Mibau Stema Group leverer årligt millioner af ton sten og granit til byggeprojekter i København og hovedstadsområdet. Rederiet er en af de virksomheder, der længe har efterlyst forlængede lejekontrakter på Prøvestenen.

Foto: Stema Shipping
11.12.23 DIB Nyheder

Forsyningen af København skal reddes

Planer om mere metro og ny ringvej skaber kamp om arealerne ved Københavns havn, Prøvestenen. DI håber på en milepælsbeslutning, der forlænger lejekontrakter på ubestemt tid.

Prøvestenen ud for Amagers nordøstkyst har siden 1713 haft en nøglerolle for København. Først som forsvarsværk og de seneste cirka 100 år som et knudepunkt for forsyningen af brændstof, råstoffer og byggematerialer. For disse produkter er Prøvestenen Danmarks vigtigste importhavn, hvor 35 virksomheder håndterer de massive mængder af flydende og fast gods.

Men hvor længe kan Prøvestenen blive ved med at være omdrejningspunkt for den centrale opgave? Det spørgsmål har været et varmt politisk emne i de senere år, hvor planer for ny metro og en ny ringvej vil lægge beslag på dele af Prøvestenens arealer, og hvor der har været sat en udløbsdato på virksomhedernes lejekontrakter i 2035.

Læs også: Aarhus Havn sikrer Danmarks forsyning

Skæbnen afgøres i denne uge

Netop i disse dage spidser det til med en afgørelse. Københavns Kommunes økonomiudvalg skal i denne uge træffe en afgørelse, som igen kan gøre det muligt at forlænge lejekontrakterne på Prøvestenen. Dermed vil havnen og virksomhederne kunne bestå efter 2035.

- Heldigvis tyder alt nu på, at lejeaftalerne bliver forlænget. Det vil være en milepæl for virksomhederne på havnen. Og det er overordnet stærkt glædeligt, for det vil åbne op for en udvikling af havnearealerne, siger DI’s ansvarlige for havne, Jakob Svane.

Virksomhederne på Prøvestenen har kæmpet for en forlængelse af aftalerne, både for at drive deres forretning videre, men også for at det skulle give mening at investere langsigtet i blandt andet en grøn omstilling, hvor man eksempelvis håndterer fremtidens bæredygtige flybrændstof.

Læs også: Fredericia – havnen der får større og større betydning

Indskrækninger undgås ikke

Selv om forlængelsen bliver vedtaget går Prøvestenen dog ikke fri af indskrænkninger. Der skal således afsættes plads til et værksted til metrotog samt en Østlig Ringvej med tilkørselsramper. Og i en 10-årig byggefase lægges det beslag på yderligere områder.

- Det er naturligvis noget, vi er opmærksomme på, og vi vil fortsat kæmpe for, at der kan være plads til de aktiviteter, der sikrer forsyningen af hele Hovedstadsområdet, siger Jakob Svane.

Havnens brændstoftanke er bl.a. omdrejningspunkt for al flybrændstof til Københavns Lufthavne, der pumpes til lufthavnen igennem en rørledning. Prøvestenen satser dertil på at få en nøglerolle i forhold til håndtering af grønne brændstoffer og CO2.

Råstoffer til bygge- og anlægsbranchen er en anden vigtig aktivitet. Havnens placering sikrer relativt kort transporttid til Hovedstadens byggepladser. I 2021 gik der således mere end 1,6 millioner tons råstoffer og andre byggematerialer ind over kajerne på Prøvestenen.

Læs også: Erhvervshavn presset af Københavns udviklingsplaner

Se havnetema i DI Business magasinet nedenfor:

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jakob Svane

Jakob Svane

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3756
  • Mobil +45 2334 4358
  • E-mail jasv@di.dk

Relateret indhold