Der er et kæmpe behov for grønne brændstoffer i de sektorer, hvor direkte elektrificering er svær at gennemføre – for eksempel i den tunge vejtransport, fly- og skibstrafikken samt dele af den tunge industri, siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær, DI.

Colourbox
18.06.21 DIB Nyheder

Seks grønne danske projekter indstillet til 850 millioner støtte

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget afsætter 850 mio. kroner til seks danske projekter, der kan udvikle bæredygtige brændstoffer til skibe, fly, lastbiler og tung industri. Det er en stor hjælp til den grønne omstilling, mener DI.

850 mio. kroner. Så meget har regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet afsat til udviklingen af danske Power-to-X-projekter i Danmark og EU.

Danmark indstiller i alt seks projekter til at modtage støtte, og regeringen har høje forventninger til dem

- Vi afsætter pengene for at give de danske virksomheder de bedste forudsætninger for at udvikle Power-to-X-teknologi og være med til at kickstarte produktionen af grønne brændstoffer. Det kommer ikke kun Danmark til gavn, men også hele Europa, siger klimaminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Midlerne afsættes til et fælleseuropæisk projekt om grøn brint, et såkaldt IPCEI, der har til formål at understøtte store, transnationale udviklingsprojekter, som kan komme hele Europa til gavn.

- Vi skal sørge for, at det bliver danske virksomheder, der bliver kaldt på, når det drejer sig om at knække koden til fremtidens grønne brændstoffer både i Europa og i verden. Derfor er jeg glad for, at regeringen har fået opbakning til, at vi kan give udviklingen og produktionen et rygstød. Det vil styrke vores eksport, skabe flere grønne arbejdspladser og rykke os endnu et skridt på vejen til at indfri vores klimambitioner, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Læs også: Her er planen, der kan sikre Danmarks 70 procents-mål

Kæmpe behov for grønne brændstoffer

Processen med at matche de seks danske projekter med andre landes projekter begyndte i begyndelsen af juni, og den endelige udvælgelse forventes i juli. I fremtiden forventes markedet for grøn brint at udgøre en betydelig del af det samlede energimarked.

- Det er en meget vigtig aftale. Den giver danske virksomheder et skub fremad i forhold til udviklingen af grøn brint og Power-to-X (PtX), så grønne brændstoffer kan blive et konkurrencedygtigt alternativ til fossile brændsler, siger politisk direktør i DI Emil Fannikke Kiær. 

Han mener, det er vigtigt, at Danmark gør sig gældende i udviklingen af fremtidens grønne brændstoffer.

- Hvis vi skal nå vores klimamål, og hvis danske virksomheder generelt skal blive centrale i udviklingen og eksporten af grønne løsninger, så er denne aftale en stor hjælp. Der er et kæmpe behov for grønne brændstoffer i de sektorer, hvor direkte elektrificering er svær at gennemføre – for eksempel i den tunge vejtransport, fly- og skibstrafikken samt dele af den tunge industri, siger Emil Fannikke Kiær.

Læs også: Fra lufthavn til trykkeri – virksomheder er klar til klimakamp

Fakta

De seks udvalgte projekter

Blue Seal, repræsenteret af Ballard Power Systems

Green Fuels for Denmark, repræsenteret af Ørsted

Green CCU Hub Aalborg, repræsenteret af REintegrate

HySynergy, repræsenteret af Everfuel

HØST, repræsenteret af Copenhagen Infrastructure Partners

PtX@EIIS, repræsenteret af GreenLab Skive

Kilde: Erhvervsstyrelsen

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sune Thorvildsen

Sune Thorvildsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3534
  • Mobil +45 6167 1616
  • E-mail sunt@di.dk

Relateret indhold