Erhvervsskoler tømt for elever til skoleoplæring
Virksomheder er klar med konkrete lærepladser i et omfang som ikke er set i 10 år. Det fjerner frygten for at vælge en erhvervsuddannelse, mener DI.
Den store efterspørgsel efter faglært arbejdskraft er godt nyt for landets lærlinge og elever, hvor en langt større andel nu får en uddannelse af højere kvalitet. Landets virksomheder er nemlig klar med flere regulære lærepladser end i mange år. Det har reduceret andelen af elever som må tage til takke med skolepraktik på landets erhvervsskoler.
Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Blot 866 elever begyndte i februar 2022 i skoleoplæring, hvilket ikke er set lavere siden samme måned i 2013. I alt er blot cirka 4.200 elever i skoleoplæring i februar, mens knap 80.000 elever har en læreplads i en privat eller offentlig virksomhed.
Det glæder Signe Tychsen Philip, underdirektør og chef for DI Erhvervs- og Arbejdsmarkedsuddannelser.
- Virksomhederne er opsatte på at få uddannet flere faglærte, og det høje niveau for indgåede aftaler ser ud til at have bidt sig fast. Frygten for ikke at kunne få en læreplads skal i hvert fald ikke længere være en årsag til ikke at vælge en erhvervsuddannelse, siger hun.
Læs også: "Det er en falliterklæring, hvis vi ikke selv uddanner nok faglærte"
Rekordmange lærepladser
Skoleoplæring fungerer som et supplement til de elever, der begynder hovedforløbet uden at have en læreplads. Ordningen gælder også for elever, som undervejs i deres uddannelse mister deres læreplads. Men rekordmange lærepladser er blevet oprettet i virksomhederne i det seneste år, og langt de fleste elever finder nu en læreplads og kommer ud og færdiggør deres uddannelse i en virksomhed.
I februar var andelen af elever i skolepraktik nede på fem procent af samtlige uddannelsespladser - en halvering i forhold til 2017, hvor 11 procent måtte sikre svendebrevet med hjælp fra praktikforløb på landets erhvervsskoler.
- Det er klart, at manglen på arbejdskraft spiller ind på antallet af lærepladser og dermed antallet af unge i skoleoplæring, men generelt vil jeg rose virksomhederne for at tage et øget ansvar for at få udlært flere faglærte i disse år. Det er nødvendigt for at øge antallet af faglærte fremover, siger Signe Tychsen Philip.
Erhvervsskoler tømt for elever til skoleoplæring
Faldet i elever i skoleoplæring gælder på tværs af mange uddannelser, men særligt på de uddannelser, der traditionelt har leveret mange elever til skoleoplæring. Det gælder for detailuddannelsen, data- og kommunikationsuddannelsen, elektriker, personvognsmekaniker og træfagenes byggeuddannelse.
Disse fem erhvervsuddannelser leverer faktisk halvdelen af de elever, der er i skoleoplæring. Men også på disse fem uddannelser er der generelt flere elever, der finder en læreplads og dermed ikke behøver at starte deres uddannelse i skoleoplæring. Så faldet skyldes ikke et samlet fald i elever.
- Flere erhvervsskoler i Jylland er tømt for elever i skoleoplæring. Det er positivt, at alle elever er i lære i en virksomhed, men det viser også, at efterspørgslen efter elever både på flere uddannelser og i mange virksomheder nu overstiger udbuddet af elever. Mange virksomheder kan ikke få de lærlinge, som de søger, siger Signe Tychsen Philip.
Læs også: Guld på gaden - flere studenter læser aldrig videre
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.