Ny analyse: Milliardmarked i Afrika for danske virksomheder
Trods COVID-19, konflikter og korruption er der en god udvikling i en række afrikanske økonomier. Men danske virksomheder får ikke nok ud af mulighederne, viser ny DI-analyse. Der er 7 mia. euro at hente, hvis man sammenligner med andre EU-landes aktiviteter.
I 00’erne talte økonomer om Afrikas løveøkonomier, der i løbet af de kommende årtier skulle buldre fremad med økonomisk vækst, befolkningsvækst og markante velstandsløft. Forventningerne er ikke blevet indfriet, men Afrika er faktisk det tredje-hurtigst vækstende kontinent efter Asien og Mellemamerika. I løbet af de sidste 10 år har Afrikas 54 lande haft en gennemsnitlig BNP-vækst på 3,6 procent.
Men sammenligner man på tværs af udvalgte EU-lande får danske virksomheder langt fra nok ud af mulighederne. Vi er faktisk dårligere end gennemsnittet til at udnytte potentialet. Belgien, der har førertrøjen i vareeksport pr. indbygger, eksporterer varer for hele 5,7 gange flere penge end Danmark.
Det viser DI's nye analyse som du kan læse her.
Vælg det rette match for din virksomhed
At der er mange uopdyrkede muligheder, bekræfter Marie Gad, chef for DI’s afdeling for Global Udvikling og Bæredygtighed:
- Vores analyser viser tydeligt, at danske virksomheder med fordel kunne kigge mere mod Afrika. Det handler om at udvælge de lande – eller måske endda byer – som har det bedste match med din forretning.
Marie Gad understreger, at et afrikansk forretningseventyr kræver et grundigt hjemmearbejde.
- De fleste afrikanske markeder har nogle udfordringer, som man skal være opmærksom på. Det er desværre fortsat verdens mest korrupte kontinent, og oplevelsen af korruption er ifølge Transparency International blevet mere udbredt i løbet af de sidste 10 år, siger hun og fortsætter:
- Samtidig er der mange steder problemer med infrastruktur, og antallet af politiske konflikter er steget i de seneste år.
Udfordringerne til trods viser tallene, at danske virksomheder har stigende succes med at tænke udvalgte afrikanske lande ind i forretningsplanerne. Den danske samhandel med Afrika er nemlig steget med over 50 procent i det sidste årti. Det er 20 procentpoint højere end den generelle vækst i dansk vareeksport.
Læs også: 1.100 milliarder EU-kroner til Afrika giver gode muligheder for danske virksomheder
Artikel fortsætter efter grafik
Stor variation imellem de afrikanske lande
DI’s nye analyse af forretningsmuligheder i Afrika peger på en meget stor variation landene imellem. Særligt Sydafrika samt de rigere nordafrikanske lande Egypten, Marokko og Algeriet skiller sig positivt ud.
Herfra er der et stort spring ned til femtepladsen, som indtages af Afrikas folkerigeste land Nigeria.
Spørger man Danmarks ambassadør i Nigeria, Sune Krogstrup, er der rigt potentiale for at øge eksporten til det vestafrikanske land. Det gælder særligt for virksomheder inden for fødevarer, sundhed og energi. Samtidig er virksomheder, der kan hjælpe med grøn omstilling også i høj kurs.
- Den nigerianske regering har meldt meget ambitiøst ud om at reducere udledningen af CO2. Der skal fart på den grønne omstilling i Nigeria. Det skaber rigtig mange muligheder for dansk ekspertise og knowhow, så det er helt klart et område, hvor vi ser et stort potentiale fremadrettet, forklarer Sune Krogstrup.
Men han advarer om, at det kræver både tid og ressourcer:
- Nigeria er ikke altid et let marked at agere på som udenlandsk virksomhed. Det kræver tid og tålmodighed at etablere sig, og det kræver ressourcer. Tit og ofte ser vi, at chancen for succes stiger kraftigt, hvis man også er fysisk til stede i Nigeria.
Endelig peger analysen på et stort potentiale i Østafrika, hvor særligt Kenya skiller sig ud. DI er fysisk til stede i Kenya med et kontor, der blev etableret i 2019 inden for rammerne af en Strategisk Partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.