Bestyrelser skal mærke hackerangreb på egen krop
2.000 bestyrelsesmedlemmer skal hvert år gennemføre et træningsforløb, der giver både hjertebanken og svedige håndflader. Det er målet med et nyt træningscenter med indbygget cyberrisk simulator.
Inden 2024 skal 6.000 danske bestyrelsesmedlemmer have gennemført et ambitiøst træningsprogram, der ruster dem til at forstå, imødegå og modstå den voksende risiko for angreb fra kriminelle cyberkrigere.
- For rigtig mange virksomheder, særligt små og mellemstore, er cybersikkerhed mere bøvl end business. Det vil vi lave om på. Ofte ligger hovedansvaret for virksomhedens cybersikkerhed hos den it-ansvarlige, men det er langt fra tilstrækkeligt til at ruste virksomhederne mod cybertruslen. Det kræver fokus og kompetencer i bestyrelseslokalerne, så cybersikkerhed bliver en integreret del af strategien og når ud til alle dele af organisationen, siger programchef for Industriens Fonds Cyberprogram, Malene Stidsen, i en pressemeddelelse.
Som en helt central del indgår en ny cyberrisk simulator, der er designet til at give deltagerne hjertebanken og svedige håndflader, men også konkrete værktøjer til at håndtere cyberhændelser.
Læs mere om programmet hos Industriens Fond
Hellere her end i virkeligheden
Det betyder konkret, at bestyrelserne udover at blive klædt på med den nyeste information også kommer til at prøve på egen krop, hvad det vil sige at være under angreb af cyberkriminelle.
Og netop kombinationen af teori og konkret virkelighedsnær praksis, er vigtig, fortæller projektdirektør i Bestyrelsesforeningen, Kirsten Hede:
- Budskabet er: I vil meget hellere opleve det, I skal opleve de næste timer, her i simulatoren end ude i virksomheden. Det handler om at bringe forståelse ind, fjerne berøringsusikkerheden og få sat cybersikkerhed ind i den kontekst, som vi i bestyrelseslokalerne allerede kender med værdiskabelse, strategiarbejde og risikostyring.
Det nye træningscenter bliver placeret på CBS men vil have indbygget et virtuelt studie, så undervisning og træning kan nå ud til bestyrelsesmedlemmer og virksomhedsledere i hele Danmark fra 2022. Målet er at 2.000 bestyrelsesmedlemmer hvert år skal gennemføre programmet.
Læs også: Women on board - her er dit næste bestyrelsesmedlem
Kontakt DI Digital hvis du vil prøve
Digital sikkerhed og tillid skal ifølge DI Digital være en grundpille i fremtiden. Det er en af seks mærkesager, som brancheforeningen lancerede i starten af juni.
- I DI Digital arbejder vi for, at cybersikkerhed bliver et ledelsesansvar og ikke kun et it-ledelsesansvar. Cyber-risk simulatoren er et stærkt initiativ, der giver virksomhedsledere og bestyrelsesmedlemmer et helt konkret indblik i, hvad cybertruslen egentlig indebærer. Vi opfordrer forretningsledelsen i vores medlemsvirksomheder til at tage endnu større ansvar for cybersikkerhed som del af de øvrige forretningsrisici en virksomhedsledelse skal tage stilling til, siger branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital.
Hun opfordrer derfor virksomheder, der har interesse i træningsprogrammet, til at henvende sig til DI Digital allerede nu.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.