Forbrugerombudsmanden har i perioden januar til august 2019 modtaget klager fra mere end 70 forbrugere over, at der er blevet udsendt mails og sms’er, der indeholder markedsføring af virksomhedernes produkter.

16.11.20 DI Handel Nyheder

Fire virksomheder betaler bøde for at sende spam e-mails til deres kunder

Virksomhederne benyttede et ”affiliate-netværk” til at sende ulovlige markedsføringsmails og SMS’er til forbrugerne. Virksomhederne har nu hver især betalt en administrativbøde på min. 10.000 kr.

Forbrugerombudsmanden har i perioden januar til august 2019 modtaget klager fra mere end 70 forbrugere over, at der er blevet udsendt mails og sms’er, der indeholder markedsføring af virksomhedernes produkter. En af virksomhederne havde sendt mere end 106 uanmodede mails og sms’er til forbrugerne. Alle fire virksomheder har brugt et ”affiliate-netværk” til at stå for markedsføringen. Et affiliate-netværk er et bureau, der samarbejder med flere underleverandører om at sende markedsføring ud til forbrugerne.

Forbrugerombudsmanden har i sagen vurderet, at de fire virksomheder hver især har haft et ansvar for, at forbrugere i strid med spamforbuddet modtog mails og sms’er med markedsføring fra virksomhederne. Dette til trods for, at det altså ikke var virksomhederne selv, der havde udsendt markedsføringen.

”Forbrugerne er som udgangspunkt skærmet mod elektronisk markedsføring. Derfor kræver det forudgående samtykke, hvis virksomhederne lovligt skal kunne sende markedsføringsmateriale elektronisk, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i forbindelse med sin afgørelse.

Og videre

”Det er virksomhedernes ansvar at sikre sig, at de forbrugere, de kontakter, har givet samtykke til at modtage markedsføring. Det ansvar kan virksomhederne ikke fralægge sig, selvom de betaler underleverandører for at stå for markedsføringen”.

Forbrugerombudsmanden har i sagen dog ikke valgt at politianmelde Affiliate-netværkene og publisherne, der har sendt mailene og sms’erne på vegne af virksomhederne, da det ikke har været muligt for virksomhederne at identificere det specifikke affiliate-netværk eller publisheren.

Læs også: Ny vejledning om spam fra Forbrugerombudsmanden

DI Handel: Husk du som virksomhed har et ansvar for dine underleverandører

I DI Handel opfordrer vi alle virksomheder til at være opmærksomme på, at I sikrer jer, at de kunder I kontakter har givet samtykke til markedsføring.

I markedsføringsloven gælder der et udtrykkeligt forbud mod at sende markedsføring til forbrugere, eller anden elektronisk post, medmindre forbrugeren forinden har givet et forudgående samtykke til det.

Det er i den sammenhæng ligegyldigt, om du i din aftale med underleverandøren har aftalt, at de er ansvarlige for overholdelse af markedsføringsloven. Det fritager ikke din virksomhed for at i falde ansvar, hvis din underleverandør overtræder reglerne.

Læs mere om Forbrugerombudsmandens afgørelse her.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til afgørelsen, eller er du i tvivl om, hvordan du som virksomhed skal forholde dig, kan du kontakte chefkonsulent/advokat Cecilia Mårtensson på CESM@DI.DK eller på telefon 5213 2400.

Hold dig opdateret

Modtag DI Handels nyhedsbrev og få relevante nyheder, analyser og events inden for salg, marketing, kundeservice og e-handel direkte i din mailboks hver uge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret