11.12.20 DI Life Science Nyheder

Teknologiske udfordringer og behov i life science-industrien i Danmark

Ny undersøgelse ser nærmere på de teknologiske udfordringer og behov i forhold til digitalisering og grøn omstilling i life science-industrien.

En ny undersøgelse fra FORCE Technology sætter tal på de teknologiske udfordringer, der relaterer sig til digitalisering og grøn omstilling. Rapporten konkluderer, at der er fuld fart på digitaliseringen, mens at den grønne omstilling fortsat halter efter, særligt blandt de mindre virksomheder.

- Undersøgelsen understreger, hvor vigtigt det er at få motiveret de små virksomheder til at blive mere bæredygtige og grønne, så de kan vokse sig store og succesfulde. Vi har en utrolig stærk life science-industri, men det må ikke få os til at tro, at vejen til toppen er uden forhindringer. Der er enkelte sten i skoen, som vi er nødt til at fjerne, hvis vi faktisk mener det, når vi siger, at vi vil være blandt de førende life science-nationer i verden, fortæller Thomas Bech Hansen, Vice President i FORCE Technology.

Den nye undersøgelse fastslår, at der er rigtig godt gang i digitaliseringen i life science-industrien, på tværs af virksomhedsstørrelse og segment. 87 pct. af de adspurgte svarer, at digitalisering er vigtig eller meget vigtig.

- Digitalisering er blevet en konkurrenceparameter, og vil man være en af morgendagens succeser, er digitalisering en forudsætning. Derfor er det en god nyhed, at størsteparten af de adspurgte virksomheder arbejder fokuseret med det, og at over halvdelen enten er kommet langt eller er fuldt digitaliseret, siger Thomas Bech Hansen.

Grøn omstilling halter efter i små virksomheder

Undersøgelsen viser, at grøn omstilling ikke fylder så meget hos virksomhederne, som man ellers skulle tro. 55 pct. af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at grøn om stilling er vigtig eller meget vigtig. Alligevel svarer hele 25 pct. at grøn omstilling ikke er vigtig, og under en tredjedel af virksomhederne arbejder aktivt med at omstille sig til den grønne dagsorden.

Det er især de små virksomheder, der ikke prioriterer grøn omstilling, og disse tal vækker undren hos FORCE Technology og partnerne:

- Grøn omstilling er en af de makrotrends, det er svært at komme udenom i 2020 – nærmest en forudsætning for at lykkes. Derfor kan det undre, at disse virksomheder ikke tydeligere udtrykker et fokus på grøn omstilling, siger Thomas Bech Hansen og peger på mere samarbejdet på tværs af industrien som en af løsningerne:

- De store skal inspirere de små og gå forrest, så de små kan køre på hjul bag dem. Fælles grønne initiativer, hvor flere løfter sammen, er også en mulighed. Og så vil jeg opfordre de mindre virksomheder til at søge hjælp – fx ny viden og faciliteter til at komme i gang, hvis de ikke selv har ressourcerne, siger han.

FORCE Technology planlægger at gentage undersøgelsen om to år for at følge udviklingen.

Du kan hente rapporten fra undersøgelsen her

Læs meget mere om undersøgelsen og resultaterne her

Den 9. december afholdte FORCE Technology et webinar hvor de gennemgik delkonklusioner fra rapporten, og hvor der blandet andet var paneldebat om konklusionerne og deres betydning for industrien. Se webinaret herunder.

 

Se hele webinaret fra d. 9. december 2020, hvor rapportens hovedkonklusioner blev gennemgået.

FORCE Technology
Susanne B. Christensen

Susanne B. Christensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3656
  • Mobil +45 2949 4417
  • E-mail sch@di.dk

Relateret indhold