"Som ansat i en stor koncern har jeg plads til både at holde fast i min baggrund som religionssociolog og bygge ny viden på fra byggebranchen, og de to verdener har været overraskende nemme at forene," siger Helene Kofoed-Pihl, nyansat i Saint-Gobain.

10.12.21 DIB Nyheder

Religionssociolog skal sælge glasuld og gips for Saint-Gobain

Det har været en øjenåbner for virksomheden Saint-Gobain at ansætte en religionssociolog til at markedsføre byggematerialer. DI opfordrer andre virksomheder til at tænke ud af boksen og ansætte flere akademikere.

Helene Kofoed-Pihl, nyuddannet Cand.mag i religionsvidenskab og samfundsfag, er pr. 1 november blevet ansat som marketingkoordinator efter et talentforløb hos Saint-Gobain.

Ud over at arbejde med markedsføring af byggematerialer og bæredygtige løsninger til byggeriet, skal hun stå for koordinering af uddannelser og partnerskaber.

Ansættelsen sker i forlængelse af et talentudviklingsprogram, hvor fire ledige akademikere i fællesskab skulle løse en opgave hos Saint-Gobain – uden forudgående kendskab til byggebranchen. 

Læs også: Byggeriet: Over 100.000 nye boliger på vej

Øjenåbner at ansætte fra utraditionelt fagfelt

Projektet er gennemført i samarbejde med Lead the Talent, der arbejder med rekruttering og talentudvikling, og det gik så godt, at Helene Kofoed-Pihl nu er blevet fastansat, mens to af de øvrige deltagere har fået fast job hos andre virksomheder.

Projektleder på forløbet og Marketing Communication Manager Marit Petersen hos Saint-Gobain er glad og stolt over, at talent-programmet førte til jobs for tre ud af fire deltagere og til et fast samarbejde med Helene Kofoed-Pihl.

- Det har været en øjenåbner at ansætte en akademiker fra et felt, der ligger langt fra byggebranchen, og som kommer med nogle utraditionelle redskaber til at komme tættere på vores målgrupper. Samtidigt har Lead the Talent-forløbet passet godt til vores mål om at være en socialt bæredygtig virksomhed, og jeg er glad for, at det fik så positivt et udfald, siger Marit Petersen.

Læs også: Europæisk kulstop kan øge dansk energieksport med 450 mia. kr.

Havde ikke forestillet sig at skulle arbejde med byggeri

Helene Kofoed-Pihl får sin arbejdsmæssige base hos hhv Saint-Gobain ISOVER i Vamdrup og Saint-Gobain Gyproc i Kalundborg.
- Som studerende på en humanistisk universitetsuddannelse havde jeg langt fra forestillet mig en karriere i byggebranchen. Jeg fik dog hurtigt brug for mange af de redskaber, jeg havde med i min faglige og akademiske rygsæk - samtidigt med, at jeg har fået en masse gode kolleger og hele tiden lærer en masse nyt om fx markedsføring, fortæller Helene Kofoed-Pihl.
Hun fortsætter
- Min baggrund i religionsvidenskab og samfundsfag gør, at jeg hurtigt kan sætte mig ind i nyt og komplekst materiale. Som ansat i en stor koncern har jeg plads til både at holde fast i min baggrund som religionssociolog og bygge ny viden på fra byggebranchen, og de to verdener har været overraskende nemme at forene, siger Helene Kofoed-Pihl.

Læs også: Klar til modkrav for adgang til udenlandske medarbejdere

Vækker glæde i DI

Ifølge Mette Fjord Sørensen, underdirektør for kompetencer og viden i Dansk Industri (DI) bør eksemplet fra Saint-Gobain gribes af andre virksomheder.
- Det kan godt være, man tænker, at man ikke kan se, hvordan en medarbejder med en helt anden uddannelse kan passe ind og løse opgaver. Men med Lead the talent-forløbet, har man netop kunne testkøre kompetencerne og derigennem fundet ud af, at det godt kan lade sig gøre – og endda give noget ekstra i form af en ny tilgang og nytænkende metoder i opgaveløsningen, siger Mette Fjord Sørensen.

Læs også: Tesla-eventyr i Tønder efterlyser arbejdskraft

Åben øjnene

Hun påpeger, at det både er virksomhederne og dimittenderne fra fx humanistiske uddannelser, som skal turde åbne øjnene for mulighederne

- Som dimittend fra fx lingvistik eller historie tænker man måske ikke som det første på muligheder for et job i en virksomhed, der sælger gipsplader. Men de kompetencer, man får med sig fra uddannelsen, kan bruges i mange forskellige kontekster. Så det handler nok mere om at kaste sig ud i det og vise, hvordan man kan bidrage, siger Mette Fjord Sørensen.

Læs også: ”Jeg vil gerne have nogle unge ballademagere”

Fakta

Fakta om Saint-Gobain

Saint-Gobain ISOVER og Saint-Gobain Gyproc er en del af Saint-Gobain koncernen, en af verdens største producenter af materialer til byggeindustrien.

I Danmark beskæftiger Saint-Gobain ca. 1.700 medarbejdere fordelt på omkring 75 lokationer, herunder kontorer, distribution og 10 fabrikker.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mette Fjord Sørensen

Mette Fjord Sørensen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3797
  • Mobil +45 5213 2312
  • E-mail mfj@di.dk

Relateret indhold