30.10.23 Vi rådgiver dig Nyheder

E-eksport: En god mulighed for danske scale-ups

Onlinesalg vokser, siger danske virksomheder. 83% af de danske virksomheder, som allerede sælger online forventer, at deres onlinesalg vil stige de kommende år. Heraf forventer 46% en væsentlig stigning.

Forventningerne til den stigende omsætning er størst blandt de sælgende detailvirksomheder og lavere, men stadig stor, blandt fremstillingsvirksomheder (66%).

36% af de danske virksomheder har onlinesalg, og heraf er 40% af dem også digitalt sælgende i udlandet.

I 2023 forventes det globale online detailsalg at nå 6,3 mia. dollars iflg eMarketer. Dette er en stigning på 10,4% fra året før.

Den betydelige vækst og markedsstørrelse for global e-commerce er drevet af forskellige faktorer såsom udbredt internetadgang og udbredelsen af digitale enheder som smartphones og tablets.

Så der er meget at vinde for danske virksomheder med vækstambitioner, ikke bare at digitalisere salget – men også at digitalisere eksportsalget. 

Højere indtjening i virksomheder med onlinesalg og e-eksport  

I en analyse udført af Dansk Industri, hvor 4000 virksomheders regnskaber for 2020 blev gennemgået, tegner der sig et billede af, at medianindtjeningen per medarbejder er 7 pct. højere blandt virksomheder med onlinesalg end i virksomheder uden.

Medianindtjeningen er yderligere 23 pct. højere i virksomheder, der ikke bare eksporterer, men eksporterer via e-commerce, altså har onlinesalg over grænsen.

Danmark er en eksportnation

Danmark er en stolt eksport nation, vi eksporterer varer og tjenester for over 1.500 mia. kr. om året. iflg. Danmarks Statistik, og rekord mange danskere er beskæftiget med eksport. Eksporten giver direkte eller indirekte anledning til 900.000 arbejdspladser i Danmark.

Det er altså ganske afgørende for vores lille men åbne danske økonomi at lykkes som eksportnation.

Men dansk eksport står ved en skillevej. Vi udnytter slet ikke potentialet for at handle digitalt godt nok, og det er en skam, for det kan være nøglen til stor vækst hos danske virksomheder. 

Ifølge Danmarks Statistik eksporterede 25.000 virksomheder i Danmark varer i 2022. Det svarer til 8%. af alle aktive virksomheder. Eksporten af fysiske varer, der krydsede grænsen, var på 927 mia. kr. i 2022.

E-eksport kan tilbyde mange fordele for danske scale-ups, såsom adgang til nye markeder, kunder og indtægtsstrømme, lavere indtrængningsbarrierer og højere skalérbarhed. Men e-eksport giver også nogle udfordringer, såsom kulturelle forskelle, juridiske regler, logistik og større konkurrence.

Tilmeld dig webinaret her: e-commerce for CEO's

Hvordan kan danske scale-ups lykkes med e-eksport? 

11% af de danske små og mellemstore virksomheder (SMV’er) sælger online til andre EU-lande (varer og tjenester).

Når man ser bort fra de virksomheder, der ønsker at fokusere på hjemmemarkedet, er den primære barriere iflg. danske virksomheder udfordringer med logistik i udlandet, manglende økonomiske ressourcer og manglende kompetencer.

imagew54b.png

Bedste praksis for e-eksport

  • Forstå dit marked og din målgruppe, er også vigtigt for dig, der sælger online. Måske skal produktet tilpasses det nye marked. I hvert fald skal produktet følge lokale love for varedeklaration, og produktbeskrivelser skal helst være oversat til det lokale sprog. 
  • Vælg den rigtige online salgskanal. Tag fx hensyn til potentiel salgsvolume, målgruppe præference og omkostninger. 
  • Invester i online markedsføring, mange undervurderer den del, det er et afgørende succes parameter. 
  • Vælg en pålidelig og lokal anerkendt logistik- og leveringsleverandør. Vær opmærksom på lokal praksis i forhold til forventninger til leveringshastighed, forsendelsesomkostninger osv. 
  • Vælg en pålidelig og lokal anerkendt betalingsleverandør. Sælger du via markedspladser, så sørger platformen for den del for dig. Sælger du via egen webshop, skal du sikre dig, at du er konkurrencedygtig ved at tilbyde de foretrukne lokale betalingsløsninger. 
  • Lokal kundeservice er klart at foretrække og har været et væsentlig succes parameter for mange danske virksomheder. 

Læs også: E-eksport: De ti største e-commerce markeder i verden finder du her 

E-eksport kan være en fantastisk måde for danske scale-ups at udvide forretningen internationalt. Men det kræver omhyggelig planlægning, forberedelse og dedikeret eksekvering. Find mere hjælp hos DI International.

Overvejer du eksport? 

Overvejer din virksomhed eksportsalg, anbefaler Dansk Industri, at jeres ”go-to-market” strategi indeholder en plan for digitalt salg.

Her skal du sørge for at sætte dig ind i lokale love og regler. Få styr på de lokale præferencer indenfor betaling, logistik og foretrukne online salgskanal indenfor din kategori. 

Find hjælp og informationer omkring e-eksport her og kom med til eCom Club, som vi næste gang afholder i Københavns Lufthavn d. 29. november med fokus på e-eksport for scale ups.

Relateret indhold