181.000 ejerledede og familieejede virksomheder er grundstammen i dansk erhvervsliv. Mange af virksomhederne står foran et ejerskifte i løbet af de næste 5-10 år, når næste generation tager over.

Illustration: Aman Rehal
12.11.19 DIB Nyheder

100.000 er ansatte hos ældre ejerledere

Godt 40.000 virksomheder er ejet og ledet af personer over 60 år, der inden for en kort årrække skal tage stilling til, hvordan virksomheden skal føres videre. Ejerskiftet bliver afgørende for deres ca. 100.000 ansatte, påpeger DI.

Op mod 100.000 danske job kan i løbet af en kort årrække blive påvirket af et ejerskifte, viser en ny analyse fra Handelshøjskolen i København (CBS).

Af analysen fremgår det, at godt 40.000 danske virksomheder er ejet og ledet af en person over 60 år, der inden for en kort årrække skal beslutte og gennemføre en plan for virksomhedens videreførsel. 

Tilsammen beskæftiger disse virksomheder ca. 100.000 mennesker.

Bag analysen står Niels Westergård- Nielsen, professor og akademisk leder ved CBS’ Center for Ejerledede Virksomheder (CEV). Han påpeger, at det primært er meget små virksomheder, der står foran et ejerskifte. Dertil er halvdelen af arbejdspladserne i virksomheder med mere end 50 ansatte.

- Rigtig mange danskeres job rundt omkring i lokalsamfundene afhænger altså af, at de lokale virksomheder bliver videreført. Så er det er ikke kun ejerlederen selv, men også medarbejdernes hverdag, der er på spil, siger Kent Damsgaard, direktør i DI.

Læs hele CEV’s analyse her

Vi opfordrer igen og igen regeringen til ikke at gøre det sværere og dyrere at generationsskifte virksomhederne. Kent Damsgaard, Politisk direktør

DI: Selvmål at hæve skat på ejerskifte

Kent Damsgaard påpeger, at et ejerskifte er en proces, der kan tage mange år. Og analysen fra CBS bekræfter ifølge direktøren en tendens, som DI selv har observeret blandt erhvervsorganisationens medlemmer.

- En stor del af vores medlemmer er ejerledede eller familieejede virksomheder, der står foran et ejerskifte. Vi har i tidligere analyser vist, at især uden for de større byer afhænger rigtigt mange arbejdspladser af ejerledede og familieejede virksomheder, siger Kent Damsgaard.

DI-direktøren ser samtidig analysen som endnu et bevis på, at regeringens planer om at hæve skatten på generationsskifte, er en farlig vej at gå.

- Det er jo virkelig et selvmål af dimensioner, at gøre det sværere at generationsskifte disse virksomheder, der er så afgørende for udviklingen rundt omkring i lokalsamfundene. Vi opfordrer igen og igen regeringen til ikke at gøre det sværere og dyrere at generationsskifte virksomhederne, siger han.

Læs også: Generationsskifte: Drop fløjkrigene, og nedsæt et ekspertudvalg

Giv retskrav på værdiansættelse

Regeringen vil i forbindelse med finansloven for 2020 hæve skatten på generationsskifte fra fem til 15 procent, hvilket vil gøre det dyrere for næste generation at overtage familievirksomheden. Skatteforhøjelsen bremser virksomhedernes investeringsmuligheder og kan få flere ejerledere til at udskyde generationsskiftet.

- Der bør i stedet skabes nogle langt mere klare regler, så man rundt omkring på virksomhederne i god tid kan planlægge generationsskiftet og gennemføre det uden at det dræner virksomheden for de penge, der ellers skal gå til investeringer i udstyr og arbejdspladser, siger Kent Damsgaard.

Dansk Industri efterlyser især, at virksomhederne får et retskrav på en skematisk værdiansættelse af virksomheden på tidspunktet for overdragelsen.

Læs også: "Debat om arveafgift påvirker mig en hel del"

Politiske forhandlinger

Skatteminister Morten Bødskov (S) drøfter i disse uger, hvordan forhøjelsen til 15 procent kan skrues sammen. Regeringens støttepartier; De Radikale, SF og Enhedslisten bakker op - hos De Radikale dog ikke uden visse betingelser:

- Det giver ikke mening blot at rulle skatteprocenten tilbage til 15, hvis man ikke får styr på, hvilke værdier der skal betales 15 procent i skat af, siger partiets skatteordfører Kathrine Olldag og fortsætter:

- Ejere og arvtagere skal før overdragelsen vide, hvad man kan planlægge efter. I dag er reglerne sådan, at det svarer til at købe et hus og først kende prisen bagefter. 

Læs også: Skatteminister ønsker bredt forlig bag skat på generationsskifte

Ejerledere dominerer Danmark

I et bredere perspektiv viser analysen fra CEV også, at ejerledede virksomheder er grundstammen i dansk erhvervsliv. Således var der i 2016 i alt 577.000 ansatte fordelt i cirka 181.000 virksomheder.  

77 procent af medarbejderne har job i virksomheder med en enkelt ejerleder. Den resterende gruppe har to ejerledere.  

CEV baserer alle tal i analysen på offentlige statistikker fra 2016 med fokus på aktie- og anpartsselskaber. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kent Damsgaard

Kent Damsgaard

Politisk direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk

Relateret indhold