Der bør rettes et skarpt fokus på mulighederne for at simplificere skattesystemet og sanere i regler og afgifter, mener skattepolitisk chef Jacob Bræstrup, DI.

21.06.23 DIB Nyheder

Tekniske problemer udskyder virksomheders indberetningspligt

TastSelv Selskabsskat har været ramt af tekniske udfordringer, der har givet problemer med indberetninger for både selskaber og rådgivere. Derfor udskydes indberetningspligt fra 30. juni til 25. august. DI opfordrer til, at skattesystemet simplificeres.

Virksomheder, der skulle have indberettet deres 2022 resultater pr. 30. juni, har fået forlænget fristen til den 25. august. Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Udskydelsen skyldes, at Skattestyrelsen har konstateret, at der er tekniske udfordringer i systemet TastSelv Selskabsskat (DIAS), som selskaber og fonde benytter, når de indsender oplysninger til Skattestyrelsen.

- Det er en virkelig ærgerlig situation, som vi helst havde været foruden. Sammen med vores it-leverandør og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har vi brugt mange ressourcer på at bringe systemet op på det rette niveau. Vi har da også set løbende forbedringer de seneste uger, men systemet yder fortsat ikke tilfredsstillende. Så for at give selskaberne rimelige vilkår har vi besluttet at give dem længere tid til at indsende oplysninger til os, siger selskabsskattedirektør Kenneth Joensen, Skattestyrelsen.

Læs også: DI: Sådan kan uventet stærk økonomi løfte Danmark yderligere

Gør skattesystemet simplere

I Dansk Industri (DI) er skattepolitisk chef Jacob Bræstrup glad for, at styrelsen nu reagerer på de IT-udfordringer, mange virksomheder har oplevet i forbindelse med årets indberetninger.

- Der er ingen tvivl om at øget digitalisering af skatteindberetningen er vejen frem, men vi ved også alle at det kommer med nogle børnesygdomme, som Styrelsen nødvendigvis må vise fleksibilitet i håndteringen af. Det gør man her, og det kvitterer vi for, siger Jacob Bræstrup.

Han opfordrer samtidig ”på det kraftigste” til, at der sideløbende med digitaliseringen rettes et skarpt fokus på mulighederne for at simplificere skattesystemet og sanere i regler og afgifter.

- Det vil både lette digitaliseringsprocessen, reducere virksomhedernes administrative byrder og frigøre dygtige medarbejdere hos skattemyndighederne til at hjælpe de steder, hvor vi fortsat oplever udfordringer med manglende vejledning, kontrol eller afklaring af skattespørgsmål, siger Jacob Bræstrup.

Han henviser til, at DI har samlet et katalog med over 60 konkrete simplificeringsforslag.

- Vi tager meget gerne en drøftelse på tværs af Skattestyrelse, ministerium og Christiansborg med henblik på at få prioriteret spørgsmålet, siger Jacob Bræstrup.

Læs også: DI: EU tager et stort skridt nærmere regulering af kunstig intelligens

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jacob Bræstrup

Jacob Bræstrup

Skattepolitisk chef

  • Direkte +45 3377 3426
  • Mobil +45 2020 3232
  • E-mail jcb@di.dk

Relateret indhold