Med en life science- og digital industri ud over det sædvanlige, en digitaliseringsparat befolkning og nogle af verdens bedste forudsætninger for at tiltrække nye startups, har vi en unik mulighed for at cementere en ny styrkeposition for Danmark inden for healthtech. Den mulighed skal vi gribe, siger Lars Sandahl Sørensen.

Foto: Sif Meincke
11.09.19 DIB Nyheder

Nyt vækstteam skal gøre Danmark til verdens førende healthtech-nation

DI foreslår, at regeringen nedsætter et vækstteam for healthtech og kunstig intelligens. Det skal være med til at lave endnu bedre danske løsninger, som vi kan udbrede til hele verden, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

Danmark skal ride allerforrest på den digitaliseringsbølge, der i disse år ruller ind over sundhedsområdet – til gavn for sundhedsvæsenet, industrien og ikke mindst borgerne. Det mener Dansk Industri, som repræsenterer mange af virksomhederne i den danske life science-industri.

- Fremtidens sundhedsvæsen er i høj grad også teknologidrevet. Og hvis den anvendte teknologi skal være dansk, skal vi rykke nu. Vi skal – også i fremtiden – kunne tilbyde danskerne digitale behandlingsløsninger, som er udviklet med udgangspunkt i deres behov, via adgang til stærke sundhedsdata og med et globalt udsyn, så løsningerne også kan komme folk til gavn i resten af verden, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

Han fortsætter:

- Nye smarte løsninger vil samtidig kunne frigive tid og ressourcer hos sundhedspersonalet til kerneopgaverne – og frem for alt til den menneskelige kontakt.

Læs også: DI: Medicin og maskiner sikrer fremgang i dansk eksport

Unik mulighed for Danmark

Derfor foreslår DI, at regeringen nedsætter et vækstteam for healthtech og kunstig intelligens (AI). Hvis Danmark skal være verdens førende healthtech-nation, kræver det et vedvarende fokus på at styrke innovationen og se mulighederne inden for nye teknologier og digitalisering.

- Et vækstteam vil kunne være med til at sikre større fremdrift i brugen af data og kunstig intelligens i sundhedsvæsenet i Danmark. Samtidig vil det kunne bidrage til at skabe attraktive muligheder for sammen at udvikle nye sundhedsteknologiske løsninger i Danmark i et tæt samarbejde mellem sundhedsvæsenet, sundhedsindustrien, uddannelsesinstitutioner og start-ups. Et tæt samarbejde vil give endnu bedre danske løsninger, som vi kan udbrede til hele verden, siger DI-direktøren og fortsætter:

- Med en life science- og digital industri ud over det sædvanlige, en digitaliseringsparat befolkning og nogle af verdens bedste forudsætninger for at tiltrække nye startups, har vi en unik mulighed for at cementere en ny styrkeposition for Danmark inden for healthtech. Den mulighed skal vi gribe, siger Lars Sandahl Sørensen.

I samme ånd lancerede DI og Danske Regioner tidligere på året satsningen HEALTHTECH:DK, som bl.a. skal udpege sundhedsvæsenets centrale udfordringer, så start-ups og private virksomheder bedre kan byde ind med de løsninger, der er efterspørgsel på.

Læs også: Sundhedseksport løber fra feltet

Fakta

FAKTA OM DANSK LIFE SCIENCE

·Den danske life science-industri rummer virksomheder, der producerer medicinalvarer og medico-udstyr 

·Industrien har mere end 50.000 medarbejdere

·Life science-virksomhederne eksporterede sidste år for 117 mia. kr. til hele verden

·Den danske eksport af sundhedsløsninger udgør 17 pct. af den samlede eksport – det er den næststørste andel i Europa, kun overgået af Irland

·Industrien står for 26 pct. af den samlede forskning i private virksomheder i Danmark

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mie Rasbech

Mie Rasbech

Chef for DI Life Science

  • Direkte +45 3377 3936
  • Mobil +45 2892 4410
  • E-mail mras@di.dk

Relateret indhold