Sine Linderstrøm, chef for SMV og Iværksætteri i DI, Jeanette Carlsson (th), Founder og CEO i Tech Nordic Advocates og Morten Høgh-Petersen, partner i KPMG skriver om kvindelige iværksættere

Collage Cecilie Melsted
23.11.23 DIB Nyheder

Kvindelige iværksættere bør have et boost

Politikerne bag den kommende iværksætterstrategi bør give kvindelige iværksættere det boost, de fortjener, skriver Sine Linderstrøm, chef for SMV og Iværksætteri i DI, Jeanette Carlsson, Founder og CEO i Tech Nordic Advocates og Morten Høgh-Petersen, partner i KPMG

Indlægget har også været bragt i Børsen

Drømmen om at blive iværksætter er ikke kønnet; den lever lige stærkt blandt mænd og kvinder. Alligevel er det kun en fjerdedel af iværksætterne i dag, som er kvinder.

Det er ikke kun en ærgerlig skævvridning for ligestillingen i samfundet. Det betyder, at vores samfund går glip af vigtig innovation, banebrydende idéer og potentiel vækst, fordi vi ikke formår at udnytte hele den talentmasse, vi har til rådighed.

Ifølge Unconventional Ventures gik under 2 procent af Danmarks investeringskapital i 2022 til kvindelige iværksættere. Modsat gik knap 90 procent af investeringskapitalen til mandlige iværksættere og de resterende godt 8 pct. til iværksætterteams med både kvindelige og mandlige stiftere. 

Læs også: 

Det skriger til himlen

Det skriger til himlen. Derfor er Women’s Entrepreneurship Day, som markeres overalt i verden og også i Industriens Hus i denne uge, vigtigere end nogensinde før.

Nu er det tid til forandring. Derfor mener vi også, at regeringens længe ventede iværksætterstrategi bør fokusere på tre nøgleområder, så det kvindelige iværksættertalent får luft under vingerne.

For det første bør kvinder og mænd have lige adgang til kapital. Strategien skal fastsætte konkrete mål og handlingsplaner for at sikre, at der er en lige adgang til kapital uanset køn.

Eksempelvis bør statens fond, EIFO, gå foran og formulere diversitetsmål for deres direkte og indirekte investeringer.

Iværksætterstrategien bør endvidere støtte acceleratorprogrammer målrettet kvindelige iværksættere. Her kan man som iværksætter få adgang til råd og vejledning om at starte og vækste virksomhed, møde andre ligesindede samt blive matchet med mulige investorer.

Læs også: DI's udspil til iværksætterstrategi

Mere undervisning i entreprenørskab

Og så bør iværksætterstrategien sikre mere undervisning i entreprenørskab. Forskning viser, at tidlig introduktion til iværksætteri har stor indflydelse på børn og unges, især pigers, interesse for at blive iværksættere. Det giver dem tro på, at de selv har evnerne til at kunne gøre drømmen til virkelighed.

Når mindre end 2 procent af investeringskapitalen går til virksomheder med udelukkende kvindelige stiftere, så er det tydeligt, at der er plads til forbedring.

Det kan og skal vi gøre bedre, og det starter med, at politikerne i iværksætterstrategien giver de kvindelige iværksættere det boost, de fortjener.

Læs også: Find erhvervsregler samlet ét sted

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sine Linderstrøm

Sine Linderstrøm

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3571
  • Mobil +45 2098 9913
  • E-mail sili@di.dk

Relateret indhold