06.11.23 DIB Blog

Ny dansk EU-politik skal have ”konkurrenceevne” øverst

Styrkelse af EU’s konkurrenceevne står helt øverst på mange tusinde danske virksomheders ønskeliste til Danmarks EU-politik, blogger Rikke Wetendorff Nørgaard, europapolitisk chef i Dansk Industri.

Indlægget har også været bragt i Børsen i forkortet form.

Lige nu er politikerne ved at lægge sidste hånd på en ny europapolitisk aftale, der skal sætte retningen for Danmarks EU-politik mange år i fremtiden. Den nye kurs får stor betydning for os alle sammen, og ikke mindst dansk erhvervsliv, som er dybt afhængig af et stærkt EU, og et endnu stærkere Danmark i EU. Spørger man de mange tusinde danske virksomheder, hvad der bør være det vigtigste i aftalen, lyder svaret meget klart: styrkelse af EU’s konkurrenceevne.

For EU’s konkurrenceevne hænger i bremsen, og hvis vi skal få den op i gear, er det nødvendigt, at der bliver gjort op med langsomme godkendelsestider, bøvlet regulering og tunge rapporteringskrav, som danske virksomheder støder på i mødet med EU-systemet.

Og det arbejde bør Danmark stå i spidsen for.

Aftale fra før krigens tid

Den seneste europapolitiske aftale blev indgået af et bredt flertal af folketingets partier i 2008. Dengang så verden noget anderledes ud, og ingen kunne forestille sig hverken brexit, global pandemi eller krig i Europa. USA var den eneste reelle stormagt, vi kunne handle stort set frit på tværs af landegrænser og det indre marked tog til i styrke og betydning.

Dengang var Europas konkurrenceevne ikke i fare, som den er i dag. Faktisk optræder ordet ”konkurrenceevne” kun ganske få gange i den gældende europapolitiske aftale. Ja, det kan tælles på en hånd. Det må ikke være tilfældet i den nye aftale.

Hvis vi ikke står stærkt i den internationale konkurrence, vil det også blive vanskeligere for os at løse mange andre udfordringer, som eksempelvis klimakrisen, være på forkant i den digitale udvikling og sikre et stærkt sundhedsvæsen og sikkerhedsnet for borgerne.

Det handler med andre ord ikke kun om, at erhvervslivet skal kunne sælge produkter og ydelser på den globale markedsplads. Det er hele Europas vækst, velstand og velfærd, der er på spil.

Læs også: Snart koster bøvl og byrder virksomhederne 40 mia. kr. årligt

EU er udfordret

Den plads, som EU har haft i verdenssamfundet, er i den grad udfordret, og vi bliver presset som aldrig før. Det pres kommer bl.a. fra USA med den enorme klimapakke, Inflation Reduction Act, der har været noget af et wake up call for EU. Derudover har Europa været udfordret af høj inflation og energipriser, samt voksende afhængighed af Kina.

Oveni hatten er mængden af kompleks EU-regulering steget, bureaukratiske processer forløber i sneglefart og det er blevet sværere at få adgang til statslige investeringer i europæisk industri, hvilket gør, at flere virksomheder overvejer at flytte investeringer og produktion uden for EU.

Problemerne og udfordringer er så store, men forslag til løsninger så få. Og Danmark kan, hvis vi vil, sætte gang i den store oprydning, som der i den grad er brug for.

Men det starter med, at det bliver politisk prioriteret. Derfor håber vi, at den nye europapolitiske aftale vil fokusere på at fjerne det hav af benspænd i form af bøvl, byrder, langsomme processer og regulering, som i den grad bremser virksomhedernes muligheder for udvikling og vækst.

For kun ved at styrke konkurrenceevnen, kan vi styrke vores muligheder for at skabe et stærkere samfund.

Læs også: Frustreret SMV: lovkrav giver ingen mening

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Rikke Wetendorff Nørgaard

Rikke Wetendorff Nørgaard

Chef for Europapolitik

  • Direkte +45 3377 3509
  • Mobil +45 2758 8133
  • E-mail rwen@di.dk

Relateret indhold