en styrket markedskontrol, ikke mindst ved hjælp af digitale værktøjer som brug af data, billedgenkendelse mv. Endelig skal vi sikre en værktøjskasse af sanktioner, der kan håndhæves og som er tilstrækkeligt hårde til, at de har en afskrækkende effekt.

Den globale e-handel er stigende i omfang, og det nyder både forbrugere og virksomheder i hele verden godt af. Derfor er det så vigtigt, at vi rammer balancen. Vi skal styrke e-handlen på tværs af grænser men samtidig sikre, at det sker på lige vilkår.

Læs også: B2B e-handelsanalysen 2019

Hold dig opdateret

Modtag DI Handels nyhedsbrev og få relevante nyheder, analyser og events inden for salg, marketing, kundeservice og e-handel direkte i din mailboks hver uge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret