03.11.23 DIB Blog

Sådan får vi virksomhedernes grønne løsninger ned i milliardstor indkøbskurv

Vi har hverken tid eller råd til, at den 415 milliarder kroner store offentlige indkøbskurv ikke udnyttes til fulde i den grønne omstilling. Alligevel oplever danske virksomheder alt for ofte, at kommuner og regioner går en stor bue udenom de grønne og cirkulære løsninger. Derfor er vi klar med et udspil, der sikrer grønne indkøb i det offentlige, blogger Jakob Scharff, branchedirektør i DI.

Klimaaftrykket fra de offentlige indkøb vokser støt og rundede i 2021 hele 16 mio. tons drivhusgasser. I en rundspørge blandt DI-medlemmer svarer blot 1 ud af 6 virksomheder, at det offentlige køber grønt og bæredygtigt ind i dag.

Når kommunerne eksempelvis anskaffer arbejdsbeklædning, sker det ofte med krav om, at tøjet skal være nyt og bære kommunens logo, hvilket umuliggør at tøjet kan genanvendes i en anden kommune.

Blot for at nævne ét blandt mange eksempler på, at det offentlige opererer efter en ”brug-og-smid-væk”-kultur frem for at give plads til cirkulære og bæredygtige løsninger fra virksomhederne.

Læs også: Smykkefirma og bryggeri hentede inspiration til NY Climate Week

Vejen til 100 pct. grønne indkøb

Vi har brug for, at det offentlig-private samarbejde om den grønne omstilling kommer op i langt større skala og tempo. Derfor har vi i DI fremlagt et politisk udspil, der viser vejen til, at virksomhedernes grønne løsninger i langt højere grad lander i den offentlige indkøbskurv. Ønsket er at styrke det politiske fokus på offentlige indkøb som strategisk virkemiddel til at fremme en grøn om stilling.

I udspillet er opstillet tre politiske pejlemærker, som tilmed er nemme at huske: 100, 30, 3.

  1. 100 pct. af de offentlige indkøb skal være grønne – gennem konsekvent brug af miljømærker og totaløkonomiske vurderinger, så vi har blik for kvaliteten, levetiden og omkostninger til energi, vedligehold og affaldshåndtering.
  2. 30 største offentlige indkøbere skal gå forrest og fastsætte ambitiøse mål for reduktion af trykket på klima og natur og dokumentere deres indsatser – helt på linje med de største virksomheders forpligtelser til bl.a. ESG-rapportering
  3. 3 testzoner: Alle offentlige organisationer skal årligt udpege minimum tre indkøbsområder, hvor der sættes særligt fokus på innovation og de nyeste grønne løsninger.

Virksomhederne er klar til at bidrage

I en tid, hvor vi ofte diskuterer, hvordan vi skal finansiere den grønne omstilling, er det i virkeligheden forbløffende, at vi ikke har mere fokus på de 415 mia. skattekroner, som ligger og venter på at kunne skabe resultater på klimaets, miljøets og biodiversitetens vegne. Efterspørgslen fra den offentlige sektor kan være og skal blive en helt afgørende katalysator for den grønne omstilling og bidrage til, at vi når de ambitiøse mål om 70 procent reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2045.

Vi har ganske enkelt hverken tid eller råd til at styre udenom et så oplagt greb i den grønne værktøjskasse.

Erhvervslivets budskab til den offentlige sektor er derfor krystalklart: I kan roligt skrue op for de grønne ambitioner og fokus på cirkularitet, når I køber ind – og vi glæder os til et endnu tættere samarbejde om den grønne omstilling.  

Læs også: DI’s 2030-plan: Vi skal investere mere i fællesskabet

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jakob Scharff

Jakob Scharff

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3996
  • Mobil +45 2112 9423
  • E-mail jasc@di.dk

Relateret indhold