Der er sket en stor stigning i antallet af ansøgninger på audiovisuel teknologi. Ikke mindst foranlediget af mange ansøgninger fra Oticon, som nu er Danmarks næstmest patentsøgende virksomhed.

Foto: Oticon
04.04.22 DIB Nyheder

Danske virksomheder søger patenter som aldrig før

Antallet af patentansøgninger fra Danmark er steget næsten 10 procent siden 2020. De handler især om bæredygtig energi og sundhedsteknologi. DI glæder sig over udviklingen på bagkant af coronakrisen og midt i en energikrise som følge af krigen i Ukraine.

På trods af coronakrisen, som i høj grad påvirkede den danske industri i 2021, er antallet af patentansøgninger fra Danmark steget med hele 9,2 procent (2.642 ansøgninger) siden 2020, viser nye tal fra den Europæiske Patentmyndighed (EPO).

- Antallet har aldrig været højere, og det er virkelig glædeligt at se, hvor innovative danske virksomheder har været i 2021 på trods af de store udfordringer, som coronakrisen har medført for de danske virksomheder, siger vicedirektør Kim Haggren fra Dansk Industri.

Tallene placerer  Danmark i top ti over lande med højest vækstrate i antallet af patentansøgninger, og det er især indenfor bæredygtig energi (motorer, pumper, turbiner) og sundhedsteknologier (medicinsk teknologi, lægemidler, bioteknologi), der er søgt patenter.

- Fire ud af ti ansøgninger er indenfor disse områder. Det viser, at danske virksomheder er præget af det markante behov for bæredygtighed samt coronakrisen, som satte øget fokus på medicin, siger Kim Haggren.

Læs også: Nyt overblik: Her kan du teste din danske opfindelse

Hovedstaden udvikler flest patenter

Af alle regionerne i Danmark er det klart hovedstaden, der indgiver flest patentansøgninger. Mere end halvdelen af ansøgninger kommer herfra, mens Region Midtjylland indtager en anden plads med 25,6 procent af alle ansøgningerne.

En af grundene til det, kan findes i en stor stigning i antallet af ansøgninger på audiovisuel teknologi. På dette område er der kommet 63,5 procent flere ansøgninger. Ikke mindst foranlediget af mange ansøgninger fra Oticon, som nu er Danmarks næstmest patentsøgende virksomhed.

- Patenter og beskyttelse af unikt design er en meget væsentlig del af danske virksomheders konkurrenceevne. Det er med til at sikre konkurrenceevnen trods det, at danske virksomheder ofte har et højt omkostningsniveau, og vi kan kun opfordre endnu flere til at søge beskyttelse gennem det europæiske patentsystem, som har gjort det væsentligt mindre komplekst at beskytte produkter og designs i hele EU, siger Kim Haggren.

Læs også: Nu kan du få behandlet sager om ophavsret i DesignNævnet

Mie Nancy Grouleff

Mie Nancy Grouleff

Konsulent, advokatfuldmægtig

  • Direkte +45 3377 3638
  • Mobil +45 6060 6634
  • E-mail migr@di.dk

Relateret indhold