Få tilskud til at gøre din virksomhed grønnere
Fra den 3. februar kan SMV’er søge tilskud til rådgivning om, hvordan de når længere i den grønne omstilling ved hjælp af data og teknologi.
SMV’erne får fra 3. februar bedre muligheder for at blive grønnere og mere digitale. Ny tilskudspulje gør det muligt at søge om tilskud til rådgivning i netop grøn omstilling gennem anvendelse af data og teknologi.
Virksomhederne kan blandt andet få tilskud til rådgivning om optimering af ressourceforbrug, logistik og processer med henblik på at reducere klimaaftrykket.
Det er ifølge erhvervsminister Simon Kollerup vigtigt at få SMV’erne med, hvis den grønne omstilling skal gøres til et erhvervseventyr.
- De udgør størstedelen af dansk erhvervsliv. Så jeg er rigtig glad for, at vi med den her pulje kan hjælpe flere SMV’er i gang med at blive både mere grønne og mere digitale, siger ministeren.
Puljen er en del af initiativet SMV:Digital, og SMV’er kan på smvdigital.dk søge om op til 25.000 kr. til indkøb af rådgivning inden for to områder:
- Styrke e-handel med grøn profil ved eksempelvis at optimere lager- og logistikløsninger.
- Brug af data til ressourceoptimering og bedre vedligeholdelse af produkter gennem målinger.
Læs også: Grøn omstilling i alt fra salt til satellitter
Digitalisering kan drive grøn omstilling
Dansk Industri bakker ifølge chef for SMV og iværksætteri, Dorte Gram Nybroe, op om det meget konkrete indgreb for at få SMV’erne med i den grønne omstilling.
- Det er godt med en tilskudsordning, der tager udgangspunkt i virksomhedernes behov. Virksomheden kan selv vælge en privat rådgiver til indsatsen, siger Dorte Gram Nybroe.
Samtidig gør hun opmærksom på, at digitalisering og grøn omstilling ofte hænger sammen.
- Ofte kan digitalisering være vejen hen mod en grønne og mere effektiv produktion eller til udvikling af nye innovative løsninger, siger hun.
Læs også: Vækstmuligheder i kommuners klimaalliancer med SMV’er
Fakta
SMV:Digital indeholder:
Tilskud til privat rådgivning (25.000 kr)
Sprint:Digital - hjælp fra sprintkonsulenter
Kompetenceudvikling for ledere
Vejledning om online salg og regulering i EU
Hjælp til at håndtere urimelig konkurrence
Rådgivning om e-handelseksport
Læs mere om SMV:Digital