Satellitvirksomheden GormSpace er vokset med over 70 procent om året siden adm. direktør Niels Buus trådte til i 2014

Foto: Micahel Bo Rasmussen
09.03.18 DIB Nyheder

Vækstkomet: Vi er en ny virksomhed hvert år

Den nordjyske satellitvirksomhed GomSpace er vokset fra 10 til 180 medarbejdere på få år. Adm. direktør Niels Buus har stået i spidsen for at omdanne virksomheden til en vækstkomet uden at miste fodfæstet.

To miniature-modeller af den rød-hvid-ternede raket, som Tintin stiger til himmels med i Hérges tegneserieklassiker, står side om side med en lysende jordklode på Niels Buus’ hjørnekontor i det østlige Aalborg.

Her kan den adm. direktør for GomSpace bogstaveligt talt se sin virksomhed stige op mod stjernerne. Igennem de mange nanosatellitter, som GomSpace producerer og ikke mindst i regnskabet og antallet af ansatte.

Siden Niels Buus i 2014 satte sig i direktørstolen, er GomSpace vokset med over 70 procent om året. Virksomheden har leveret hele eller udstyr til over 50 satellitter i rummet. Antallet af medarbejdere er steget fra 10 til 180. Og en børsnotering i 2016 har indbragt omkring 169 mio. kr. til yderligere vækst.

Læs også: SMV-boss: Farlig forfængelighed blandt ejerledere

Ikke knække nakken

– Vi er inde i en eksponentiel udvikling, og vi kan næsten kun selv stå i vejen for vores vækst, siger 60-årige Niels Buus, som har været med på GomSpaces færd siden starten i 2007 – frem til 2014 som bestyrelsesformand.

Midt i de nye, større lokaler, som GomSpace rykkede til i sommer, byder spørgsmålet sig, hvordan en lille virksomhed vokser sig så stor på så kort tid uden at miste fodfæstet.

For Niels Buus har den balancegang handlet om en konstant parathed til at udvikle, omdanne og skabe en struktur, der er gearet til en vækst, som man selv kan have svært ved at forudse.

– Vi arbejder med at skabe eksponentiel vækst uden at knække nakken samtidig, siger han.

Vi genopfinder dele af vores forretningskoncept og organisation to til tre gange om året. På den måde er vi en helt ny virksomhed, hver gang der er gået et år. Niels Buus adm. direktør, GomSpace

Bestyrelse styrket med erfaringer udefra

Det har blandt andet betydet, at ledelsen er blevet udvidet og målrettet den høje vækstkurve. I 2016 kom finske Jukka Pertola til som bestyrelsesformand, og ledelsen er udvidet til fire personer med flere års erfaring fra opstartsvirksomheder. Heriblandt Dan Ulrich, der har mange års international erfaring med udvikling og produktion og har titel som CTO i GomSpace.

– Vi har arbejdet intensivt med at opbygge en professionel ledelse til en virksomhed med høj vækst og et internationalt potentiale. Det er afgørende, hvis vi som vækstvirksomhed skal have succes, siger Niels Buus.

Han sammenligninger udviklingen med en ”organisme”, som får nye elementer på, mens den udvikler sig. Derfor skal strategien justeres løbende, forklarer Niels Buus.

– Vi genopfinder dele af vores forretningskoncept og organisation to til tre gange om året. På den måde er vi en helt ny virksomhed, hver gang der er gået et år.

– Kundernes behov ændrer sig hele tiden, ligesom den konkurrencemæssige situation forandrer sig. Og ikke mindst så ændrer vores forståelse af situationen sig hele tiden. Det betyder, at vi hele tiden skal udvikle vores strategi for at tilpasse os den givne situation, siger Niels Buus.

Læs også: Digitalisering højere op på SMV’ers dagsorden

Omvendt aldersdiskrimination

Niels Buus bemærker samtidig, at GomSpaces ledelse næsten har ”omvendt aldersdiskrimination”.

De fleste i ledelsen er nemlig over 50 år. Men det er nødvendigt, da man nødt til at have prøvet det før og have erfaringen for at lede den udvikling, GomSpace går igennem, forklarer Niels Buus – dog efterfulgt af en anden pointe:

– Men samtidig vokser vi så hurtigt, at ingen af os har prøvet det med den hast, siger han med et smil.

Fuld knald på alle tangenter

I dag er HR og ledelse på plads, men der sker stadig konstant forandringer i lokalerne i Aalborg Øst. I starten af hver måned møder en ny gruppe medarbejdere ind på arbejde.

Og meget snart bliver det store lokale i midten af GomSpaces bygning, hvor ingeniører og programmører sidder side om side foran mange meter computerskærme, lavet om til produktionshal. Målet er at kunne producere en nanosatellit om dagen.

Det nordjyske væksteventyr skyldes en stigende global efterspørgsel efter de små nanosatellitter. Gom­Space anslår, at markedspotentialet for nanosatellitter vil ligge på over 320 mia. kr. om i 2021.

– Da jeg trådte til som direktør i 2014 sagde vi, at nu startede vores vækstfase. Og siden har der været fuld knald på alle tangenter, siger Niels Buus, som regner med, at GomSpace inden for få år vil runde 300 medarbejdere.

