Fakta og ikke fordomme om faggrupperne skal være grundlag for de politiske beslutninger om pensionsalderen, mener Dansk Industri.

Foto: Getty Images
04.06.19 DIB Nyheder

DI: Arbejdsstyrken falder uden flere +60-årige

Højere pensionsalder betyder, at der i 2025 vil være 100.000 flere 60-69-årige medarbejdere i den danske arbejdsstyrke, viser nye tal. Vi får brug for dem alle, hvis vi skal holde gang i økonomien, understreger Dansk Industri.

I dag er der 320.000 personer mellem 60 og 69 år i den danske arbejdsstyrke, men i de kommende år vil antallet stige til 420.000, fordi pensionsalderen er blevet højere, viser beregninger fra Finansministeriet.

Væksten i ældre erhvervsaktive er yderst velkommen, understreger Steen Nielsen, underdirektør i Dansk Industri.

- Rigtig mange virksomheder kæmper i dag med mangel på arbejdskraft og har store problemer med at rekruttere. Derfor er det utrolig godt, at vi i de kommende år har udsigt til, at flere seniorer bliver længere på arbejdsmarkedet. Der bliver god brug for dem, siger Steen Nielsen.

Hvis pensionsalderen ikke var blevet sat op, så ville vi – i stedet for en stigning på 100.000 personer i arbejdsstyrken – se frem til et fald på 17.600 personer.

- Det er altså i alt næsten 120.000 medarbejdere i alderen 60-69 år, som det danske arbejdsmarked får ekstra pga. den hævede pensionsalder. Det er en forskel, som er til at tage og føle på, siger Steen Nielsen.

Læs også: Morsvirksomhed har givet kunder ”rationeringsmærker”

En håndsrækning til hårdt ramte brancher

Ledigheden er i dag så lav, at stort set hele arbejdsmarkedet har brug for flere hænder og hoveder, end der er til rådighed. Men nogle brancher er hårdere ramt end andre – og for de hårdest ramte brancher, er det helt afgørende at kunne fastholde seniorerne så længe som muligt.

- I dag er 21 pct. af lønmodtagerne over 55 år, og i transportbranchen er andelen eksempelvis helt oppe på 26 pct. Det betyder selvfølgelig, at vi skal sætte alt ind på at uddanne flere nye medarbejdere, men det betyder altså også, at vi har brug for hver eneste senior, som kan og vil, understreger Steen Nielsen.

Han ser det som et delt ansvar at sikre, at manglen på arbejdskraft ikke bliver større end højst nødvendigt – med stor konsekvenser for samfundsøkonomien.

- De seniorer, der reelt er nedslidte, skal naturligvis have mulighed for at trække sig tilbage. Men vi må ikke lade fordomme om faggrupperne styre, hvordan vi indretter pensionssystemet. Både virksomheder og politikere skal blive endnu bedre til at se potentialet i de ældre medarbejdere. Mange af dem har rigtig meget at byde på, siger Steen Nielsen, underdirektør i DI.

Læs også: Nye tal: Arbejdsstyrken sætter rekord – virksomhederne mangler medarbejdere

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold