Kryptolog maner til ro: Vi kan sikre os mod kvantecomputeres kodebrydning
På to dage knækkede kryptolog Lars Ramkilde Knudsen i 2003 koden, som FBI skulle have brugt som sikkerhedsstandard. Han mener, vi er sikret mod kvantecomputere, der kan skære sig gennem koder som en varm kniv gennem blødt smør.
Kvantecomputere kommer til at skære sig igennem koderne til din netbank, NemID og mail som var det en varm kniv gennem blødt smør. Derfor er kryptologer fra hele verden i et kapløb med tiden.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet, hvor professor i kryptologi Lars Ramkilde Knudsen arbejder for Center for Industriel Software (CIS).
Han ramte forsiden af internationale medier, da han i 2003 i løbet af to dage knækkede den kode, som skulle være brugt som ny standard for bl.a. FBI og regeringskontorerne i Washington. Men trods det, at han mener, at kvantecomputerne måske allerede er godt i gang med at bryde vores koder, maner han alligevel til ro.
- Heldigvis findes der systemer, som man tror ikke kan knækkes. Det er det, vi kalder kvantesikker kryptologi. Det bliver der smidt mange penge efter i øjeblikket. Jeg tror, at vi er sikre, siger Lars Ramkilde Knudsen.
Læs også: Ægte tilfældigheder overvinder supercomputere
Gamle systemer står for fald
Kvantecomputere har potentialet til at løse problemer, der er for komplekse for klassiske computere, som f.eks. optimering af problemer, materialevidenskab, udvikling af nye lægemidler. Men altså også løsning – eller brydning - af komplekse kryptografiske opgaver.
- Kvantecomputere er et tveægget sværd inden for kryptologi. Den samme beregningskraft, der kan fremskynde videnskabelige gennembrud, kan også knække den kryptografiske sikkerhed, der beskytter alt fra personlige data til national sikkerhed,” siger Lars Ramkilde Knudsen.
Nutidens kryptografiske algoritmer, som sikrer alt fra banktransaktioner til statslige kommunikationslinjer, er designet med tanke på de beregningsmæssige begrænsninger af klassiske computere.
- Amerikanerne indså for et par år siden, at det her går galt på et eller andet tidspunkt, siger Lars Ramkilde Knudsen med henvisning til den amerikanske standardiseringsorganisation ‘National Institute of Standards and Technology’ (NIST).
NISTs arbejde omfatter udvikling af kryptografiske standarder, såsom Advanced Encryption Standard (AES) og retningslinjer for brug af kryptografi, herunder anbefalinger for overgang til netop kvantebestandig kryptografi.
- Der er faktisk tale om et i forvejen kendt system som er blevet rettet til, så det nu er hurtigt og anvendeligt, siger Lars Ramkilde Knudsen.
Læs også: Ny strategi kan gøre Danmark til en kvantenation
Kryptologer bliver attraktive på arbejdsmarkedet
I Danmark har Novo Nordisk Fonden investeret 1,5 milliarder kroner i et 12 år langt forskningsprogram på Niels Bohr Instituttet, der skal give Danmark en fuldt funktionel kvantecomputer i 2034. Desuden har NATO oprettet et kvanteteknologisk testcenter, der også er forankret på Niels Bohr Instituttet.
Plus to kvantestrategier målrettet henholdsvis forskning og erhvervsliv. Så Danmark er på mange måder førende indenfor kvanteteknologien.
Til gengæld er der i hele verden udfordringer med at finde med medarbejdere, der har de nødvendige kompetencer til at implementere og vedligeholde de nye kvantesikre systemer.
- Derfor er det heldigt, at vi har oprettet Center for Industriel Software i Sønderborg som en del af Mærsk-McKinney Møller Instituttet, hvor de første studerende begyndte i 1. september 2023, siger Lars Ramkilde Knudsen.
Han mener ikke, man i første omgang skal være bekymret, hvis man er cykelsmed med to ansatte.
- Men det er klart at store virksomheder som Mærsk og Danfoss bliver nødt til at ruste sig til dette indenfor en overskuelig fremtid. Ellers vil de være sårbare, siger Lars Ramkilde Knudsen.
Læs også: EU skal være kvantesikkert territorium
Om Center for Industriel Software
Center for Industriel Software (CIS) er et softwareteknologisk forsknings- og uddannelsescenter, der uddanner den næste generation af softwareingeniører og -forskere og som samarbejder med virksomheder for at udnytte potentialet i digitalisering.
CIS er en del af det Tekniske Fakultet og Mærsk-McKinney Møller Instituttet. Aftalen om at etablere CIS blev underskrevet 1. december 2022, og centeret har siden været under opbygning med sit første studenteroptag 1. september 2023.
CIS er oprettet med donationer fra Bitten &Mads Clausens Fond, LINAK og Sønderborg Kommune.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.