Læs også: B&O og Aalborg Universitet forsker godt sammen

Har valgt rigtigt

Anders Drejer, strategiprofessor ved Aalborg Universitet, har været med til at vurdere mange vækstvirksomheders udvikling. Han roser GomSpace for at have truffet de rigtige valg og i det rette tempo.

– Der kan være mange grimme processer i en så hurtig udvikling. Jeg mener, at GomSpace har valgt rigtigt, når iværksætterne har fået en anden rolle og overladt styringen til ”gamle” folk, som kender til processen og kompleksiteten ved at vokse og gå på børsen, siger Anders Drejer.

Særligt en professionel bestyrelse og ledelse er guld værd, når aktionærene skal håndteres, forklarer Anders Drejer.

GomSpace skal samtidig undgå at skabe en virksomhed, hvor underafdelingerne og medarbejderne føler sig afkoblet fra de fælles mål, der skrives på tavlen i bestyrelseslokalet.

– Det er enormt vigtigt at sørge for, at alle arbejder mod et fælles mål. Man kan nemt som underafdeling melde sig ud af det fælles mål, hvis man ikke føler, man er involveret. Og så strander det hos topchefen, siger Anders Drejer.

Læs også: ”Undgå BMW-syndromet og kom ud i virkeligheden, hvis du vil fremtidssikre din virksomhed”

Innovation rumteknologi

Tilbage i GomSpaces lokaler viser Niels Buus en nanosatellit frem. Den er på størrelse med en skoæske og vejer under ti kilo, så den kan let holdes med i en hånd.

Fra rummet kan de små nanosatellitter opfange signaler fra eksempelvis fly og skibe i områder, hvor jordbaserede master ikke kan nå, eller traditionelle satellitter ikke dækker.

Med GomSpaces teknologi flyvende over kloden i 2009 havde efterforskerne for eksempel kunne spore Air France 447, som forsvandt i Atlanterhavet, eller Malaysia Airlines 370, der forsvandt sporløst i Det Indiske Ocean i 2014.

– Efter tragedien i 2009 tænkte vi i GomSpace, hvorfor man ikke kunne vide, hvor flyet var. Det satte gang i en innovationsproces hos os, som i 2013 betød, at vi sendte en satellit op, som med radioteknologi kan spore alle fly. Det var banebrydende for os og verden, siger Niels Buus.

Læs også: Danske virksomheder digital frontløber i Europa

Rum-industrialister

Den store forskel i forhold til de traditionelle satellitter er, at de små nanosatellitter er væsentligt billigere at producere og sende ud i rummet. Det koster ned til ”blot” en million kroner for en nanosatellit. Prisen for en traditionel satellit lyder ofte på adskillige milliarder.

Antallet af nanosatellitter i rummet er siden årtusindeskiftet steget gevaldigt. I dag er der opsendt tæt på 900 af de små satellitter, og de kommende år ventes der at sendes flere hundrede op om året.

Niels Buus sammenligner GomSpace med de folk, der fulgte efter opdagelsesrejsende som Living­stone, Marco Polo og pionererne på det amerikanske kontinent.

– Da de første havde opdaget de nye områder, kom der folk og sørgede for veje og infrastruktur. På samme måde er vi ved at lægge vej ud som en slags ”rum-industrialister”, siger han.

Helte eller klovne

GomSpace har blandt andet har solgt satellitter til overvågning af Arktis, Colombias militær og lande, som ikke har satellit-overvågning af deres farvande.

Niels Buus forventer, at den stigende mængde ordrer vil sende overskuddet over udgifterne inden for få år, og i 2021 forventes omsætningen at runde 820 millioner svenske kroner. Med andre ord er optimisten og forventningerne lige så høj, som da Tintin steg til Månen i sin rød-hvide raket.

Vi har muligheden for at blive helte her i Nordjylland, men også klovne, hvis vi ikke tænker os om. For at lykkes kræver det, at vi sørger for at banke pløkkerne ordentligt ind i den bjergside, vi klatrer opad. Og det gør vi, siger Niels Buus.

Biografi

Niels Buus
60 år

- Adm. dir. i GomSpace siden 2014

- Født og opvokset i Hvalpsund

- Uddannet automekaniker og siden ingeniør på Aalborg Universitet

- Bosat i Tilst med sin hustru

- Ansat hos Terma, Purup Electronics, Gatehouse og drevet egen virksomhed, Longbus Business Development Master of Science i Applied Optics  og MBA ved Sloan Fellowship Masters Programme på London School of Business

- Udnævnt til Årets Entreprenør to gange, modtaget DI’s Initiativpris og er kåret som Årets Leder i Nordjylland

- Udnævnt til Årets Leder i november 2017 af Lederne

Gode råd

Fem råd til at lede en vækstvirksomhed
Fortalt af Niels Buus

- Sørg for, at have en professionel ledelse, der har erfaring med at vokse.

- Vær en synlig leder, der klart kommunikerer om mål og ambitioner.

- Gå efter guldet og lad ikke det danske mådehold være en stopklods.

- Du skal gå forrest og vise vejen. Også selvom du måske ikke er den fagligt dygtigste.

- Du skal turde at give slip og tage nye udfordringer op.

Skrevet af:

Niels Petersen

Dorte Gram Nybroe

Dorte Gram Nybroe

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3769
  • Mobil +45 2968 5962
  • E-mail dgny@di.dk

Relateret indhold