Vi blev kontaktet af Karsten fra RelationsNetværket, en organisation, der koordinerer alt samarbejde omkring adoption af skoleklasser. Han fortalte om initiativet, hvor man som virksomhed følger den samme klasse gennem en årrække og får besøg af eleverne to gange årligt. Her i vores Odense-afdeling startede vi selv med en 0. klasse, som nu er blevet en 8. klasse. Det er supersjovt at følge dem i så mange år.

Her klarer RelationsNetværket faktisk det hele. De indkalder til planlægningsmøde, tager referat, og sammen fastsætter vi de næste datoer for virksomhedsbesøg, så dét ligger på plads.

Ved møderne, som afholdes to gange om året, sidder vi sammen med kontaktlærerne og tre andre lokale virksomheder fra forskellige brancher, der også er en del af initiativet. Her deler vi erfaringer, fortæller om sidste læringsforløb, hvad der var fedt, og hvad der fungerede mindre godt. Dét, der er sjovt, er, at man har forskellige aldersgrupper, så man lærer af hinandens erfaringer.

Det er også her, at vi sammen med læreren planlægger næste besøg, så det bliver målrettet aldersgruppen. For eksempel hvem der forbereder hvad, og hvor mange af vores medarbejdere undervisningsforløbet kræver. Så præsenterer man for hinanden, giver feedback, og så kører det bare.

Møderne foregår på skift i de fire virksomheder, så man også kommer lidt rundt og får et netværk ud af det.

Adoptionsklassen er på besøg hos os to gange om året i cirka tre timer ad gangen. Derudover er der to planlægningsmøder om året af max to timer.

Inden klassen kommer på besøg, bruger den ansvarlige medarbejder cirka én dag til forberedelse.

Og så prøver vi jo at finde noget, der giver mening for eleverne. I første omgang var det rigtig meget leg. Vi byggede sæbekassebiler, hvor forældrene kom til sæbekasseløb om eftermiddagen, og så stod de og hujede og fik serveret pølser.

Senere havde eleverne noget om tegneprogrammer i skolen, jamen så prøvede vi at forme fremtidens bil. Sidste gang talte vi om, hvad eleverne skal lave, når de bliver store. Så vi havde én medarbejder fra hver funktion i Autohuset Vestergaard, og så gik eleverne rundt hos dem og talte om de forskellige jobfunktioner og muligheder. Og til næste gang, skal de så have lavet et ansøgning, hvor de så søger et af vores job. 

Vi styrer det på selve dagen og tænker det igennem et par dage før. Det plejer at gå rigtig fint.

Formålet på længere sigt er at få flere håndværkere – det er dem, der er svære for os at finde. Pladesmede er jo bare ikke en uddannelse, som folk sidder og drømmer om. Men hvis nogle af eleverne vælger mekaniker-vejen, så er Autohuset Vestergaard forhåbentligt det første, der popper op i hovederne hos dem.

Og det kortsigtede formål er jo, at forældrene måske også køber en bil, men først og fremmest handler det for os om, at eleverne synes, det er sjovt, og vi bliver et fedt sted at komme. Den dag de skal til at søge arbejde, så er det den fede oplevelse og gode relationer, der gør, at de forhåbentlig søger hen til os.

Det kræver noget tid at have en adoptionsklasse. Og for at give eleverne en god oplevelse, så skal det gøres ordentlig. Så det vigtigste er, at man finder en medarbejder i afdelingen, som synes, det er sjovt, og som brænder for det.