24.10.19 DIB Blog

DI: Gør verdensmål og krav om bæredygtighed til en del af offentlige udbud

Offentlige udbud bør indeholde krav om bæredygtighed og verdensmål. På den måde kan rådgiverbranchen via de offentlige indkøb hjælpe med at udvikle nye produkter og services, der lever op til verdensmålskravene, blogger Henriette Søltoft, branchedirektør i DI Rådgiverne.

Indlægget er også bragt på Altinget.dk

Regeringens ambitiøse plan om 70 procents reduktion af drivhusgasser og dens arbejde med verdensmålene har sat turbo på Danmarks rejse mod større bæredygtighed.

I rådgiverbranchen vil vi meget gerne være en aktiv deltager på rejsen – ikke blot i egne virksomheder, men igennem vores rådgivning skubbe til kunderne og hermed sætte hastigheden mod større bæredygtighed op.

Politikerne kan hjælpe os med for alvor at sætte fart på ved at sætte mål og standarder for bæredygtighed. Dermed tør vores kunder satse på den bæredygtige rejse, da fastlagte mål og standarder gør det nemmere for dem at navigere til at vælge den rigtige rute. 

Rådgiverne vil satse på bæredygtighed

Rådgivernes arbejde med verdensmål og bæredygtighed er dokumenteret i en ny undersøgelse blandt branchens medlemmer.

Undersøgelsen viser, at ni ud af ti rådgivere arbejder med miljømæssig- og social bæredygtighed ved at integrere det i deres ydelser til kunderne eller ved at oprette det som selvstændige ydelser.

Tæt ved 40 procent af rådgivervirksomhederne ser det direkte som en vigtig del af deres arbejde at inspirere deres kunder, så kunderne finder nye måder at indtænke verdensmålene i deres arbejde.

Læs også: Rådgivervirksomhed: Vi kan ikke løbe fra ansvaret

Alle fagligheder er med

Alle rådgiverfagligheder er med. Det gælder arkitekten, der rådgiver en kunde om bygningen af et nyt hovedkvarter.

Kan det mere bæredygtige træ bruges i stedet for traditionel beton? Og hvordan indrettes et boligområde, så der skabes et godt socialt miljø og tryghed for dem, der bor der?

Det gælder ingeniøren, der rådgiver en virksomhed eller kommune om at indføre en mere bæredygtig teknologi.

Og det gælder, når advokater rådgiver kunderne om virksomhedskøb i udlandet. Er der særlige forhold i relation til verdensmålene, der er vigtige at få ændret i den nye virksomhed efter et køb?

Overholder den nye virksomhed de internationale konventioner for behandling af medarbejdere? Bruges der materialer, der ikke er tilladt i EU og så videre?

Andre rådgivere flytter kunderne via nye værktøjer, der kan hjælpe virksomhederne i deres strategiske arbejde med at omstille virksomheden, så verdensmålene og bæredygtighed er tænkt ind i virksomhedens strategi.

Læs også: Unge vil have ledere med holdninger – og handling bag ordene

Investeringer går tabt uden rammer

Branchen vil også gerne medvirke til at flytte den offentlige sektor.

Det sker blandt andet, når rådgiveren yder bistand til en kommune til en ny strategi om verdensmål, klima, og også når verdensmål og bæredygtighed skal være en del af andre ydelser.

Men vi har en udfordring. Vores private kunder er nervøse for at investere store summer, hvis politikerne ikke går forrest og sætter ambitioner om brug af bæredygtige teknologier og nye standarder for dem. For uden de rammer kan en investering hurtigt være tabt.

Vi er altså i den usædvanlige situation, at rådgiverbranchen, der breder sig i alle afkroge af både den private og den offentlige sektor, efterspørger højere politiske krav og ambitioner omkring verdensmålene.

Politikerne skal klart vise, hvor udviklingen går hen – så har rådgiverbranchen og dens kunder tydelige pejlemærker at gå efter.

I kan også hjælpe os ved at gøre verdensmålene og krav om bæredygtighed til en del af offentlige udbud, for på den måde får vi via de offentlige indkøb udviklet nye produkter og services, der lever op til verdensmålskravene.

Så politikere - vi vil gerne have jer endnu længere frem på banen, så vi sammen kan sparke verdensmålsbolden i kassen.

Læs også: DI-formand: Virksomhederne skal engagere sig mere i samfundsdebatten

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold