10.02.23 Miljø, energi og klima Nyheder

Som en del af en kollektivordning kan du blive klar til det kommende producentansvar for emballage

Det udvidede producentansvar træder i kraft i Danmark 1. januar 2025. For at gøre dette lettere at håndtere for den enkelte virksomhed, har Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, DagSam & DI stiftet kollektivordningen VANA, som nu er åbnet op for gratis medlemskab.

EU vedtog i 2018, at alle medlemsstater skal indføre udvidet producentansvar på emballage. Det betyder, at importører og påfyldere af emballage fremover får ansvar for affaldsbehandlingen af den emballage, de producerer. Det udvidede producentansvar træder i kraft i Danmark 1. januar 2025. I Di sidder vi med omkring bordet i miljøministeriet for at sikre, at vi får et effektivt og velfungerende system fra dag 1.

Hvis du vil følge løbende med, så har vi lavet en FAQ, hvor vi løbende informerer om de seneste udviklinger.

For at gøre håndteringen af det udvidede producentansvar nemmere for virksomhederne, har Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, DagSam & DI i fællesskab stiftet kollektivordningen VANA til håndtering af producentansvaret for emballage, så det bliver så omkostningseffektivt og administrativt enkelt som muligt for virksomhederne at leve op til producentansvaret. 

VANA har netop åbnet op for gratis medlemskab og er klar til at tage godt imod de nye medlemmer. Medlemskabet af VANA er i opstartsfasen gratis og uforpligtigende, og du opretter derfor i første omgang blot din virksomhed som bruger i VANA’s medlemssystem.

Som medlem får din virksomhed adgang til ekspertråd og vejledning i, hvordan du bedst forbereder din virksomhed til producentansvaret, samt hvordan VANA som kollektivordning kan hjælpe jer med at blive klar til jeres ansvar. Samtidig sørger VANA for at holde deres medlemmer up-to-date, når der opstår noget, som er relevant at vide på vejen mod producentansvaret træder i kraft, ligesom medlemmerne får mulighed for indflydelse gennem bl.a. workshops og webinarer.

Yderligere information

Læs mere om VANA her.

Relateret indhold