Kundeklausuler

I kan pålægge medarbejdere en kundeklausul, hvis de i stillingen får kontakt til jeres kunder. I det følgende er reglerne i lov om ansættelsesklausuler beskrevet. Loven gælder for alle lønmodtagere.

Afskærer kontakt til virksomhedens kunder

En kundeklausul er en aftale om, at en medarbejder i en aftalt periode efter fratræden ikke må arbejde hos eller have direkte eller indirekte erhvervsmæssig kontakt med virksomhedens kunder og andre forretningsforbindelser.

Nye og gamle regler om kundeklausuler

Kundeklausuler, som er indgået efter 1. januar 2016, følger de nye regler om ansættelsesklausuler. Disse nye regler er beskrevet herunder.

Kundeklausuler, som er indgået før 1. januar 2016, kan fortsat opretholdes uændret og reguleres efter de regler, der var gældende på aftaletidspunktet. I skal derfor ikke tilrette gamle klausuler, og de gamle klausuler følger heller ikke den nye lov om ansættelsesklausuler. Læs mere om de gamle regler under ”I dybden med kundeklausuler”.

Gyldighed – krav skal være opfyldt

En kundeklausul er kun gyldig, hvis følgende er opfyldt:

  • Klausulen skal indeholde den aftalte økonomiske kompensation, som lønmodtageren vil modtage i den periode, hvor klausulen er gældende efter fratræden. Kompensationen skal med aftalt varighed på op til 6 måneder udgøre mindst 40 pct. af lønnen på fratrædelsestidspunktet pr. måned, den gælder. For klausuler med en aftalt varighed på mere end 6 og højst 12 måneder skal kompensationen udgøre mindst 60 pct. af lønnen på fratrædelsestidspunktet pr. måned den gælder.
  • Klausulen må højst have en aftalt varighed på 12 måneder.  
  • Ansættelsesforholdet skal på fratrædelsestidspunktet have varet i mindst 6 måneder, ellers begrænses medarbejderen ikke af klausulen. Dette skal fremgå af kundeklausulen.
  • Klausulen må kun begrænse medarbejderen i forhold til de kunder, som medarbejderen selv har haft kontakt til i løbet af de seneste 12 måneder forud for opsigelsestidspunktet.
  • Klausulen skal være aftalt skriftligt og det er en gyldighedsbetingelse efter lov om ansættelsesklausuler, at samtlige ovenstående punkter fremgår af kundeklausulen
  • Ved opsigelse af ansættelsesforholdet skal virksomheden udlevere en liste over de kunder, som kundeklausulen omfatter. Medarbejderen er forpligtet til loyalt at lave et udkast til denne liste. Det er dog virksomhedens ansvar at sørge for at udlevere listen til medarbejderen og sikre, at listen er korrekt.

Klausulen omfatter kun visse kunder

Kundeklausuler omfatter ikke nødvendigvis alle virksomhedens kunder.

  • Kundeklausulen omfatter kun de kunder og andre forretningsforbindelser, som medarbejderen selv har haft kontakt til.

Kundeklausulen kan omfatte kunder og andre forretningsforbindelser, som medarbejderen har været i forretningsmæssig kontakt med inden for de sidste 12 måneder før opsigelsestidspunktet.

Kundeliste skal udleveres ved opsigelsen

I forbindelse med opsigelsestidspunktet skal I udlevere en liste til medarbejderen, som konkret angiver de kunder, medarbejderen selv har haft erhvervsmæssig kontakt til i løbet af 12 måneder forud for opsigelsestidspunktet.

Medarbejderen skal loyalt medvirke til at udarbejde kundelisten og skal lave et udkast over listen til jer.

Kundeklausulen gælder altid ved fratræden

En kundeklausul gælder, uanset hvem der opsiger ansættelsesforholdet og uanset baggrunden for opsigelsen.

Kompensationen skal udbetales som engangsbeløb og løbende

Kompensationen for de første to måneder skal I udbetale som et engangsbeløb i forbindelse med fratræden. Herefter skal I udbetale kompensationen bagud måned for måned, så længe klausulen gælder.

Medarbejderen har en tabsbegrænsningspligt og er derfor forpligtet til at søge og påtage sig anden passende beskæftigelse.

Hvis medarbejderen har fået anden passende beskæftigelse i opsigelsesperioden, vil medarbejderen kun have ret til en reduceret kompensation. De 40 pct. reduceres til 16 pct., og de 60 pct. reduceres til 24 pct. af lønnen på fratrædelsestidspunktet. Den kompensation, som udbetales som et engangsbeløb, reduceres ikke.

Klausulen kan opsiges med en måneds varsel

I kan opsige en medarbejders kundeklausul med én måneds varsel til udgangen af en måned, så både klausulen og kompensationsbetalingen ophører. I skal dog betale engangsbeløbet, hvis ansættelsesforholdet endeligt ophører mindre end seks måneder, efter at virksomheden har opsagt kundeklausulen.

Kortvarige ansættelsesforhold

Kundeklausulen kan ikke gøres gældende, hvis ansættelsesforholdet ophører inden for de første seks måneder.

Hvis ansættelsesforholdet har varet mere end tre måneder, men mindre end seks måneder, gælder klausulen ikke, men I skal alligevel betale engangsbeløbet.

Administrerende direktører

Der findes ikke specifikke regler om kundeklausuler for administrerende direktører, og derfor er der aftalefrihed – inden for rimelighedens grænser. Der er ikke formkrav til udformningen af en kundeklausul og samtidig heller ikke noget krav til kompensation.

Administrerende direktører er ikke omfattet af reglerne i lov om ansættelsesklausuler i forhold til kundeklausuler.

Gamle kundeklausuler

-før 1. januar 2016

Kundeklausuler, som er indgået før 1. januar 2016, kan fortsat opretholdes uændret og reguleres efter de regler i funktionærloven, der var gældende på aftaletidspunktet. I skal derfor ikke tilrette gamle klausuler, og de gamle klausuler følger heller ikke den nye lov om ansættelsesklausuler. Læs mere om de gamle regler under ”I dybden med kundeklausuler” og kontakt DI, hvis I har behov for rådgivning om de gamle regler.

-før 15.juni 1999

Reglerne om kundeklausuler blev lavet om pr. 15. juni 1999. Særligt reglerne om kompensation blev lavet om. Få mere viden under "I dybden med kundeklausuler".

For medlemmer

I dybden med kundeklausuler

Få svar på, hvem I kan pålægge kundeklausuler, hvad en kundeklausul skal indeholde, hvilke situationer og hvor længe kundeklausulen kan gælde, hvilke kunder og andre forretningsforbindelser kundeklausulen kan dække over – og meget mere.

Gå i dybden

Artikel opdateret den 16.04.19

Se også

Har du brug for rådgivning?

I Juravagten sidder DI's eksperter inden for ansættelsesret og personalejura klar, hvis du har brug for hjælp. 

Juravagten

Åbningstider: mandag-fredag kl. 8.00-17.00

Telefon: 3377 3377

Mail: jura@di.dk

Relateret