Onlinemøder har været en nødvendighed for mange under coronakrisen. Nu spår virksomheder, at de virtuelle møder er kommet for at blive

Foto: Getty
14.06.20 DIB Nyheder

Onlinemøder sparer fragtmænd tid og penge

Coronakrisen tvang Danske Fragtmænd til at holde flere onlinemøder. Det har sparet dem tid og penge. Ny analyse viser, at stort set alle virksomheder vil holde flere onlinemøde fremover.

Da coronakrisen ramte Danmark og mange ansatte på danske virksomheder blev sendt hjem, blev onlinemøder en nødvendighed. Nu viser en ny analyse fra konsulentvirksomheden Convinced, at 93 procent af virksomhederne regner med, at der kommer flere onlinemøder i fremtiden.

Det gælder blandt andet for transport-og logistikvirksomheden Danske Fragtmænd, som coronakrisen har tvunget til at holde flere onlinemøder. Det har der ifølge administrerende direktør Jørn P. Skov været flere fordele ved.

- De tager en tredjedel af tiden sammenlignet med fysiske møder. Der er ikke den samme mulighed for at diskutere fodbold og aftensmad, inden mødet går i gang. Strukturen har været strammere, siger han.

Læs også: Organisationer til minister: Her er IVS’ernes afløser

Effektive salgsmøder

Besvarelserne fra virksomheder i analysen bakker Jørn P. Skov op i, at møderne tager kortere tid. 82 procent af virksomhederne svarer, at onlinemøder oftest bliver afviklet hurtigere. Desuden er de mere effektive.

- I salgsafdelingen har vi holdt en del flere onlinemøder. Det har både været interne og eksterne møder. De har været mere effektive, fordi man taler mere om det, man har planlagt at tale om, siger Jørn P. Skov.

Ifølge ham er det ikke bare på møderne, effektiviteten er større. Hverdagen bliver også mere effektiv, fordi mødedeltagerne ikke skal køre rundt på landevejene, når de skal til og fra møder.

Læs også: Guide til vellykket hjemmearbejde

Det sociale element mangler

Både de adspurgte i analysen og Danske Fragtmænd ser store fordele ved onlinemøderne. Men møderne har også deres begrænsninger.

De ansatte i virksomhederne svarer, at de i gennemsnit kan koncentrere sig i 84 procent af tiden til fysiske møde. Til onlinemøderne falder det tal til 74 procent.

- Udfordringerne ved onlinemøder er, at nogle detaljer går tabt. Og så skal man ikke underkende, at der er et socialt element i at gå på arbejde. Det forsvinder på onlinemøder. Så det er et vigtigt element, fordi det giver noget til arbejdsglæden, siger Jørn P. Skov.

Læs også: Mere hjemmearbejde på vej i mange virksomheder

Opbyg en kultur omkring onlinemøder

Chef for ledelse og virksomhedsudvikling i Dansk Industri (DI) Pernille Erichsen mener, det er vigtigt med nærvær på onlinemøderne. Kameraet skal være tændt, mimikken skal være god, og så skal deltagerne kigge ind i kameraet i stedet for skærmen.

- Onlinemøder er effektive, tidsbesparende og ikke mindst CO2-besparende.Men der skal opbygges en kultur omkring onlinemøder. Det er lederne ansvarlige for. De skal gå forrest og være opmærksomme på, at de er kulturbærere for mødet, siger hun.

Hele analysen kan downloades på www.convinced.dk

Se også: DI-webinar - Hvad har vi lært af coronakrisen - og hvad bliver hængende?

Det viser analysen også:

- I fremtiden forventer de adspurgte medarbejdere at bruge i gennemsnit 26 procent af arbejdstiden på onlinemøder. Før corona var det tal 14 procent.

- 74 procent af de adspurgte forventer, at deres arbejdsplads i fremtiden vil benytte sig mere af hjemmearbejde.

- 76 procent forventer mindre rejseaktivitet i fremtiden.

- 91 procent mener, at det fungerer bedst, når kameraet er tændt på onlinemøderne. 

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter Henningsen Hansen
Skrevet af:

Peter Henningsen Hansen

Pernille Erichsen

Pernille Erichsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3092
  • Mobil +45 2724 2905
  • E-mail peer@di.dk

Relateret indhold