Statsminister Mette Frederiksen fremlagde ved Tænketanken Europas årsmøde i Industriens Hus regeringens  vigtigste temaer i EU-politikken . Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen kritiserede efterfølgende  regeringens EU-politik.

Foto: Tænketanken Europa
28.01.20 DIB Nyheder

Mette Frederiksen: Vi skal finde styrken frem i EU igen

Det er tid til at fokusere på EU’s styrker frem for svagheder efter en årrække, hvor brexit har fyldt for meget på EU’s dagsorden, mener statsminister Mette Frederiksen.

Storbritanniens exit fra EU den 31. januar er et tab for hele det europæiske samarbejde. Men processen har svækket fokus på EU’s fordele og andre vigtige dagsordner, som EU skal blive endnu bedre til at håndtere i en tid med store forandringer.

Det var statsminister Mette Frederiksen afsæt, da hun tirsdag ved årsmødet for Tænketanken Europa i Industriens Hus beskrev sit og regeringens forhold til EU-politikken.

- Vi skal finde styrken frem i EU igen. Vi har brug for langt tid og for mange topmøder på at diskutere brexit. Vi kommer til at savne briterne, og vi mister noget meget vigtigt. Vi skal derfor huske på, hvorfor der kom et brexit, og hvorfor så mange gerne vil stå uden for EU, sagde Mette Frederiksen.

Derfor skal befolkningernes behov mere i centrum. Og får at nå det mål beskrev Mette Frederiksen regeringens tre vigtigste temaer i EU: Migration, ansvarlig kapitalisme og klimaforandringer.

- Migrationen er en vores absolut vigtigste områder. Der er ikke styr på de ydre grænser endnu, så derfor er det nødvendigt med indre grænser. For dem der tænker, at vi ikke længere er i 2015 (hvor der var massive flygtningestrømme i EU, red), så vil et enkelt blik på lande omkring vise, at vi hurtigt kan stå der igen, sagde hun.

Brug for klog udvikling af kapitalisme

Ved den ansvarlige kapitalisme talte Mette Frederiksen om, at befolkningerne skal have gavn af virksomhedernes fremgang.  

- Vi begår en historisk fejl, hvis vi ikke har blik for, at mange mener, at udviklingen har været skæv. Vi har tøjlet kapitalismen på en klog måde, men vi skal udvikle den i Europa, så den kan udfolde sig uden, at vi dræber kreativitet og virkelyst, sagde hun.

Konkret fremhævede hun skatteniveauet i EU, hvor hun advarede imod en konkurrence mellem EU-lande om at have de laveste selskabsskatter. Og i tråd med det digitale hovedtema på årsdagen, slog hun fast, at regeringen mener, at tech-giganter skal betale skat i de lande, de har aktiviteter.

- Hvorfor skal Aalborg Portland betale mere i skat end Apple, Google og Facebook til sammen. Det kan hverken forklares eller forsvares, sagde statsministeren.

Også når det kom til ejerskab over data halter EU bagefter.

- Vi kan ikke overlade det til Kina og USA, der har valgt hver sin vej. I Europa skal det være os selv, som ejer data, sagde hun, og henviste til, at personlige data i Kina ejes af staten, mens USA har givet tech-virksomhederne ejerskabet over folks persondata.

Læs også: 20 millioner virksomheder: EU skal gøre oprør mod Kinas fiksfakserier

Når jeg kommer ud i verden, sakker Europa efter på en række områder, og vi har meget at byde på, når EU handler samlet. Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør, Dansk Industri

Regering vil beskatte tech-giganter

Beskatningen af tech-giganter afviste både Dansk Industri og CO-industri i den efterfølgende debat om statministerens EU-tale.

- Det rigtige sted at håndtere det område er i OECD. Vi kan godt gøre det i Europa, men vi risikerer, at det bliver en boomerang, vi får tilbage i hovedet. Det er bedre, at OECD står sammen om det, end at vi står hver for sig, sagde Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

Han roste generelt Mette Frederiksens engagement i EU, og gav statministeren ret i, at vi i teknokratiets tid ikke må glemme befolkningerne.

- Det er vigtigt, hvad vi vil med Europa, og hvordan vi gør en forskel i Europa, som alle befolkninger kan mærke. Uddannelse, det indre marked, klimaomstillinger og teknologiudvikling er alle vigtige områder, sagde Lars Sandahl Sørensen.

DI-direktøren efterlyste dog også mere fokus på EU’s erhvervspolitik fra Mette Frederiksen.

- Erhvervslivet er motoren, der driver velfærdssamfundet i Europa. Og det erhvervsliv er ekstremt udfordret af, hvad der foregår i USA og Kina. Når jeg kommer ud i verden, sakker Europa efter på en række områder. Vi har meget at byde på, når EU handler samlet, sagde han.

