Se sofaen i dit eget hjem. Eller hvad med et helt køkken. En smartphone og en Ipad forbinder den fysiske verden med den virtuelle. Se demo-video fra Kvik Køkken.

Video: Kvik Køkken
08.01.21 DIB Nyheder

“Vi er nået dertil, hvor vores produkter næsten kan mærkes og føles gennem skærmen”

En række virksomheder i møbel- og designbranchen har udnyttet nye digitale værktøjer under Covid-19. VR-briller til kunder i hele verden er umanerlig tæt på at matche virkelighedens møder i forretninger og på messer. Gratis uddannelsesforløb hjælper dig videre.

Der er på mange måder et før og et efter pandemien. Også i den danske møbel- og interiørbranche, hvor forsamlings- og rejseforbud har spændt ben, men også blotlagt nye muligheder.

For hvis man snubler, må man jo rejse sig igen, og i det her tilfælde støtter virksomhederne sig til ny teknologi, når man skal i kontakt med de kunder, som bliver væk på grund af eksempelvis aflyste messer.

En række af Danmarks førende møbel- og interiørbrands har sammen satset på Virtual Reality og andre teknologier for at redde bundlinie og eksport. Og de virker. Faktisk så godt, at de, når Covid-19 engang er overstået, stadig vil være at finde i værktøjskassen.   

Carl Hansen & Søn er blandt dem, som begejstret omfavner teknologien. Virksomheden, der er verdens største producent af Wegner-møbler, har i projekt Virtual Stage været med til at sende VR-briller rundt i verden til indkøbere og trendsættere.

Læs også: Digitalisering skal bære os videre

Der skal være tid og rum til at nærstudere møblet, træsorten og forelske sig i designet. Det er ofte en emotionel rejse Marie Ihlemann, global marketingdirektør i Carl Hansen & Søn

Som at købe kunst

Ifører kunderne sig brillerne, træder de ind i et virtuelt showroom med et udvalg af gamle klassikere og nye lanceringer fra virksomhedens portfolio af danske designermøbler.

- Og der præsenterer vores direktør Knud Erik Hansen møblerne, virksomheden og historien bag, mens de kan gå rundt om møblet og se det an fra de vinkler, de ønsker, siger Marie Ihlemann, global marketingdirektør i Carl Hansen & Søn.

Man kan på mange måder sammenligne det med at investere i kunst, når købere af danske designklassikere skal beslutte sig.

- Der skal være tid og rum til at nærstudere møblet, træsorten og forelske sig i designet. Det er ofte en emotionel rejse, siger Marie Ihlemann.

Læs også: Arkitektfirma: Coronakrisen har styrket vores fælles identitet

Duft læderet

Bag den verden, som brillerne inviterer ind i, står den danske virksomhed Virsabi. Siden 2017 har de specialiseret sig i visualiserings-teknologier. Ambitionen er, at brugeren nærmest skal føle træets årer og dufte læderet.

- Vi rykker især med de her virksomheder (møbel- og design, red.), fordi vi kan skabe fotorealistiske 3D-modeller af møbler, siger Michael Harboe, direktør og grundlægger af Virsabi.

Det kan Marie Ihlemann kun nikke til.

- Med VR-brillerne kommer vi faktisk umanerligt tæt på den kvalitet, som kunderne ville have oplevet, hvis de fysisk var kommet i vores butik, siger marketingdirektøren i Carl Hansen & Søn, som mener, at de virtuelle teknologier nu har så høj kvalitet, at de i møbelbranchen  kommer til at bestå - også når man igen kan møde kunder i butikker og på møbelmesser.

- Vi er nået dertil, hvor vores produkter næsten kan mærkes og føles gennem skærmen, og derfor tror jeg, at teknologier som VR-briller i 2021 bliver ‘the new normal’ i forhold til at gøre os relevante overfor vores kunder.

Læs også: DI skruer op for digitale eksportfremstød i 2021

Se møblerne i privaten med mobilen

Udover Virtual Reality har Virsabi specialiseret sig i teknologierne Mixed Reality, Augmented Reality og WebAR. Især de to sidstnævnte er interessante som digitale promoverings-værktøjer for design-, bolig- og møbelbranchen.

Med en mobil eller iPad kan man med Augmented Reality og WebAR se, hvordan møblerne vil tage sig ud i privaten.

Særligt har AR-teknologien hjulpet møbelvirksomheden Kvik Køkken i et udfordret 2020.

- Selvom eksempelvis Belgien har været lukket totalt ned af flere omgange, når vi faktisk budgettet der, fordi vi har denne teknologi, som gør det muligt for folk at se, hvordan køkkenet vil tage sig ud uden nogensinde at have været forbi vores butik, siger Claus Johnsen, head of product design i Kvik Køkken:

- I stedet har de kunnet stå med deres iPad, holde den op foran køkkenet derhjemme og så eksempelvis med en bjælke swipe frem og tilbage mellem det gamle og det nye køkken på skærmen. Det giver altså en wauw-effekt hver gang.

Også Claus Johnsen er overbevist om, at de virtuelle teknologier er kommet for at blive.

- Det bliver nok en kombination. Altså hvor folk først kommer ned i butikken, og bagefter får sendt et link, så de med mobilen kan se, hvordan det rent faktisk tager sig ud derhjemme, siger Claus Johnsen.

Læs også: 3D og AR-teknologi danner grobund for fremtidens messer og konferencer

Kan gøre produktion og distribution mere bæredygtigt

I Industriens Fond har man som led i fondens særlige corona-indsats haft fokus på at hjælpe mindre og mellemstore virksomheder gennem den vanskelige tid. Herunder har man støttet projektet Virtual Stage.

- Men perspektiverne rækker også ud i fremtiden, hvor virtuel fremvisning af nye produkter kan øge effektiviteten og gøre både produktion og distribution mere bæredygtig, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.

Fakta

Deltag i (gratis) uddannelsesforløb

Virtual Stage afholder 10-timers online uddannelsesforløb d. 12/1, 19/1 og 26/1 kl. 09.00 - 11.00.

I løbet af de tre undervisningsmoduler vil du få:
- Indblik i andres erfaringer gennem branchespecifikke virksomhedscases
- Demonstration af 3D, WebAR, VR, Virtual Studio og 360 graders video
- Tekniske indsigter i design, programmer, løsninger mv.
- Anvendelsesmetoder fra teknik til platform
- Inspiration til selv at komme i gang eller arbejde videre, hvis du allerede er i gang
- Et diplom som bevis på din nye viden

Uanset om du er nybegynder eller allerede har erfaring indenfor feltet, vil forløbet give dig flere kompetencer og nye værktøjer til at arbejde videre med virtuelle teknologier, særligt i livsstilsbranchen. 


Læs mere om uddannelsesforløbet og tilmeld dig

Fakta

Virtual Stage

Bag projektet står innovationsnetværket Lifestyle & Design Cluster, teknologieksperterne fra Virsabi, samt Copenhagen Business School. Virtual Stage søsættes med støtte fra Industriens Fonds genstartNU.dk-indsats, der skal hjælpe danske virksomheder stærkere igennem Corona krisen.

Læs mere: Virtual Stage

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Didde Rishøj

Didde Rishøj

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3776
  • Mobil +45 3091 9269
  • E-mail diri@di.dk

Relateret indhold