Ny undersøgelse stiller skarpt på design og cirkulær omstilling i danske virksomheder
Med de kommende tiltag fra EU om henholdsvis udvidet producentansvar for emballage og krav til produkters reparérbarhed og levetid, har den cirkulære omstilling aldrig været mere aktuel. Dog viser en ny undersøgelse lavet af Dansk Design Center, DI og Epinion, at mange virksomheder mangler kompetencerne til at opfylde de kommende lovkrav.
Dansk Design Center, Dansk Industri og Epinion har i 2022 gennemført undersøgelsen Design Delivers Green. Undersøgelsen omhandler danske virksomheders arbejde med produktdesign og en kortlægning af den cirkulære omstilling i virksomhederne.
Nye EU-tiltag øger nødvendigheden af omstillingen
Undersøgelsen er særdeles aktuel, da kommende tiltag fra EU stiller krav til cirkulær omstilling hos de danske virksomheder.
Det første centrale tiltag fra EU-Kommissionen handler om det udvidede producentansvar for emballage, hvor producenter fremover skal betale for affaldshåndtering af deres emballage. Dette skaber incitamenter til mere cirkulært produkt- og emballagedesign, da genanvendeligheden af emballagen vil afspejle sig i prisen for affaldshåndteringen. Jo lettere det er at genanvende et produkt, jo billigere bliver det for producenten.
Det andet tiltag, Ecodesign for Sustainable Products Regulation, vil fastsætte en række cirkulære designkrav for bl.a. at forlænge produkters levetid, reparérbarhed og genanvendelighed. Den kommende ecodesignforordning vil betyde, at alle danske virksomheder i nær fremtid bliver nødt til at forholde sig til designet af de produkter, som de sætter på markedet.
Efterspørgsel på øgede kompetencer
Ifølge undersøgelsen er 85 pct. af de danske virksomheder allerede i gang med omstillingen til en mere cirkulær forretningsmodel, hvor ressourcer genanvendes og gendannes i stedet for at blive smidt ud efter brug.
Halvdelen af de adspurgte virksomheder rapporterer dog også, at de mangler kompetencerne til at komme helt i mål med den cirkulære omstilling. De efterspurgte kompetencer er især relateret til viden om potentialet i de forskellige materialetyper samt designet og udviklingen af cirkulære produkter og services.
Design som drivende kraft for en cirkulær omstilling
Ifølge Christian Bason, CEO i Dansk Design Center, kan en central løsning på virksomhedernes manglende kompetencer inden for området være et øget samarbejde mellem virksomheder og designere, da dette netop kunne hjælpe med at reducere kompetencekløften.
Hvis virksomhederne formår at lave den cirkulære omstilling, kan det ydermere bidrage positivt på deres økonomiske bundlinje. Ifølge undersøgelsen rapporterer 64 pct. af de virksomheder, der allerede har etableret en cirkulær forretningsmodel, at det har haft en direkte positiv effekt på deres økonomiske bundlinje.