Vi rådgiver dig

Særligt tilrettelagt forløb

Særligt tilrettelagt forløb er en ordning, hvor I som virksomhed åbner dørene for en elev i nogle timer eller dage hver uge.

Formatet er også kendt under navnet juniormesterlære. Med forløbet kan elever bytte en eller flere skoledage ud med dage i en virksomhed. Det kan eksempelvis være særligt skoletrætte elever eller elever, der er meget orienteret mod de praktiske fag.

Via forløbet kan I som virksomhed tilbyde en lærerig og spændende hverdag og skolegang. Og I kan samtidig være med til at motivere skoletrætte elever til at gennemføre grundskolen.

Kom godt i gang

Det varierer fra kommune til kommune, hvordan særligt tilrettelagt forløb (STF) er tænkt ind i den kommunale indsats.

Trin 1

Kontakt kommune eller skole

Hvis I vil i gang med dem STF, så start med at kontakte dem i kommunen, der har ansvaret for folkeskolen. Kontaktoplysninger finder man på kommunens hjemmeside.

Der er nogle særlige formalia omkring STF, som kommunen kan forklare og sikre en forventningsafstemning omkring.

Alternativt, tag kontakt til den enkelte skole og spørg om den har interesse i et gensidigt samarbejde omkring STF.

Trin 2

Find en kollega, der er god til unge

Hvis I opstarter et STF, så overvej, om det giver mening for jer at have én ansvarlig kollega hos jer, der tager sig af den nye unge medarbejder og inddrager personen i alle relevante arbejdsopgaver. Så er koordineringen placeret ét sted. Det skal gerne være en kollega, der har interesse for og lyst til at være primær kontaktperson. Og det kan med fordel være en kollega, der er god til at tale i øjenhøjde med børn og unge, er tålmodig og glad for at lære fra sig.

Vær også opmærksom på, at de unge, der bliver en del af STF, typisk går i 8. eller 9. klasse og dermed er yngre end en lærling og elev. Jeres arbejdsprocesser skal måske forklares på en lidt anden måde.

Trin 3

Velkomst

Overvej jeres onboarding og velkomst af skoleeleven.

I kan eksempelvis ringe eller sende en sms til skoleeleven ugen inden opstart. Her aftaler I mødetid og -sted, nævner navnet på den kollega, der står klar til at byde eleven velkommen. Informationer om arbejdstøj, pauser og frokost kan I også forklare om på forhånd.

Trin 4

Løbende kontakt til skolen

Sørg for, at I som virksomhed prioriterer tid til løbende kontakt og samarbejde med skolen omkring STF, elevens trivsel og løbende læring.


”De skal have en god oplevelse”  

- erfaringer fra Per Lauridsen, direktør og tømrermester i Store Hedebyg Entreprise A/S.

Hvorfor har I valgt at have elever i et særlig tilrettelagt forløb?

Vi skal have folk ind i erhvervslivet. Ergo er vi nødt til at tage nogle skolepraktikanter for at lokke dem herover, så de får en god oplevelse, mens de er her. Og med det her setup kan vi hjælpe unge, der har det lidt svært, med at få nogle gode dage. Vi får også noget ud af det – en tilfredsstillelse i at gøre en forskel.

Jeg vil jo gerne have, at så mange som overhovedet muligt bliver glade for faget. Det er min passion. Så når der er skoler, der henvender sig med en meget skoletræt elev, og de spørger ind et særlig tilrettelagt forløb, så vil jeg gerne hjælpe.

De unge vi tager i et særlig tilrettelagt forløb har det godt og er super glade for ordningen. Vi får mange positive tilbagemeldinger fra dem og fra deres lærere, men også fra forældrene, der er lykkelige for, at vi kan have deres barn i virksomheden.

Hvordan samarbejder I med skolen i forhold til skoleelever?

Vi er i direkte kontakt med elevens klasselærer, når der er nogle ting, vi skal vende. Oftest er det klasselæreren, der ringer eller mailer til os for at høre, hvordan det går. Det samarbejde foregår upåklageligt og fylder minimalt. Og kontakten til forældrene varetager klasselæreren.

Kontakten med skoleeleven tager vi selv og ringer til ham, de dage han er her. Jeg skal jo også gerne følge med i, hvordan han har det, og hvad han laver – han skal jo gerne have en god dag ud af det.

I forhold til sikkerhedssko, er det noget skolen står for. Eleven skal derudover blot møde i tøj, der må blive beskidt og selvfølgelig en kæmpe madpakke.

Hvem er ansvarlig for jeres del af samarbejdet?

Det har en af vores faste svende. Han har både lysten og interessen for at have en skoleelev med ud. Jeg forventningsafstemte med svenden inden da for at høre, om det kunne være noget for ham. Og det ville han gerne, han synes det er sjovt.

Vi skal selvfølgelig altid have styr på det med forsikringer. Der er noget helt lavpraktisk, og det skal bare være på plads. 

Hvad arbejder skoleeleven med hos jer?

Svenden og praktikanten finder hurtigt ud af sammen, hvad praktikanten har lyst til. Han følger vores svend og er med rundt på byggepladserne.

Og mange af vores svende møder kl. 6 inde i København, så de er altså oppe lidt i 5. Så finder eleverne hurtigt ud af, at de skal tidligt i seng dagen inden, og de har heller ingen aftaler, når de kommer hjem fra en arbejdsdag. De er helt færdige, men de har det godt og er super glade.

Faktisk er vi netop gået fra at have skoleeleven hver onsdag til nu at have ham både tirsdag og torsdag.  

Har I et godt råd til andre virksomheder?

Skoleeleven skal være opsat på ordningen og samarbejdet med jer. Og hav de juridiske aftaler på plads. 

Derudover er det bedst, at eleven kommer faste dage og på et fast tidspunkt. Ellers risikerer man at glemme det, hvis aftalen hele tiden ændres.

Lav en fast aftale med en medarbejder i jeres virksomhed, der har ansvaret for at tage eleven med, og som koordinerer, hvor de mødes om morgenen.

Og så er det altså ikke noget problem at have de her elever. Det kører helt automatisk, når eleven er ude med vores svend. At vi så inde på kontoret skal skrive en mail eller tage en telefonsamtale, det går nok, det koster mig ikke noget. 

Hvis vi gerne vil have flere til at vælge de praktiske fag, så skal virksomhederne – men også grundskolerne – være mere åbne for ordninger som særlig tilrettelagt forløb, erhvervspraktik og andre samarbejder. 

Jeg har selv gjort et stort stykke arbejde med at skabe relationer til de lokaler skoler i forhold til at styrke skolevirksomhedssamarbejdet. Og nu kan vi virkelig mærke, at efterspørgslen og interessen kommer. Det er så fedt.


En glad tømrersvend fra Store Hedebyg Entreprise.

Om Store Hedebyg Entreprise

  • Tømrervirksomhed og entreprenør
  • Kontor og værksted i Solrød
  • 43 ansatte

Læs også 'Fra skoletræt til skoleglad'

Hent hele inspirationskataloget

I DI Lærepladsfællesskabet har vi lavet et print-venligt inspirationskatalog, der giver jer et overblik over de forskellige skolevirksomhedssamarbejder.

Hent kataloget her
Mette Keinicke

Mette Keinicke

Konsulent

Relateret indhold