Vestager: OECD skal løse digital skat

Danmarks EU-kommissær Margrethe Vestager deltog også i Tænketanken Europas årsmøde, hvor kommenterede regeringens ønske om at beskatte tech-giganterne, der hvor de driver forretning.

- Det bedste er at finde løsning i OECD. De er på sagen, de er superambitiøse og de arbejder hurtigt. Men kan vi ikke finde en fælles løsning i OECD, må Europa finde en europæisk løsning for at sikre drivkraften i at vi får en global løsning på et tidspunkt. Det er ikke rimeligt, at de fleste virksomheder som betaler deres skat skal se på, at nogle ikke gør det, sagde hun.

Margrethe Vestager har ansvaret for konkurrence og digitalisering i EU. I forhold til digitaliseringen pointerede hun vigtigheden af, at tilliden til digitaliseringen er afgørende. Og den tillid er på retur hos EU's befolkninger, der frygter for misbrug af data. Derfor er der behov for klare spilleregler. 

Også i forhold til den grønne omstilling er digitaliseringen væsentlig, men data er ikke gratis i klimaregnskabet.

- Det kan være et tveægget sværd. For i dag bruger vi lige så meget energi på digitale løsninger, som vi bruger på at flyve. Vi skal i nærheden af at være CO2-neutrale, når vi surfer på nettet, for ellers bliver digitaliseringen også en del af problemet, sagde Margrethe Vestager.

Læs også: Vestager erklærer krig mod unfair konkurrence – i hele verden

Klima kardinalpunkt for regeringen

Mette Frederiksen fremhævede i sin tale netop indsatsen for klimaet i regeringens EU-politik. I Bruxelles oplever statministeren stor interesse fra andre EU-lande for Danmarks vej fremad med klimapartnerskaber mellem virksomheder og myndigheder, samt ambitionen om at skære 70 procent af CO-udledningen i 2030.

Hun mente også, at EU er på rette vej, selv om ikke alle støtter fælles klimamål, idet Polen ikke ville være med.

- For mig er glasset mere end halvfyldt i EU. For mig er udfordringen ikke, at enkelte lande beder om mere tid. Jeg synes det er et kæmpe fremskridt, at så mange lande rykker fremad, sagde Mette Frederiksen.

Vi skylder vores borgere og vores virksomheder, at den danske EU-linje ligger fast og ikke bliver en del af et indenrigspolitisk spil. Jakob Ellemann-Jensen, partiformand for Venstre

Ellemann: Nu er vi ”the odd one out”

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen rundede årsdagen af med oppositionspartiets bud på en EU-politik, og med nogle kommentarer til Mette Frederiksens fokusområder. Og han er stærk tilhænger af en tæt tilknytning til EU, forsikrede han. 

I den sammenhæng står Danmark med en særlig udfordring i forhold til brexit, som når ud over risikoen for tab på et vigtigt eksportmarked. Brexit koster ifølge Jakob Ellemann-Jensen Danmarks vigtigste samarbejdspartner i EU, fordi begge lande har meget til fælles. Derfor skal der nu arbejdes på at finde nye partnere, som kan være med til at sikre danske interesser i EU.

- Vi siger farvel til en nær allieret i EU, som vi ofte har kunnet ligge i ly af. Nu er vi the odd one out. Danmark er et lille land i en urolig verden, og vores indflydelse afgøres af at have et tæt samarbejde med andre lande, sagde Venstre-formanden.    

Han mente i den forbindelse, at regeringen skader Danmarks forhold til EU ved at udvælge få hovedområder. Det kan koste indflydelse på andre områder.

- Vi skylder vores borgere og vores virksomheder, at den danske EU-linje ligger fast og ikke bliver en del af et indenrigspolitisk spil. Det tjener ikke Danmarks interesser.

Lars Sandahl: Europa skal kæmpe for sin plads i verden

Fremtiden er det digitale indre marked

Jakob Ellemann-Jensen fremhævede det indre marked som fundamentet under EU. Et fundament der skal fremtidssikres med et digitalt indre marked. Digitaliseringen skal stå på to ben:

Det ene er ensartede regler til gavn for virksomhederne og at der rulles en digital infrastruktur ud i hele Europa, der giver alle borgere adgang til højhastighedsnetværk.

Det andet ben er en bedre beskyttelse af borgerne.

- Udviklingen går stærkt. Fundamentet i digitaliseringen vil være nye borgerrettigheder, hvor der er mere kontrol med data. Den digitale økonomi skal ikke være et fripas til digitalt overgreb, sagde Venstre-formanden.

Læs også: Virksomhederne har data, der kan sætte turbo på grøn omstilling

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold