Større regning på generationsskifte bremser væksten
Næste generation er klar til at overtage Ingemann Group. Men højere skat på generationsskifte rammer drift og investeringer, fortæller stifteren Niels Ingemann Møller.
For to år siden begyndte Ingemann Group en salgsmodning af belysningsvirksomheden Ingemann Components A/S. Bestyrelsen blev udskiftet, så den havde kompetencer til et generationsskifte, og næste generation blev kørt i stilling.
- Vi har aldrig taget udbytte ud af virksomheden, men har investeret i maskiner og arbejdspladser. Tredobler regeringen afgiften på generationsskifte, kommer det til at have stor betydning for driften og videre investering i en periode, siger Niels Ingemann Møller.
Virksomheden, der ligger i Bjæverskov på Sjælland, har sat plads af til investeringer i nye maskiner og større varelager, men de kan ikke gennemføres som planlagt med en ny højere afgift.
- Vi er heldige at være i kraftig vækst, så afgiften ikke kommer til at have afgørende betydning for, om mine børn kan overtage eller ej. Men sådan er det jo ikke for alle. Konsekvensen for andre kan ende med at være at lukke butikken, siger direktøren.
Idéen om, at Niels Ingemann Møllers tre børn en dag skulle overtage, har længe været under udvikling. Ifølge direktøren skal tre ting være 100 procent på plads, før man overhovedet kan gå i gang med at tænke på generationsskifteafgiften.
- Ejeren skal være klar både økonomisk og mentalt, virksomheden skal være i bedst mulig stand til at gives videre, så ikke man overdrager noget makværk, og næste generation skal være klar og have både kompetencerne og interessen. Og man skal være realistisk omkring alle tre dele – for man har kun ét skud i bøssen, siger virksomhedsejeren.
Læs også: ”Jeg har altid vidst, vi ikke ville få virksomheden forærende”
Lys, honning og landbrugsdata
Ingemann Components producerer optiske linser og komponenter, blandt andet til belysning på arbejdspladser og kontorer. Virksomheden eksporterer til resten af Europa og er en del af koncernen Ingemann Group bestående af tre virksomheder, hvoraf belysningsvirksomheden er den største.
Siden 2010 har Niels Ingemann Møllers ældste søn Lars Saquero Møller stået i spidsen for koncernens anden virksomhed Agroclimatica, der producerer honning og kakao i Latinamerika.
- Koncernens tredje og nyeste ben er Ingemann AgroData A/S, der er startet op i Latinamerika og i 2020 udvider til Afrika og Asien. Virksomheden giver ved hjælp af klima-, jordbunds- og afgrødedata råd til landmænd, så de kan skabe indtægter til trods for klimaforandringernes uforudsigelige påvirkning. Samtidig hjælper vi landmændene med bedre kreditvurderinger, siger Niels Ingemann Møller.
Hjemme i Danmark overtog børnene Dorthe Hillerup Vedsted og Jens Præstgård Møller direktørrollen i Ingemann Components fra starten af 2019. Næste skridt er selve ejerskiftet, som Niels Ingemann Møller forventer, bliver påbegyndt inden for et år.
GENERATIONSSKIFTE I INGEMANN GROUP
Koncernen består af de tre virksomheder Agroclimatica, Agrodata og hovedforretningen Ingemann Components, der producerer optiske linser til belysning.
Virksomheden har ca. 35 ansatte i Danmark og 80 – 100 ansatte og havde i 2018 en omsætning på ca. 100 mio. kr.
Ingemann Groups ejer, Niels Ingemann Møller, 67 år, overtog i 2002 virksomheden med sin hustru. Nu skal deres tre børn tage over:
- Lars Saquero Møller, 41 år, begyndte i virksomheden i 2004 og er direktør for Agroclimatica og Agrodata.
- Dorthe Hillerup Vedsted, 38 år, begyndte i virksomheden i 2014 og er direktør for drift og økonomi i Ingemann Components.
- Jens Præstgård Møller, 31 år, begyndte i virksomheden i 2009 og er direktør for salg og udvikling i Ingemann Components.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.