Velkommen til Dansk Industris nye website. Vi udvikler i øjeblikket et nyt site for at give dig den bedste brugeroplevelse. I en periode vil du derfor opleve indimellem at blive sendt til indhold på vores gamle site.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og beskæftigelsesordførerne Leif Lahn Jensen (A), Laura Lindahl (LA), Bent Bøgsted (DF) og Karsten Hønge (SF) svarer på, om det er en god idé, at unge kontanthjælpsmodtagere primært kun kan få hjælp til at komme på skolebænken - ikke i job.

Fotocollage: Belle Djerberg
DI Business Nyheder

Politikernes bud: Hvad skal der ske med de unge kontanthjælps-modtagere?

DI Business har spurgt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og beskæftigelsesordførerne fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Socialdemokraterne og SF, hvad de ser som den bedste hjælp til de næsten 40.000 unge under 30 år, der i dag er på kontanthjælp eller modtager uddannelseshjælp. I dag er fokus i kontanthjælpssystemet på uddannelse. Det betyder, at de unge i udgangspunktet kun kan få hjælp til at komme tilbage på skolebænken – ikke til at få et job. Men er det en god idé?

Åbner for at justere fokus på uddannelse

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, Venstre 
– Først og fremmest skal indsatsen handle om, hvordan vi hjælper de unge videre på den bedste måde – også på den lidt længere bane, og her er det selvfølgelig relevant at tænke uddannelse ind. Men det er klart, at jeg også er villig til at kigge på, om vi kan gøre det mere fleksibelt. Det skal også være muligt at tænke job og arbejdsmarkedet ind for den her gruppe. Der behøver ikke være det store fokus på uddannelse.

– Jeg vil i løbet af de kommende uger indkalde partierne, så vi kan tage en drøftelse af, hvordan vi bedst hjælper de unge. Vi vil gerne lytte til de forslag, der er kommet – også set i lyset af den mangel på arbejdskraft, som virksomhederne oplever i øjeblikket.

Læs også: Skoletrætte unge skal opleve glæden ved et job

Godt arbejdsliv uden uddannelse

Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti
– Det skal bankes fast med syvtommersøm, at kommunerne selvfølgelig også skal hjælpe de unge til at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg kender flere, der er gået ud af 7. klasse, og som senere er blevet succesrige selvstændige. Hvis lovgivningen er for uklar, må vi kigge på den. Der er sikkert mange, der bare skal have hjælp til at finde et job.

– Jeg synes, at kommunerne bør tage en ordentlig snak med de unge og finde ud af, hvad der passer bedst til dem. Der er masser, der aldrig får en uddannelse, men som alligevel får et rigtigt godt arbejdsliv. Og måske skal de unge bare have lidt hjælp til at sælge sig selv overfor arbejds­giverne.

Læs også: Social angst er helt væk

Arbejde kan komme i første række

Laura Lindahl, Liberal Alliance
– Vi har ikke noget ønske om at skubbe de unge i en bestemt retning. Der er intet, som i intet som helst problem i, at de unge først tager et arbejde. Det er noget uddannelses-­snobberi, hvis man bliver med at fastholde, at de unge først og fremmest skal have en uddannelse. Og jeg tror, at de unge kan stå i en situation, hvor det bedste for dem er at tage et arbejde, hvor de kan blive klogere på, hvad de gerne vil også på den lidt længere bane.

– Vi skal passe på, at vi ikke taler det ufaglærte arbejde ned. Der er masser af ufaglærte, der er glade for at gå på arbejde hver dag og har en god dagligdag.

Læs også: Nøgletal: Fortsat gode jobmuligheder

Uddannelse er vigtigst

Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet
– Det vigtigste for os er, at de unge får en uddannelse. Det er det, som giver job på sigt. Derfor vil jeg også gå imod, hvis regeringen siger, at vi ikke skal fokusere så meget på uddannelse og i stedet på job. Jeg er bekymret for den retning, som regeringen vil gå. De vil have de unge i gang her og nu. Det mener vi i Socialdemokratiet ikke. Uddannelse er det vigtigste.

– Næste gang der bliver krise, er det de unge uden uddannelse, der ryger ud. Faktum er jo, at de ufaglærte job forsvinder stille og roligt. Sørger vi ikke for, at der bliver koblet noget uddannelse på, bliver de unge ikke klædt på til fremtidens arbejdsmarked.

Læs også: Nøgletal: Glædeligt at mange ledige kommer i job

Nødvendig uddannelse kan vente

Karsten Hønge, SF
– Det er vigtigt at få guidet de unge i retning af uddannelse. De unge skal forstå, at der bliver færre og færre faglærte job, og at virksomhedsomstruktureringer og ny teknologi betyder, at udviklingen kun kommer til at gå hurtigere i de kommende år.

– Men uddannelse skal ikke være et ”must”. For nogle er vejen til en uddannelse lang og kringlet. Det kan godt være, at der er nogle, der skal have nogle år, hvor de arbejder. Men i sidste ende mener jeg, at det er til de unges fordel, hvis de får en uddannelse. Det vil også komme virksomhederne til gavn, da de også efterspørger kvalificeret arbejdskraft.

Læs også: DI: Beskæftigelsen kan nå tre millioner næste år

Steen Nielsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk
Relateret