Fire Nordjyske toppolitikere mødtes til erhvervspolitisk valgdebat hos DI's medlemsvirksomhed Blue World Technologies. Yderst til venstre er det ordstyrer Tine Gøtzsche, dernæst  Marie Bjerre (V), Christian Friis Bach (RV), Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Per Larsen (K).

Foto: Toke Helmøe
27.10.22 DIB Nyheder

Nordjyske toppolitikere: Energikrise skal sætte turbo på den grønne omstilling

DI’s erhvervspolitiske valgdebat hos Blue World Technologies understregede et bredt politisk ønske om ikke at lade Rusland og eksploderende energipriser komme i vejen for langsigtede grønne ambitioner.

Man må aldrig misbruge en krise – heller ikke energikrisen. Om noget skal den udnyttes til at sætte endnu mere turbo på den grønne omstilling. Sådan lød det klare svar fra en række nordjyske toppolitikere, da de mødtes til erhvervspolitisk valgdebat hos Blue World Technologies i Aalborg.

- Vi har givet håndslag på at holde fast i målsætningerne. Den grønne omstilling er en vej ud af vores afhængighed af energi fra Rusland, lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen fra Socialdemokratiet.

Samme melding lød fra radikales Christian Friis Bach (RV), der påpegede, at partiet gerne ville være endnu mere ambitiøse end målet om at nå 70 procents reduktion i CO2-udledning, som er bredt vedtaget i Folketinget.

- Vi skal endnu videre. Og det er blandt andet også derfor, at vi vil accelerere investeringerne i fjernvarme og varmepumpe. Det skal gå meget stærkt, lød det fra den radikale folketingskandidat.

Læs også: Valgkamp: Sådan slås DI for erhvervslivets mærkesager

Krisen sætter turbo på omstilling

Fra Venstres folketingskandidat Marie Bjerre lød også en forventning om, at det midlertidige skifte hos enkelte i retning af sort energi som kul og olie er - netop - midlertidigt.

- Det er bare en kort pause. Den her krise er med til at sætte turbo på den grønne omstilling. Vel at mærke en grøn omstilling, som erhvervslivet er drivende i, sagde hun.

Et budskab, som også blev gentaget af Per Larsen fra konservative.

- Man bliver jo helt høj, når man besøger en virksomhed som Blue World Technologies. De viser med al tydelighed, at den grønne omstilling ikke er sat på pause, sagde han med henvisning til, at Blue World Technologies, der lagde rammer til debatten, er et godt eksempel på en dansk virksomhed, der udvikler grøn teknologi.

Læs også: Virksomheder med løsninger kan få stemme i usædvanlig valgkamp

Tænk energisikkerheden ind

Fra Blue World Technolgies CEO Anders Korsgaard var der også ros til de danske politikere.

- Udviklingen bevæger sig generelt i den rigtige retning og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi nok skal komme i mål med 70 procent reduktion af CO2-udledningen, sagde CEO'en fra virksomheden, der producerer metanol-brændselsceller - dels til biler uden for Europa, hvor der ikke er infrastruktur til elbiler, dels til den tunge transport, som traktorer, lastbiler og skibe. 

Dermed ikke sagt, at der ikke kunne gøres mere fra politisk hold. Ifølge CEO’en bør man blandt andet kigge på afgiftsstrukturen, så grønne brændstoffer ikke bliver afgiftsbelagt. Samtidig er der behov for at tænke i energisikkerheden, når vi går mere og mere over i grøn retning.

- Vi bliver nødt til at tænke energisikkerheden med ind. Ellers kan det komme til at ramme os hårdt, sagde han til politikerne. 

På den positive front er der imidlertid heller ingen tvivl om, at der i den grønne omstilling ligger et kæmpe eksportpotentiale for Danmark, slog den nordjyske erhvervschef fast.

Læs også: Valgdebat: Partiledere vil sikre mere arbejdskraft trods krisestemning

Intet alternativ til grøn omstilling

Gæst til valgdebatten var også Nadia Gullestrup Christensen fra Ungeklimarådet, der påpegede, at det kan godt være, at omstillingen til grøn energi på kort sigt koster penge – men alternativt er bare endnu dyrere.

Et synspunkt, der også nød bred politisk opbakning.

- Det er klart, at vi skal være ærlige om, at det koster noget. Men det koster også noget at lade være. Og når man er first mover, så har man muligheden for også at udnytte og udvikle de nye teknologier.

Læs også:Dyster økonomisk rapport kalder på inflationstilbageholdenhed, mener DI

 

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Anne Højer Simonsen

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3465
  • Mobil +45 4014 0603
  • E-mail anhs@di.dk

Relateret indhold