Natos vicegeneralsekretær James Appathurai var blandt oplægsholderne, da DI Energi og Green Power Denmark afholdt Energipolitisk Konference 2023.

05.10.23 DIB Nyheder

NATO i DI: Energisikkerhed er del af global magtkamp

Sikker energiforsyning er helt afgørende for alle verdens lande og dermed også en afgørende faktor i den globale magtbalance, lød det fra NATO ved Energipolitisk konference i DI.

Det øgede trusselsniveau i Europa kræver, at samarbejdet mellem myndigheder, energisektoren og forsvaret bliver styrket for at forhindre sabotage og cyberangreb.

Det var blandt hovedbudskaberne ved Energipolitisk Konference afholdt den 4. oktober af DI Energi og Green Power Denmark under titlen ”Sikker energi”.

Konferencen samlede over 300 deltagere i Industriens Hus i København, som blandt andet kunne høre en status på udfordringer for energisikkerheden i NATO-perspektiv. Den blev givet af Natos vicegeneralsekretær James Appathurai.

Han fortalte, at energi har en central rolle i Ukraine-krigen, hvor Rusland både bruger energi som et politisk våben i forhold til en række NATO-lande og samtidig gør energiforsyningen i Ukraine til militært mål.

- De fleste lande har designet deres energiforsyning til fredstid, men den nuværende ændrede sikkerhedssituation gør det nødvendigt at tænke sikkerhed meget mere ind. Det kan blandt andet gøres ved øget overvågning og beskyttelse af energianlæg og tilhørende infrastruktur med ekstra kapacitet,  decentrale netværk, lagre af energi og udstyr samt træning og forberedelse ift. eventuelle angreb, sagde James Appathurai på konferencen.

Læs også: DI’s direktør: Danmark bør se fordomsfrit på atomkraft

Trusler i havet

Fra Folketinget deltog Martin Lidegaard, politisk leder for Radikale Venstre, Anne Valentina Bertelsen, forsvarsordfører for SF, og Mona Juul, klima-, energi- og forsyningsordfører for Konservativt Folkeparti. Politikerne var enige med energibranchen i behovet for en koordinerende indsats og en klar ansvarsfordeling med staten for bordenden.

De pegede på behovet for en mere præcis definition af kritisk infrastruktur - som en forudsætning for at fastlægge det rette beskyttelsesniveau, så omkostninger og sikkerhed finder den rette balance, og så kravene kan fastsættes i fremtidige udbud.

- Ruslands målrettede sabotage af Ukraines forsyningssektor gør stort indtryk. Og endnu nærmere på os har sabotagen af Nord Stream-forbindelsen åbnet vores øjne for, at også hjemlige energianlæg og infrastruktur er i farezonen. Ikke kun med de efterhånden velkendte cyberangreb - men nu også med fysisk sabotage, siger Troels Ranis, direktør i DI Energi

Læs også: Udbygningen af vedvarende energi på land skal op i gear

Energisektoren er udfordret

DI Energi og Green Power Denmark stod bag konferencen, og ifølge begge organisationer, er det energisektorens fornemste opgave er at levere sikker og stadig grønnere energi. Den opgave er udfordret og på grund af den skærpede sikkerhedspolitiske situation i Europa, er det nødvendigt med nye samarbejdsrelationer, mener de.

- Vores energisystem bliver stadig mere decentralt med mere lokal produktion af grøn strøm på land og hav. Vi skal sikre, at denne kritiske infrastruktur er sikret også i fremtiden, og derfor skal vi øge vores samarbejde for at imødegå cybertruslen og truslen om sabotage, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Han bakkes op af Troels Ranis, der påpeger, at arbejdet med at sikre energiinfrastrukturen er et anliggende, der gælder for alle lande i Europa.

- Derfor skal opgaven løses med vores naboer og i de alliancer, Danmark er del af. Erhvervslivet og almindelige forbrugere har krav på, at vi samarbejder – mellem energi- og forsvarsbranche og mellem myndigheder og virksomheder – for at sikre, at energien altid flyder, også selv om sikkerheden udfordres. Vi har gode erfaringer med at håndtere cyberangreb, og vi skal udnytte disse erfaringer til også at fremme arbejdet med at sikre den fysiske infrastruktur, siger Troels Ranis.

Læs også: Fornemt besøg på Danmarks første kommercielle brintanlæg

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Hans Peter Slente

Hans Peter Slente

Fagleder for grøn energieksport

  • Direkte +45 3377 3722
  • Mobil +45 2949 4594
  • E-mail hps@di.dk

Relateret indhold