Fra mandag den 14. juni er mundbind ikke længere en nødvendighed.

Foto: Colourbox
10.06.21 DIB Nyheder

Fra mandag kan du slippe for mundbindet – DI efterlyser opgør med rejseregler

Udvidede åbningstider, hævet forsamlingsloft og mindre behov for coronapas og mundbind. Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en genåbningsaftale. DI glæder sig men efterlyser samtidig fokus på rejseregler.

I nat er Regeringen og partierne bag genåbningsplanen blevet enige om yderligere genåbning af det danske samfund. Det indebærer bl.a. mindre brug af mundbind fra mandag, udvidelse af åbningstider for restaurationsbranchen fra på fredag og et hævet forsamlingsloft på 250 personer fra 1. juli. Derudover udfases coronapasset også gradvist.

- Sommersolen skinner på alle måder over Danmark, og vi har i fællesskab fået tøjlet coronaen. Epidemien er aftagende, og de sårbare og ældre grupper er blevet vaccineret med første stik. Derfor er det glædeligt, at partierne tager et væsentligt skridt nærmere den fulde genåbning af Danmark, som længe har været planen, så snart alle over 50 år er tilbudt vaccination, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han mener, at Coronapasset har været et effektivt men midlertidigt værktøj til at åbne mere af Danmark, som ellers ville have været lukket ned.

- Det er godt, at der nu er mindre behov for at bruge det inde for landets grænser. Fremover skal det digitale coronapas først og fremmest bruges internationalt til at give danskerne og virksomhederne de bedste muligheder for hurtigt og sikkert at kunne krydse grænserne igen, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: DI: Hvor blev den fulde genåbning af?

Det haster med rejserestriktionerne

Direktøren hæfter sig ved, at den restaurationsbranchen får mulighed for at holde mere åbent og slipper for arealkrav. Og at mundbind, som har været en hæmsko for butikker og danskernes omgang med hinanden, så godt som fjernes.

- Det er også et væsentligt skridt mod en normaliseret hverdag for både virksomheder og danskerne i al mindelighed, at forsamlingsloftet hæves yderligere fra 1. juli, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han slår dog fast, at det stadig haster med at få gjort noget ved rejserestriktionerne, som både rammer trængte erhverv, erhvervsrejsende og turister.

- Virksomhederne inden for turisme, oplevelser og luftfart er fortsat meget hårdt ramt, og ser lige nu ind i sommer nummer to med alt for få kunder. Her skal vi som samfund sikre, at de sunde virksomheder har en chance for at komme igennem krisen. Derfor burde kompensationsordninger forlænges til 1. oktober, og det er afgørende at få gang i rejser igen, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han påpeger, at selvom dansk eksport af varer synes at fungere igen, så lider eksporten af services hårdt på grund af rejserestriktionerne.

- Det samme gør turismen. Vi har et behov for, at raske borgere kan rejse over grænserne til gavn for samhandel og turisme. Derfor er det stadig meget vigtigt at få fjernet unødig isolation og bremser for indrejse, slutter Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Her finder dine forretningsforbindelser de danske rejseregler

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Rasmus Anderskouv

Rasmus Anderskouv

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3853
  • Mobil +45 2949 4621
  • E-mail raa@di.dk

Relateret indhold