Nedlukningen af Nordjylland ramte Hytek A/S hårdt, fortæller adm. direktør Johnny Hauberg. Den har indtil videre resulteret i et omsætningstab på 2,2 mio. kr.

Foto: Michael Bo Rasmussen, Baghuset
14.12.20 DIB Nyheder

Nordjysk industridirektør: "Vi blev ramt i hovedet med en vognstang"

Nordjyske Hytek A/S mistede flere opgaver efter regeringens nedlukning af Nordjylland. Adm. direktør Johnny Hauberg frygter, at nogle af kunderne ikke kommer tilbage igen.

Aflyste skibsreparationer, en afbrudt opgave i Sverige og et omsætningstab på 2,2 mio. kr. Det har indtil videre været prisen for den nordjyske nedlukning for virksomheden Hytek A/S, der arbejder med servicering af hydrauliske og mekaniske anlæg.

Adm. direktør Johnny Hauberg fortæller, at han aldrig har oplevet noget lignende.

– Finanskrisen var vand at komme igennem i forhold til det her. Det her er uden sidestykke, og vi kan slet ikke regne på de langvarige konsekvenser, siger han.

De aflyste og afbrudte opgaver er nemlig ikke et overstået kapitel, selv om nedlukningen er slut. Kunderne skulle stadig have løst deres opgaver, og det er der jo også andre virksomheder end Hytek, der kan, påpeger den adm. direktør.

– Nogle af kunderne har fundet andre steder at gå hen. Og hvis de bliver glade for de steder, kommer opgaverne ikke bare sådan tilbage. Det er de langvarige konsekvenser, siger Johnny Hauberg.

Læs også: Nordjysk erhvervsliv taber milliarder på nedlukning

 

Jeg sad lamslået tilbage og prøvede at tænke på, hvad vi skulle gøre for at komme igennem den her nedlukning, Johnny Hauberg, adm. direktør, Hytek A/S

En vognstang i hovedet

Direktøren fulgte pressemødet 5. november fra sin stue. Forinden havde han hørt rygter om skrappe restriktioner, men alligevel efterlod pressemødet ham i choktilstand.

- Jeg følte, at vi blev ramt i hovedet med en vognstang. Jeg sad lamslået tilbage og prøvede at tænke på, hvad vi skulle gøre for at komme igennem den her nedlukning, siger han.

Dagen efter pressemødet bad Johnny Hauberg sin bogholder om at lave lister over opdaterede afspadsering og ferie, der manglede at blive afholdt.

Efterfølgende forsøgte han at få overblik over hjælpepakker.

Læs også: Entreprenør: ”Vi er rykket sammen i bussen”

Coronaår og nordjysk sammenhold

Johnny Hauberg beskriver 2020 som et ”rædselsår”, hvor virksomheden blandt andet måtte droppe en planlagt vækststrategi. Derfor er han heller ikke optimistisk, når han ser ind i det kommende år.

– 2021 bliver et coronaår. Vi har lavet et coronabudget, og vi regner ikke med, at året giver særlig meget vækst. Målet er at fastholde markedsandele, siger han.

Johnny Hauberg tager dog også noget positivt med sig ind i det nye år:

– Mit indtryk er, at virksomhederne i Nordjylland er rykket tættere sammen. Vi har et stort og godt netværk, og det virker til, at det kun er blevet bedre efter nedlukningen.

Læs også:Transportdirektør: ”Min telefon var nærmest rødglødende”

Om Hytek A/S

- Udvikling, fremstilling og servicepartner på hydrauliske og mekaniske anlæg.

- Specialist i gennemgang af store kraner på bl.a. skibe og lastbiler.

- Stort maskinværksted til rådighed for underleverandørarbejde af mellemstore emner.

- Grundlagt i 1987 med nye ejere siden 2002.

- Hovedkontor i Sindal, 46 medarbejdere.

- Johnny Hauberg har været adm. direktør siden 2002 og er uddannet maskinarbejder og eksamineret erhvervsassurandør.

Peter Henningsen Hansen
Skrevet af:

Peter Henningsen Hansen

Henrik Marcher Larsen

Henrik Marcher Larsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3962
  • Mobil +45 4015 8858
  • E-mail heml@di.dk

Relateret indhold